Forholdet mellem ‘aqeedah og handlinger

At afholde sig fra svinekød, fordi det er usundt, bærer ingen vægt på Dommens Dag.
Men at afholde sig fra svinekød fordi Allah (swt) forbød det, gør.
 

 بِسْمِ اللهِ الرَّحْمنِ الرَّحِيمِِ           

‘Aqeedah er den fundamentale verdensanskuelse, som mennesket har angående menneskeheden, livet og universet omkring ham. Den udgør et fundament for hans tanker om dette liv, og et grundlag for hans handlinger. Den er selve grundlaget for opbygningen af menneskets personlighed. Som et resultat er enhver sag, som er relateret til ‘Aqeedah, af allerstørste vigtighed.

Aspekter af Islam

Det er velkendt og accepteret af alle Muslimer, at Islams grundlæggende lovgivningskilder er Qur’aan og Sunnah. Et detaljeret studie af disse tekster afslører to primære aspekter af Islam:

• Informative tekster: Emner relateret til ‘Aqeedah eller Imaan, eksempelvis erkendelsen af Dommens Dag, eksistensen af engle, at Muhammed (saaws) er Allahs (swt) allersidste Profet og Sendebud osv.
   
• Lovgivende tekster: Emner relateret til handlinger (A’maal), eksempelvis bønnen, fasten, Jihaad, ægteskab osv.

Informative tekster

Distinktionen mellem disse to aspekter er meget tydelig, når man undersøger såvel ayaat i Qur’aan som Ahadeeth. Eksempelvis informerede Allah (swt) os om ‘Eesas (as) mirakuløse fødsel, at han talte mens han stadig var i krybben, og om andre mirakler, som han blev skænket. Ayaat, der fremlægger disse idéer indeholder ikke nogen ordre om (fysisk) handling. Men erkendelse af disse ayaat er obligatorisk. Disse ayaat etablerer visse basale koncepter i vores Imaan, eksempelvis det faktum, at ‘Eesa (as) var et Sendebud fra Allah (swt), at han var bakket op af mirakler, og at hans folk benægtede ham. Allah (swt) fortalte os ligeledes om hulens folk i Sourat ul-Kahf, om Ibraheems (as) kamp med sin stamme, og om Adams (as) skabelse; mange Ahadeeth beskriver de mirakler, som Profeten Muhammed (saaws) blev skænket. Alt dette er emner, som udelukkende er relateret til selve Imaan (Erkendelsen), og indeholder ikke nogen ordre om udførsel af en handling (‘Amal). Men enhver, som ikke erkender disse idéer, betragtes som kaafir (ikke-muslim).

Erkendelse (Imaan) af den Absolut Bekræftede Tekst

Et eksempel er Profetens (saaws) ‘Natterejse (Israa) fra Mekkah til Jerusalem (Al-Quds)’. Allah (swt) siger:

“Lovprist er Han, som transporterede Sin tjener om natten, fra den Ukrænkelige Moské (i Mekkah) til den Fjerne Moské (i Jerusalem) – hvis omgivelser Vi velsignede.” 

[MOQ Al-Israa 17:1]

At Profeten (saaws) foretog natterejsen er absolut bekræftet; men om han foretog rejsen kropsligt og sjæleligt, eller kun sjæleligt (bi rouh), er spekulativt (zhanni). Det er påkrævet, at vi ved hvorledes han (saaws) foretog rejsen, fordi det nævnes ikke i nogen absolut bekræftet tekst, og dem der indleder en diskussion om dem, ender i uvished og unødvendig forvirring og kompleksitet, uden at nå nogen bekræftelse på en sandhed eller ro i hjertet. Punkterne i vores ‘Aqeedah etableres af et absolut bevis med absolut mening. Natterejsen bevises af et absolut bevis, dvs. den Beærede Qur’aan, med en absolut mening, men hvordan Profetens (saaws) rejse foregik, er spekulativt og former ikke et punkt i verdensanskuelsen (‘Aqeedah).

Legislative Tekster

Desuden er der andre tekster, som er relateret til handlinger. Eksempelvis siger Allah (swt):

“Og oprethold bønnen (Salaah), og giv almisse (Zakaah).” 

[MOQ Al-Baqarah 2:110]

Og:

“Og kom ikke i nærheden af Zinaa (utroskab eller hor).” 

[MOQ Al-Israa 17:32]

Og:

“Styr iblandt dem med alt hvad Allah har åbenbaret.” 

[MOQ Al-Maidah 5:48]

Alle disse ayaat vedrører handlinger, som Allah (swt) enten befalede eller forbød os at udføre. De indeholder ikke sager relateret til selve ‘Aqeedah, skønt det at benægte dem eller reglen indeholdt i dem, betragtes som Kufr, fordi det er ensbetydende med, at man benægter Qur’aan. Men at man ikke overholder reglerne, tager ikke en person ud af Islam. Derimod gør det personen til en synder, som kan blive straffet eller tilgivet af Allah (swt). Altså er der en klar adskillelse, endda også i teksten, imellem emner relateret til selve ‘Aqeedah, og emner relateret til vores handlinger (A’maal). Dette er ikke en hypotetisk adskillelse, fordi den har stor praktisk relevans. Som fremvist tidligere er reglerne relateret til selve ‘Aqeedah tydeligvis forskellige fra dem, som er relateret til handlingerne. Benægtelse af ethvert punkt i ‘Aqeedah medfører, at personen frafalder, og henrettes derfor af Staten, hvis han eller hun ikke angrer (dvs. laver Tawbah). Men hvis man angrer, så er der en straf. På den anden side, hvis man enten forlader pligter eller begår Haraam, så henrettes man ikke nødvendigvis; derimod så gives man den straf, som er passende til forbrydelsen, eksempelvis 100 piskeslag for hor, 80 piskeslag for falsk vidnesbyrd imod en kvindes ære, eller fængsling osv. Ydermere, at personen angrer i sager relateret til A’maal, afværger ikke den legale afstraffelse i dette liv fra at blive eksekveret. Selv i tilfælde, hvor visse forbrydelser straffes med døden, så betragtes personen for at være død mens han var Muslim, i modsætning til en frafalden, der betragtes som Kaafir.

Denne adskillelse er også vigtig på Dommens Dag. På Dommens Dag vil Allah (swt) ikke kigge på handlingerne hos dem, som ikke har den Islamiske ‘Aqeedah. Deres handlinger vil være ligesom et fatamorgana, som Allah (swt) beskrev det i Sourat an-Nour. Dette er kun gældende for folk, som ikke er Muslimer, eller som ikke erkendte ‘Aqeedah punkterne. Men folk som var Muslimer, men begik synder, de vil måske blive straffet af Allah (swt) for synderne de begik, men de vil dog i sidste ende indtræde Al-Jannah.

Følgelig skal det stå klart, at Islam består af to adskilte, og dog relaterede, aspekter; ‘Aqeedah og A’maal (handlinger). De er adskilte, fordi de bærer forskellig vægt i dette liv, og på Dommens Dag. De er relateret på grund af det faktum, at A’maal skal være baseret på ‘Aqeedah. At afholde sig fra svinekød, fordi det er usundt, bærer ingen vægt på Dommens Dag. Men at lade være med at spise svinekød, fordi Allah (swt) forbød det, gør. Ydermere tjener vores A’maal som et (synligt) vidne på, om end vi virkelig erkender den Islamiske ‘Aqeedah. Som eksempel, hvis en person hævdede at erkende Islam, men ikke bedte, fastede eller gav almisse (zakaah), hvor oprigtig kunne han så være i sin påstand? Når adskillelsen imellem selve ‘Aqeedah og A’maal nu er blevet fremlagt, så opstår spørgsmålet om ikke der er en forskel på, hvorledes man adopterer idéer relateret til disse to aspekter i Islam. Her er vi nød til at fremlægge baggrunden, udfra et juridisk perspektiv, for ‘Aqeedah, Ahkaam Shar’iyah, naturen af deres forhold og kilderne til disse.

Definitionen af ‘Aqeedah

‘Aqeedah er et Arabisk ord, udledt af ordet ‘Aqada, som sprogligt betyder, “at binde ting sammen på en meget solid måde”. Nogle folk påstår termen ‘Aqeedah ikke er en term fra Qur’aan, og at den ikke blev anvendt på Profetens (saaws) tid. Skønt det samme ord ikke anvendes i Qur’aan, så anvendes ‘Uqoud, som er et udledt ord fra det grundlæggende verbum ‘Aqada, i Qur’aan. Allah (swt) siger:

“O I som erkender! Overhold jeres ‘Uqoud (kontrakter).” 

[MOQ Al-Maidah 5:1]

Ordet ‘Uqoud (flertal af ‘Aqd) betyder en kontrakt imellem to mennesker, som forbinder dem i deres transaktion. Ligeledes binder og sammenkæder ‘Aqeedah ting sammen. Ordets anvendelse som en Islamisk term blev ikke kritiseret af nogen velkendt og berømt retslærd. Dette er fordi den metaforiske definition af ‘Aqeedah, er “Det hjertet er forbundet til”. Altså, som en juridisk term, så accepteres ordet ‘Aqeedah til at betyde de idéer et individ adopterer med solid og resolut overbevisning om dem, baseret på et afgørende bevis.

Der er ikke noget Dansk ord, som kan give den samme mening. ‘Aqeedah kan ikke oversættes til ‘tro’, fordi ordet ‘tro’ giver ikke nogen antydning om graden af vished i denne tro. Det betyder bare accept, med eller uden bevisførelse. Udover den absolutte overbevisning om en bestemt idé, så er det tilladt for en Muslim at adoptere andre idéer, som blev bevist uden det absolut bekræftede bevis. Disse idéer kan dog ikke betragtes for at være en del af selve ‘Aqeedah eller Imaan. Derimod vil en person betragte sig selv for at have Tasdeeq på dem. Tasdeeq vil sige at acceptere information som sand, men uden at bekræfte det som absolut sandt eller som en del af ‘Aqeedah. Altså er der to niveauer; Tasdeeq og Imaan. Imaan er det samme som ‘Aqeedah, og beskrives nogle gange som Al-Tasdeeq Al-Jaazim (konkret og absolut erkendelse).

Definitionen af Hukm Shar’i

Definitionen af Hukm Shar’i er “Lovgiverens tale relateret til tjenerens handlinger.” [Irshaad ul-Fuhoul, af Imaam Al-Shawkaani, side 6] Bare udfra definitionen er det klart, at Hukm Shar’i er adskilt fra selve ’Aqeedah, fordi ’Aqeedah behandler ikke vores handlinger. Derimod behandler den vores verdensanskuelse og tænkning. Ligeledes defineres Fiqh (Jura) som ”at have viden om de praktiske (Islamiske) regler (Al-Masaail Al-’Amaliyyah), som er udledt fra de detaljerede beviser.” Ordet Al-’Amaliyyah er påført termen for at fremhæve det faktum, at Ahkaam er relateret til vores A’maal, dvs. til vores handlinger. Med andre ord, noget der ikke er relateret til folks handlinger, betragtes ikke som en del af Fiqh. Dermed kaldes de Ayaat som behandler vores handlinger for Ayaat ul-Ahkaam.

Skønt ’Aqeedah og Hukm Shar’i er blevet fremvist som to forskellige idéer, så betyder det ikke nødvendigvis at der ikke eksisterer noget forhold imellem dem. Derimod er forståelsen af dette forholds natur essentielt for forståelsen af Islam på en omfattende og struktureret måde. ’Aqeedah og Hukm Shar’i er relateret til hinanden på måder:

Ahkaam Shar’iyah udledes fra den Islamiske ’Aqeedah. Meningen med dette forhold er, at det ikke tillader Muslimen at adoptere regler indenfor hans handlinger, som ikke er forbundet til hans erkendelse af Allah (swt) som Lovgiver. Denne forbindelse imellem Ahkaam og ’Aqeedah sker på basis af det daleel, hvormed reglen etableres. Altså, hvis der ikke er nogen Ayah eller Hadeeth til at opbakke en bestemt regel, så skal reglen afvises. Hvis der ikke var noget forhold imellem Ahkaam og ’Aqeedah ville man ikke have noget problem med at adoptere en regel uden et Daleel. Men eftersom de to er forbundet kan ingen Hukm betragtes som Islamisk uden et daleel, og enhver Hukm, som ikke er baseret på et Daleel fra Qur’aan eller Sunnah, anses ikke for at være islamisk.

Menneskets personlighed er således, at den ’Aqeedah han adopterer, vil orientere ham hen imod udførslen af specifikke handlinger i hans liv. Det er ukorrekt at antage, at en persons idéer ikke har nogen indvirkning på personens adfærd. Eksempelvis hvis et individ anser en bestemt føde for at have en dårlig smag, så kan man forvente, at han vil forsøge at undgå den føde, forudsat at der ikke er andre emner forbundet til denne handling. Hans adfærd overfor denne føde formes af den idé, han har om den. Ligeledes vil de idéer individer har om dette livs karakter og betydning være primære determinanter for et individs livsførelse. Dette er naturen af den anden type af forhold imellem ’Aqeedah og Hukm Shar’i. Denne ’Aqeedah vil producere motivation i individet til at overholde en Hukm Shar’i, fordi den informerer ham, at hvis han gør det, så vil han modtage belønning fra sin Skaber, og dermed afværge Hans straf. At opfatte Hukm Shar’i som noget helt adskilt fra ’Aqeedah vil ikke producere den ønskede påvirkning i livet. Det er ’Aqeedah, som etablerer alle andre regler og idéer på en produktiv måde, og skaber regelmæssighed iblandt dem.

Fra denne forståelse af naturen af ’Aqeedah og Hukm Shar’i, bliver det tydeligt at det er ligeså skadeligt hvis man formoder, at ’Aqeedah og Hukm Shar’i er det samme, som hvis man tror der ikke er nogen forbindelse imellem dem. Derimod er den korrekte fremgang, at man anerkender forskellen, især på grund af dens praktiske nødvendighed, og opfatter og vedligeholder forholdet imellem dem, for dermed ikke at underminere hele Islams Budskab.