Sabr og håbløshed

Allah (swt) siger i koranen:

“O I som har Iman, søg hjælp i udholdenhed og bøn…” 

(Al Baqarah 2: 153)

“Sandelig, Jeg har i dag belønnet dem, fordi de var udholdende, så at de alene er sejrherrerne.”

(Al- Mu’minun 23:111)

“Og de, der er udholdende i trængsler og nød og i krigstid. Sådanne er de, der er sande (troende), og sådanne er de retfærdige.” 

(Al Baqarah 2: 177)

“Og Allah elsker de udholdende” 

(Al Imraan 3:146)

Allah (swt) har fortalt os, at Han er med dem, som har sabr. Dette er et specielt “venskab”, som betyder at han beskytter og forsyner de tålmodige med et “venskab” udover det sædvanlige.

“..og vær udholdende, thi Allah er med de udholdende.”

(Al Anfal 8:46)

Vi lever i dag i en tid, hvor muslimernes tilstand er på det laveste stadie. Vi sanser åbent kuffars had og mistro til muslimerne hver dag. Før var der også had til Islam, men man vidste de var et nobelt folk, der overholdt aftaler og afstod fra kriminalitet, var venlige, ærlige osv. I dag er alle de negative tillægsord tilskrevet muslimerne. Kuffar iblandt masserne tror (på grund af den massive antiislamiske mediedækning) på at Islam er til for at udrydde alle vantro. At Islam går ud på at understrykke kvinden. At islam går ud på at lyve, bedrage osv.

I sådan en tid hvor Palestina har blødt i 50 år og såret er endnu ikke helet. Hvor muslimerne bliver massakreret i Afghanistan, Tjetjenien, Kashmir, Kasakhstan, Sudan, Algeriet, Irak.. I sådan en tid har men meget brug for sabr, så man ikke havner i håbløshed.

Sabr er et redskab, Allah (swt) har givet os, som er i stand til at redde os fra alle dårlige tider og hårde prøvelser, fordi det går ud på at søge hjælp fra Allah. Sabr er desværre blevet misfortolket i dag. Mange forbinder ordet sabr med at man skal holde sig tilbage og vente på en udvej. Dette hænger måske sammen med den sproglige betydning af ordet sabr. Sprogligt betyder ordet sabr nemlig at tilbageholde, afstå, stoppe. På arabisk findes f. eks et udtryk: “den og den blev dræbt sabran”. Det betyder at han blev fanget og tilbageholdt indtil døden. I Islam er det dog ikke den sproglige betydninger man skal referere til, men den shariah mæssige betydning. Sabr betyder ifølge Islams terminologi: at stoppe sig selv fra fortvivlelse, og panik. At stoppe vores tunger fra at beklage sig, samt at afstå fra at rive os i ansigtet og flå vores tøj med hænderne i tider med sorg og prøvelser. Sabr betyder at man trods modgang, stadig arbejder for Islam, søgende Allahs hjælp.

Ali bin abi Talib sagde: “Sabr betyder at søge Allahs hjælp” Al Khawwas sagde: “Sabr er at holde fast ved reglerne i Koranen og Sunnah” Sabr skal man have både i medgang og i modgang. Det betyder dog ikke at man skal føle det samme, både i medgang og i modgang. Dette er umuligt da det er en naturlov at mennesket bryder sig bedre om medgang end modgang. Profeten siger i en hadith: “Hvis du ikke er vred på mig, betyder det ikke noget hvad der sker mig, men jeg vil helst have dine velsignelser og tjenester”. Dette er ikke modstridende med den hadith, som siger: “Ingen er nogensinde blevet foræret en bedre gave end tålmodighed” idet det henviser til situationen efter en prøvelse.

I forbindelse med sabr skal det siges, at der findes 2 former for beklagelse.

1. At man beklager sig til Allah
2. At man beklager sig til mennesket

Det første er ikke i modstrid med sabr. Dette har flere profeter vist os gennem Koranen:

“..jeg klager kun min bedrøvelse og min sorg til Allah…

(Yusuf 12:86)

Dette var profeten Yaqub’s dua, efter at hans søn Yusuf var blevet smidt i brønden og hans bror, bin Yamiin var blevet tilbageholdt i Egypten) Tidligere havde Yaqub sagt “sabrun jameel” som betyder: Tålmodighed er mest passende for mig. Koranen omtaler også Ayoub (“faderen” til sabr):

“Og (også) Ayoub, da han råbte til sin Herre: Jeg er blevet gjort fortræd…”

(Anbiya: 21: 83)

Den anden form for beklagelse er når man beklager sig til mennesket. Enten direkte gennem ord, eller indirekte gennem vores udseende og opførsel. Dette er i modstrid med sabr. Der er den frivillige og ufrivillige sabr. Den frivillige er selvfølgelig bedst. Eks. Frivilligt: at tage kaldet til Islam op og kæmpe for Allahs sag. Eks på ufrivillig: ting der hænger sammen med qadaa. En dør. En bliver syg osv. Den frivillige er af størst karakter.

Hvis man ikke har sabr kan man i dag meget let havne i håbløshed. Dette er ikke tilladt, fordi man som muslim ikke må betvivle hvad Allah (swt) har lovet os (mht. sejr, den islamiske stat osv.). Hvis vi tager et uddrag af profetens tid med sahabah under Kandaqslaget, vil vi her se hvordan de troende blev testet og hvordan de søgte hjælp alene hos Allah. Der var også de, der fortvivlede, og Allah har berettet deres historie direkte i Koranen, således at vi kan tage ved lære af det.

Jøderne, som havde indgået en kontrakt med muslimerne forrådte dem. De gik over til Quraish og samlede en hær på 10.000 mand for at udrydde muslimerne i Madina. Quraish havde inden de drog af sted spurgte dem: Fortæl os, hvem har dem bedste tro. I kender til bøgerne og til de hellige skrifter er vores eller deres Deen bedst og jøderne sagde at det uden tvivl var deres (Quraish) som var bedst. 3000 muslimer og 10.000 kuffar stod overfor hinanden med skyttegravene. Al Khandaq 4-5 meter dyb, 9 meter bred og 7,5 km lang.

Beretningerne fortæller hvordan deres hænder svulmede op, de fik vabler de arbejdede i kulde og havde hunger alt dette gjorde de velvidende om at en hær på 10.000 mand var på vej for at bekrige dem i Madina. De sagde ja til en taktik som ikke var kendt blandt araberne. Profeten stod op en dag og sagde mens han så på disse arbejdere, “Oh Allah det virkelige liv er livet i akhirah (det hinsides), så tilgiv ansar og muhajirun.” Deres svar var: “det er os, der har givet lydighedsløfte (bay´a) til Muhammed så længe vi lever.” Anas beretter at mens muslimerne arbejdede og bar jorden på deres rygge, så sagde de:” Det er os der har givet lydighedsløfte til Muhammed så længe vi lever.” Da profeten så dette sagde han, “der er ikke noget liv end livet i akhirah, så må din velsignelse være over ansar og muhajireen.” Der var selvfølgelig også nogle som ikke havde sabr. En nat, som bliver beskrevet som den koldeste og mørkeste nat, begyndte mange at komme med undskyldninger for at vende tilbage til deres hjem. På et tidspunkt var der kun 300 muslimer tilbage med profeten. Hudaifa beskriver at der ikke havde været en koldere nat en denne og aldrig har han sultet så meget som denne dag.

Profeten spurgte: “Hvem går hen og bringer mig nyheder om Quraish? han vil være med mig i Jannah.” Ingen svarede Profeten gentog … – ingen svarede. For 3. gang spurgte profeten og stadig ingen svarede. Profeten gik over til Hudaifa og sagde; “Tag af sted og bring mig nyheder om Quraish.” Hudaifa fortæller at aldrig har han frosset så meget, og aldrig har han været så bange, som nu. Men profeten lavede en dua for ham og sagde “oh Allah beskyt ham forfra og bagfra fra højre og fra venstre.”

Hudaifa beretter hvordan han straks følte en varme, og inden han nåede ind til fjenden så var sult og kulde fuldstændig forsvundet. Profeten havde sagt til ham at han ikke skulle fremprovokere til angreb. Han så Abu Sufyan og tænkte på at give ham en pil, men huskede profetens ord. Abu Sufyan rejste sig op og sagde; “De ord jeg fortæller jer nu, må på ingen måde komme ud til Muhammed og hans folk. Så tag fat på den mand ved siden af jer og tjek hvem han er.” Hudayfah reagerede ved selv at tage fat på den mand der sad ved siden af ham og spurgte hvem han var.

Abu Sufyan sagde: “Vores kameler og heste er løbet fra os. Og jøderne har forrådt os. Sult vil snart vinde over os. Hvis I vil overleve så tag hjem, Jeg tager selv hjem nu.” Hudayfah vendte tilbage til profeten og muslimerne og fortalte dem, hvad der var sket. Muslimerne blev overvældet af glæde. De brød sammen i sang og sagde:

“La ilaha ila allah wahdah, sadaka waadah, wa nasara abdah, og aza jundah og hzama alahzabah wahdah.” Oversat: “Der er ikke nogen gud foruden Allah alene. Han har sandfærdiggjort sit løfte, han har hjulpet sin slave, han har styrket sine styrker og alene har han destrueret koalitionen”.

Denne situation skal vi tage ved lære af. Den viser os at på trods af at vi imødegår hårde tider, så vil vi stadig vinde fordi vi har hvad ingen andre har: Vi har et løfte fra Allah (swt).

Den eneste grund til at vi bliver ramt af håbløshed er at vi gentagne gange vælger at søge løsninger andre steder end Islam, og vi sætter vores lid til andre end hos Allah.

I dag er vi mere end 1,3 mia. muslimer i verden, men på trods af det, leger kuffar kattens leg med musen, med os. Vi ser hvordan de løgngtigt beskrev krigen (massakren) imod Iraq som værende “chok and awe”. Og kommende angreb mod muslimske nationer vil også blive navngivet med lignende fantasinavne, for derved at kuffar til en grad kan skabe frygt, frustration og håbløshed i muslimernes hjerter og sinde.

Som tilbedere af Allah og efterfølgere af den sande ideologi, skal vi aldrig lade os narre af dette, idet Allah har lovet at sejren vil komme og at Islam vil dominere over alle andre systemer. Det er en væsentlig del af kuffars strategi at plante følelsen af håbløshed, svaghed og afmagt i muslimerne, da dette er skaber en nederlagsmentalitet, der kan blive starten til at muslimerne går på kompromis med deres Deen.