Forstandens rolle i Islam

FORSTANDEN blev defineret således at den er overførelsen af realiteten til hjernen igennem sansning, og tidligere oplysninger, der fortolker denne realitet. Islam er kommet med masser af Qur’an-vers, der taler/henvender sig til forstanden, de forstandsmæssige, de dybttænkende, de fornuftige med håbet om at de tænker (sig om) eller opfatter.

Islam er en forstandsmæssige ‘aqeedah ( livsanskuelse), hvorfra der udgår et system. Det er fordi den forstandsmæssige ’aqeedah, er den der udspringer fra forstanden, hvis fundament bliver bekræftet af forstanden og/eller den oplysende tænkning, der undersøger i tingene, hvad der ligger omkring dem og deres forhold indbyrdes med dybde og oplysning.

Fundamentet for den Islamiske ‚aqeedah er:

1- Allahs eksistens, hvilket er blevet bekræftet med/ved forstanden, og at Han er altid-eksisterende skaber, som også blev bekræftet med/ved forstanden,

2- At menneskeheden har brug for sendebud til organisering af Skaberens forhold med det skabte (altså mennesket), som blev bekræftet med/ved forstanden,

3- At Qur’an er et mirakel, der udfordrer hele menneskeheden til at komme med noget lignende, er også blev bekræftet med/ved forstanden,

4- Og bekræftelsen af Muhammads profetskab har også fundet sted igennem forstanden.

Heraf er det uundgåeligt at man erklærer Iman (dvs. den absolutte anerkendelse) med det, der kommer via forstandens vej, eller på det, hvis fundament er blevet bekræftet igennem forstandens vej. Dette var med hensyn til den Islamiske ’aqeedah.

Hvad angår det, der udspringer fra den Islamiske ‚aqeedah af ahkam (love), så har forstanden i denne sammenhæng to roller, som er:

A- Forståelses – og Ijtihads (udledelses) rollen igennem uddragelse og den Shar’iah-mæssige Qiyas (analogislutning)

B- Takleef (dvs. ansvarligheds-) rollen, da forstanden er genstanden for at man Shar’iah-mæssigt – udfra den Islamiske synsvinkel – betragtes for at være ansvarlig.

Forstanden er ikke egnet til at beskrive menneskets handlinger for at være gode eller onde, legale eller illegale, retfærdige eller uretfærdige, lovligt eller ulovligt, da beskrivelsen af handlingen kommer/stammer ikke fra selve menneskets handlinger, men fra eksterne vilkår og betragtninger, der gjorde den pågældende handling til en god eller onde handling.

Det er ugyldigt/usandt at menneskets forstand selv beskriver handlingerne med at være gode eller onde, fordi folks forstand er udsat for uenighed, modsigelse, variation og forskellighed, og fordi forstandens konklusioner, bedømmelser og generaliseringer påvirkes af det miljø som han/hun opvokset og lever i, og varieres og ændrer sig igennem århundreders forløb. Følgelig vil en ting være onde hos en gruppe folk og gode hos andre, eller onde i tidsalder og gode i en anden.

Islam som værende den evige globale ideologi nødvendiggøre at forstandens beskrivelse af menneskets handlinger som værende gode eller onde skal være almengyldige for alle mennesker og i alle tider, og derfor skal denne beskrivelse komme fra en magt foruden forstanden, nemlig Shar’iah (det guddommelige system og lovgivning).

Konklusionen er, at forstandens rolle er blot at forstå den Islamiske lov (hukm shari’i), og dermed vil betegnelsen af tingene og handlingerne med gode eller onde komme fra Shari’ah.