Forståelsen af Manat (Realiteten)

Islams metode for forståelse af Ahkam er baseret på følgende: en dyb forståelse af problemet, efterfulgt af en undersøgelse, studie og forståelse af de shariamæssige beviser, som kræves til behandlingen af problemet, og til sidst udledningen af denne Hukm fra disse beviser.

Så tilstedeværelsen af gruppen (eller partiet) der arbejder for ændring, er relateret til den realitet, hvori den eksisterer i forhold til nødvendigheden af at adoptere de shariamæssige regler, som er nødvendige for at ændre denne specifikke realitet, hvori den eksisterer.

Forståelsen af realiteten kræver, at man udfører et grundigt studie af den.

Forståelsen af Shari’ah kræver, at man definerer kilderne for de shariamæssige beviser og udledning af Usul (Jura) principper, som er love ifølge hvilke udledningen finder sted. Og denne udledningsproces kræver en Mujtahid, som har evnen til at applicere regler over deres respektive realiteter og underbygge reglerne i forhold til deres ’Illah (shariamæssig begrundelse).

Altså er etableringen af enhver gruppe eller parti forbundet til realiteten hvori den er opstået. Partiet vil ændre realiteten, så det gør den til genstand for sin tænkning og genstand for ændring. Altså er partiet eller gruppen pålagt at studere realiteten på en dyb og præcis måde, og identificere de problemer, som skal behandles. Problemerne er talrige, så det er nødvendigt at skelne imellem dem. Man skal sondre imellem de problemer, som var resultatet af andre problemer og de problemer, som forårsagede disse resultater. Dette kræver, at man skelner imellem et problem og dets åbenbare manifestationer; imellem den primære lidelse og dens symptomer. Med denne type af forståelse kan man fastsætte den primære lidelse og de symptomer, som resulterede fra den. Efter at have identificeret lidelsen, skal man gå videre for at identificere kuren.

Her vil vi gerne lave en analogi med den erfarne læge; han vil ikke blive bedraget af symptomerne, når han diagnosticerer den primære lidelse. Hvis en mand har en sygdom i sin mave, og dette fører ham til at have en reaktion, vil denne reaktion føre til fremkomsten af et udslæt på huden og feber. Hvis lægen er tilfreds med blot at behandle udslættet og feberen, ved at udskrive den rette medicin og han ikke har behandlet maven så er hans behandling mangelfuld og han har fejlet i at kurere sygdommen. Lægen skal først behandle problemets oprindelse, som er sygdommen i maven. Når den er blevet behandlet, vil sygdommen forsvinde sammen med sine symptomer. Derefter vil lægen afgøre om symptomerne vil kræve en behandling eller ej. De kan forsvinde automatisk blot ved at man behandler sygdommen, som forårsagede dem, eller nogle symptomer kan blive tilbage og kræver derfor behandling. I hvert fald vil behandlingen af symptomerne kun være et delvist arbejde; og dermed fortsætter diskussionen som før. Det samme gælder realiteten, hvori vi lever i dag. Vi ved at der er fundamentale problemer i realiteten, som til gengæld har skabt mange andre perifere problemer. Et af de fundamentale problemer, som har plaget Ummah i dag er, at Allahs (swt) suverænitet ikke har nogen tilstedeværelse i muslimernes liv. Dette har resulteret i mange delvise problemer, såsom fattigdom (der opstår fra uretfærdighed), uvidenhed, en udbredelse af umoralske gerninger, og at de korrupte forhold er fremherskende. Allah opklarer den primære årsag til dette:

“Den der vender sig bort fra Min Påmindelse, vil sandelig have et trængselsfuldt liv.”

(Ta-Ha 20:124)

Disse delvise problemer eksisterer på grund af tilstedeværelsen af denne realitet. Den permanente og radikale ændring kan ikke finde sted, indtil denne realitet bliver ændret først. Man kan ikke eliminere effekterne af at referere til andet end hvad Allah åbenbarede, indtil arbejdet fokuserer på genoptagelsen af den islamiske livsstil, ved at gøre den islamiske ’Aqidah til en politisk anskuelse, som vejleder alle handlinger for muslimen i livet ifølge Allahs (swt) påbud og forbud og driver dem til at oprette styret med hvad Allah har åbenbaret.

Altså er det fundamentale problem ikke uddannelsesrelateret, etisk eller økonomisk. Den fundamentale sag er ikke redningen af muslimers rettigheder og styrkelsen af deres sociale, økonomiske eller militære position. Derimod er sagen Al-Hakimiyyah (suverænitet) i dens overbevisning og praktiske aspekter.

Denne suverænitet tilkommer udelukkende Allah (swt), så vi skal faktisk genvinde muslimernes tillid til deres Islams regler og love. Vi skal restaurere hvad der er gået tabt af ’Aqidah i deres hjerter; interessen i oprettelse af det system, som udspringer fra Islams ’Aqidah i deres liv; at længes efter Jannah og frygte Jahannam og undgå det, og være bekymret om alle muslimernes tilstand – og hele menneskeheden – via den islamiske ’Aqidah.

Med sådan en forståelse vil gruppen definere det fundamentale problem og vide med absoluthed, at når denne sygdom er behandlet, så vil alle symptomerne blive elimineret. Altså er vigtigheden af at have en bevidsthed om realiteten klar og tydelig.

Dette er hvad Usul retslærde betegner som Manat (realiteten). Det er afgørende, at man gransker Manat, før man begynder at bringe de shariamæssige beviser.

At opnå bevidsthed om realiteten og forståelsen af den, er mere besværlig end forståelsen af reglerne, som er relateret til den. Det kræver præcision, fordi hvis vi begår en fejl i forståelsen af realiteten – og denne forståelse indprentes i vores sinde – og derefter begynder at søge efter de shariamæssige beviser for at behandle denne realitet, så vil vi uundgåeligt bringe beviser, som behandler den fejlagtige realitet, som er indprentet i vores sinde og ikke den faktiske realitet, hvori vi lever.

Altså har vi bragt beviser der ikke er relevante for realiteten. Forståelsen af realiteten nødvendiggør brugen af forstanden. Det er ikke tilladt at gøre realiteten til en kilde for vores tænkning. Der skal ikke være løsninger, som udspringer fra realiteten. Derimod skal den forstås som den er, i sin sande natur.