Seneste nyt

Quranen – Miraklet

Quranen er udelukkende på arabisk, hvilket der ingen tvivl er om. Dens mening alene betegnes ikke som Quran, og dens tekster er ikke uden mening.

Quranen blev åbenbaret i Makkah og Madinah over en periode på ca. 23 år. At den blev åbenbaret over en så lang periode skyldes, at den blev nedsendt for at løse menneskets problemer og styrke forståelsen af versenes åbenbaringsårsag. Altså var det lettere at forstå versene, fordi de behandlede et sanseligt problem og ikke en forestilling.

Quranen behandlede også menneskets forestillinger om døden ved at fortælle dem om, hvad der sker efter døden som et svar på deres store spørgsmål.

Udover at Quranen kom med løsninger til menneskets problemer, var den også et mirakel, Muhammads (saaws) mirakel, som klart bevis på at han var Skaberens sidste sendebud og profet til hele menneskeheden. Da Sendebudet kom med Quranen, var alle folk på den Arabiske Halvø enige om, at den var et mirakel og ikke et menneskes værk. Selv dem som ikke ville følge Sendebudet på grund af deres hovmod og verdslige interesser anerkendte også dette faktum.

I og med dette er sagt, skal der selvfølgelig redegøres for, hvad der menes med et mirakel, og hvordan man kan afsløre trolddom og fusk som menneskelig kunnen og evner.

Et mirakel er når en person kommer med noget eller gør noget, som ophæver naturlovene, fordi naturlovene kun kan ophæves af Skaberen og ikke mennesker. Mennesket lever i en sfære af love og regler, som er pålagte. Disse love og regler er permanente og ændrer sig ikke.

At jorden drejer rundt om solen og månen rundt om jorden, er love, vi ikke har indflydelse på. At skyerne bliver til regn, som havner på jorden, er heller ikke vores vilje, ligesom vi ikke kan tænke uden vores hjerner, og at vores evner er begrænsede. Sådanne eksempler er der mange af.

Vi kan derfor kort sige, at vi lever i en sfære, som vi ikke kan ophæve, i og med vi ikke har valgt den og bevæger os inden for dennes love og rammer. Det er det muligt at knuse sten, så jorden med frø, bygge huse, veje og computere, fordi det foregår inden for de rammer og muligheder, Skaberen har givet os. Den eneste grund, til at vi ikke svømmer rundt i himmelrummet, er på grund af jordens tyngdekraft. Den eneste grund, til at vi kan sejle med skibe på havet, er på grund af vandet, luften og materialets egenskaber. Med disse eksempler vil vi illustrere, hvor mennesket kan og ikke kan bevæge sig, netop fordi disse rammer har tilladt noget og forbudt noget andet.

Altså er et mirakel det, som ikke hører til inden for disse rammer, såsom at få jorden til at dreje den modsatte vej, få solen til at stå op i vest eller trække vejret på månen uden ilttilførsel.

Dette skyldes, at det ikke er naturligt, men mirakler, som kun kan være forårsaget af Skaberen.

Der er ingen grund til at bevise, at Skaberen kan ophæve de love, Han selv har sat. Det er indlysende. Med denne rigtige definition kan man skelne mellem mirakler og trolddom.

Vi kan derfor fastslå, at et mirakel er, når en person kommer og erklærer profetskab ved at fremvise et bevis, som modstrider det, vi er kendt med, gennem ophævelsen af en naturlov, og som andre ikke kan gøre efter uanset tid og sted.

Da Musa (as) var ved den hellige dal Tuwa, fik han åbenbaring af Allah, som sagde til ham, at han var udvalgt til sendebud og skulle kalde folk til at følge ham. Som svar på dette bad Musa (as) Allah om hjælp, hvorefter han fik sin bror Harun som hjælper og profet.

De tog så over til farao og sagde til ham, at han skulle stoppe de kriminelle handlinger, han var i færd med og begynde at tilbede Skaberen, og at de var sendt af Herren. Farao, som helliggjorde sig selv, sagde:  “Hvem er jeres herre da?“Musa svarede: “Han er den, som skabte alt og derefter satte det hele i harmoni ved at give hver skabning sin egenskab og evne ifølge naturlovene.

Hvad skete der så med de andre nationer og folk før os, som ikke tilbad din herre? “Deres tilstand og situation kender min herre, som vil stille dem til regnskab på dommedagen og ikke være dem uretfærdig. Min herre er den, som gav jorden veje, for at I med lethed kan bevæge jer på den, nedsendte regnen og gav jorden liv gennem forskellige blomster, planter og frugter, og jeres kvæg kan I nyde godt af. I dette er der sandelig for den rationelle tydelige beviser på Hans eksistens. Han vil skabe jer endnu engang, som Han skabte jer første gang.“

Farao reagerede med afvisning og benægtelse af sin herre: Du er kommet for at udvise os fra vores jord med din trolddom og overtage magten. Hvad siger du til, at vi mødes og frembringer det samme, du kommer med, en dag hvor vi begge overholder aftalen og ser, hvem der taler sandt. Musa (as) svarede: “Lad os mødes på jeres helligdag og samle Egyptens folk som vidne til denne dyst. På dette tog farao over til sine troldmænd og bad dem om at gøre deres bedste for at forpurre Musas (as) budskab. Han lovede dem endda at gøre dem rige og give dem en vigtig post og status i hans rige. Disse bedste troldmænd øvede sig og stræbte efter at vinde dysten på den hellige dag. De fik besked på at samle sig og blive vindere, og at Musa (as) og Harun (as) var troldmænd ligesom jer, og som ønskede at få jer ud af jeres land og blive ledere.

Dagen, som skulle afgøre om Musa og Harun (as) virkelig var profeter og fremvise falskhedens grimme ansigt og sandhedens lyse ansigt, indledtes med, at troldmændene sagde til Musa (as): Du afgør, hvem som skal kaste først. Enten kaster du, eller også er vi de første, som kaster vores kæp. Musa (as) sagde: “Begynd I bare med at kaste.“ Musa (as) blev chokeret over deres kast og kæppenes tilsyneladende lighed med en slanges bevægelse. Allah beordrede så Musa (as) til at kaste, hvad hans højre hånd besad, nemlig hans kæp. Da han kastede sin kæp blev den til en ægte slange, som bevægede sig sulten hen til troldmændenes kæppe og slugte dem. Til dette bukkede troldmændene under og anerkendte Musa (as) som sandt sendebud og hans Herre som den eneste Gud og Skaber. Dette var åbenbart ikke nok for farao, som på grund af sit hovmod og sin arrogance vedblev med at være vantro og benægtende.

Denne historie om Musa (as) og hans møde med kufr er i sig selv en klar besked om, at trolddom og mirakel ikke er det samme, fordi trolddom er mulig at efterligne og er dermed ikke en ophævelse af en naturlov, men øvelse og lumskhed.

Eksempler på fuskere og løgnere, som ikke frygter Allah, er der mange af, selv den dag i dag, hvor vi ser heksedoktorer gå på brandvarm kul og præster i Amerika, som påståeligt får en blind til at se. De eneste tilhængere, de får, er svage sjæle, som ingen forstand eller normal natur har. Det, alle deres følgere har til fælles, er, at ingen af dem tænker, men at de føler. Derfor vil du se, at de enten ikke tør snakke med dig om det, eller også får de ikke lov. Når du siger til dem, at den mand, som går på kul, har hærdet sine fødder, og at præsten har en aftale med den såkaldte klient, ser du dem være naive beskyttere af løgneren, sålænge de holder fast ved at være følelsesmæssige og irrationelle. Faktum er, at løgneren er tydelig, og at den sande profet krystalklar.

Ligesom Musas (as) mirakel var tydeligt, så er Muhammads (saaws) mirakel lige så tydelig med den forskel, at Quranen sanses i dag. Muhammad (saaws) som kom til araberne, da de var på deres højeste, hvad angår deres sprog, digte og smukke grammatiske vendinger, som kunne få enhver mand til at nyde dette sprog. Et sprog, som uden tvivl får andre sprog til at blegne. At araberne var stolte og dermed anvendte sproget i næsten alle sammenhænge, var ikke uden grund, fordi sproget indeholder egenskaber, som andre sprog ikke indeholder.

På arabisk kan man for eksempel beskrive en ting eller situation så smukt og klart, at man føler, at man kan se, det fortælleren taler om og beskriver, for sig. Dette kan gøres med meget korte sætninger og uden en overflod af unødvendige ord. Et eksempel på dette er ordet rijlatan, som betyder den mand, der bliver bedraget og dræbt, hvorefter denne bliver lagt et sted, hvor ingen kan se ham. Eller de forskellige betegnelser for en hest, alt efter om den er en hurtig, langsom, kraftig, tynd, syg osv., med et ord. Eller den kvinde, som tager med sin mand i kamp uden at kæmpe, men udelukkende for at være sammen med ham under rejsen. Dette viser, hvor meget araberne gik op i deres sprog og ikke ønskede at komme med for mange tilføjelser, men nøjedes med et ord til beskrivelsen af en ting eller en situation, man på andre sprog normalt er nødt til at bruge flere ord om. Da det ikke er meningen her at komme ind på det arabiske sprog i dybden, vil det være overladt til jeres egen videre søgen og fordybelse.

Det er ikke kun deres ord, de gik så meget op i, men også deres rette sammenhæng i form af digte. Digte som helst skulle være præcise i meningen og have en rimende klang. Derfor ser man, hvordan de udfordrede hinanden med digte og boede i forskellige stammer for at tilegne sig ord, andre stammer ikke kendte til osv.

De var nået et højdepunkt inden for det arabiske sprog, og alle var næsten eksperter i sproget og kunne digte på stående fod uden at støtte sig til digtene på skrift. Det bedste digt skrev man ned på et stykke papir med guldskrift og hang det op inde i Ka’bah. For hver gang et digt blev overgået, rev man det gamle digt ned og erstattede det med det nye. Det var derfor sædvane, at digterne stod over for hinanden og kom med det ene digt efter det andet, hvorefter modstanderen skulle frembringe et digt, som skulle overgå den andens.

Da Sendebudet kom med sit mirakel og udfordrede araberne og menneskeheden om at frembringe noget lignende og beviste, at Quranen er et mirakel, blev han anklaget for at være digter i første omgang. Han blev så anklaget for at være troldmand. Araberne var uenige om, hvad de skulle kalde ham, fordi intet af det, de kaldte ham, passede, og fordi intet af det, de kaldte ham, kunne få folk til at tro på dem. De var som farao hovmodige og stædige, som æslet der ikke rokker sig fra sit sted.

De valgte ikke at være oprigtige og objektive og stille det simple spørgsmål: Jamen enten taler han sandt eller falsk? Hvis det, han kommer med, ikke er digte eller ligner menneskelig tale, så kan det kun være Skaberens tale, fordi Muhammad (saaws) er et menneske som os, og hans evner er som andre menneskers, og selv hvis han er den dygtigste, så kan han ikke komme med noget, der ikke kan efterlignes.

Araberne stod altså over for den kendsgerning, som var: Enten er denne Quran menneskets tale eller også Allahs tale? At den skulle være menneskets tale, betyder at det enten er araberne selv eller også Muhammad (saaws), som kom med Quranen.

At Quranen skulle være menneskets eller Muhammads tale er ikke en rigtig, men en falsk tanke. Dette skyldes, at araberne, som var så stolte af deres sprog og tog enhver sproglig udfordring op, ikke kunne efterligne Quranens stil. Quranens stil ligner hverken arabernes digte eller deres normale tale, og Quranens stil er ikke blevet efterlignet til den dag i dag. At Quranen ikke er blevet efterlignet til den dag i dag, skyldes at den er fra Skaberen.

Vi vil behandle emnet om arabernes stil og Quranens stil en anden gang, insha’ Allah, for at illustrere, at de ikke ligner hinanden, samt at bekræfte, at Quranens stil ikke er blevet gjort efter til den dag i dag.

Se også

Varede Khilafah kun i 30 år?

Spørgsmål: Behovet for Khilafah er blevet grundfæstet solidt, og mange muslimer kalder nu til den. …