Den Muslimske Ummah har lidt meget under intellektuelle angreb fra den vestlige kultur i mange århundreder, hvilket har resulteret i vores nuværende situation. Den nuværende ideologiske atmosfære er således, at de Islamiske koncepter er blevet stærkt forvrænget i Muslimernes sinde. En af de allerstørste opgaver i genopvækkelsen af Ummah er derfor at fremlægge de korrekte Islamiske koncepter for folket.
Et af disse koncepter er opfattelsen af ’niyyah’ eller intention, og dens vigtighed i måden, hvorpå vi varetager vores affærer. ’Umar bin Al-Khattaab (ra) sagde: ”Jeg hørte Allahs Sendebud (saaws) sige:
”Sandelig handlinger udføres med intentioner…” [Saheeh Al-Bukhari, Hadeeth nr. 1]
På grund af en voldsom misforståelse af konceptet om niyyah, er denne hadeeth blevet anvendt som begrundelse for mange ukorrekte handlinger, udført af individer og grupper. For at undgå dette problem i fremtiden er vi nød til at tilegne os den korrekte forståelse af den type handlinger, som individet udfører, af konceptet om niyyah, og forholdet mellem niyyah og disse handlinger.
Handlinger kan inddeles i tre kategorier:
• A’maal (handlinger)
• Verbale transaktioner (tasarrufaat qawliyyah), og
• Fysiske aktiviteter (tasarrufaat fi’liyyah)
Handlingerne (Al-A’maal) inkluderer enten at påtage sig bestemte handlinger, eller at afholde sig fra dem. Eksempler på A’maal er wudhu, faste, betaling af zakaah, jihaad, at rejse, at give almisse, at lade være med at sidde i en atmosfære, hvor Allah (swt) ikke adlydes, at tilslutte sig en organisation, at nægte at modtage en persons donation osv.
Alt dette kaldes A’maal fordi lemmerne/organerne påtog sig dem eller afholdte sig fra dem. Wudhu udføres af lemmerne/organerne, hvorimod lemmerne/organerne under faste afholder sig fra at gøre bestemte ting. Det samme gælder det at tilslutte sig en organisation, eller afvise at modtage en donation. I det ene tilfælde påtog individet sig en handling, og i det andet afholdte han/hun sig fra at udføre en handling. I disse handlinger spiller intentionen en afgørende rolle, og den skal baseres på Islam. Udover intentionen skal selve handlingen have kilde i en Hukm Shar’i. Altså kan man ikke bede Salaat ul-Maghrib uden at have intentionen til det, og man kan heller ikke lave den rigtige intention til Salaat ul-Maghrib, og så udføre fire raka’aat med vilje frem for tre.
Det samme gælder handlinger som at arbejde for at genopvække den Muslimske Ummah. Man er nød til at have den korrekte intention, og derefter følge intentionen op med de korrekte handlinger baseret på solide beviser fra Islams Sharee’ah. Mennesket vil efterfølgende blive stillet til regnskab for disse handlinger ifølge hans/hendes intention (Niyyah). Beretningen om Niyyah (”Sandelig handlinger udføres med intentioner”) gælder kun for kategorien A’maal og gælder ikke for nogen anden kategori.
Hvad angår de verbale transaktioner (Tasarrufaat Qawliyyah), så inkluderer de kontrakter imellem to parter, og transaktioner som ikke kræver to parter. Der findes to slags af disse transaktioner.
Den ene finder sted mellem to parter eksempelvis i køb og salg, oprettelse af partnerskaber, leje og leasing, wakaalah (juridisk repræsentation eller bemyndigelse), osv. Den anden type af tasarrufaat qawliyyah involverer kun en part, eksempelvis i et testamente. Disse former for transaktioner kaldes verbale transaktioner, fordi de kræver en bestemt type udtalelse eller udtryk, og ikke en fysisk handling. Selv hvis de involverer en fysisk handling, eksempelvis at tage en sodavandsdåse fra en sodavandsautomat til gengæld for dens pris uden at sige noget som helst, vil blive betragtet som tasarrufaat qawliyyah. I eksemplet med automaten vil installationen af maskinen blive betragtet som et tilbud fra den ene part, og det at putte penge i maskinen vil følgelig blive betragtet som en accept fra den anden part.
Disse verbale transaktioner udgør hvad folk har af forhold indbyrdes. De har intet med intentioner at gøre. Dommen over dem baseres på kontraktens form og struktur, om end udtrykt skriftligt eller mundtligt.
Derfor er det forkert at sige den juridiske fortolkning af kontrakter er baseret på intentionerne, og de subjektive meninger, tværtimod skal den baseres på kontraktens tekst og struktur. Eksempelvis kan man ikke sælge noget til en anden person baseret på en kontrakt, og så hævde efter transaktionen, at det egentlig ikke var hans Niyyah at sælge varen. Eller man kan ikke indgå en ansættelseskontrakt, og senere hævde ens intention var at blive en aktionær. I en Sharee’ah domstol vil disse sager blive afgjort på basis af selve kontrakten, og ikke på parternes respektive intentioner. Et andet eksempel er når en ægtemand siger til sin hustru, ”Jeg skiller mig fra dig”. Dette er en juridisk bindende udtalelse, og er ikke afhængig af intentionen. Når den udtales til hustruen, så er de skilt juridisk set.
Fysiske aktiviteter (tasarrufaat fi’liyyah) er de dagligdags handlinger som individer påtager i deres liv, eksempelvis de ægteskabelige relationer imellem en mand og hans hustru, en far der disciplinerer sin søn, en far der hindrer sin datter i at besøge sin veninde, at grave en brønd, at dyrke jorden, at spise, drikke, sove osv. Alle slige handlinger og lignende sager betragtes som tasarrufaat fi’liyyah. Disse og lignende handlinger har intet med selve Niyyah eller intentionen at gøre. Og derfor gælder beretningen (”Sandelig handlinger udføres med intentioner”) ikke her. Dommeren har slet ingen bemyndigelse til at udpege en værge til at føre opsyn med denne type handlinger. Ethvert individ opfører som han vil uden restriktion, så længe det sker i overensstemmelse med Ahkaam Shar’iyah.
Forskellen mellem tasarrufaat fi’liyyah (fysiske aktiviteter) og A’maal (handlinger), hvilket er intentionen (An-Niyyah), er at disse A’maal er handlinger vores lemmer/organer udfører for selve handlingens skyld, og ikke konsekvenserne af den.
Eksempelvis udfører hænderne wudhu (rituel afvaskning), og vasker sig (almindeligvis til hverdag). Begge udføres med vand, og involverer lignende håndbevægelser; men der er dog en forskel. I tilfældet med wudhu (rituel afvaskning), så udføres den med det formål at have wudhu, og dermed være i en tilstand af tahaarah (rituel renhed), og ikke med det simple formål, at have renset sig selv fysisk, mens afvaskning af hænderne sker for at rense hånden, og ikke med det simple formål, at man har udført afvaskningsbevægelsen. Derfor behøver wudhu en Niyyah, og betragtes som en ’Amal (handling), mens rensning af hænderne ikke behøver en Niyyah, og betragtes som en del af tasarrufaat fi’liyyah (fysiske aktiviteter eller rutinemæssige handlinger).
Et andet eksempel er når organerne/lemmerne rejser og dyrker jorden; men rejsen behøver en Niyyah, når man vil udføre Hijrah eller forkorte (qasr) bønner, mens dyrkning af jorden ikke behøver en Niyyah, og det er bare en rutinemæssig handling/fysisk aktivitet, eller en del af tasarrufaat fi’liyyah.
Altså antyder selve A’maal ikke formålet; derimod er det intentionen (an-Niyyah), som giver A’maal deres formål. At bede to raka’aat ved Fajr indikerer ikke, om det er fard (obligatorisk) eller Sunnah; det er derimod intentionen, der distingverer imellem dem, skønt de fysiske handlinger i begge bønner er de samme.
Hvad angår tasarrufaat fi’liyyah, så indikerer handlingen selve formålet, og behøver ikke en Niyyah. At distingvere forskellen imellem dem er en besværlig proces, som kræver præcision og opmærksomhed.