Hvorfor videnskaben ikke kan bevise en Skabers eksistens

Vi vil behandle det oprindelige spørgsmål angående ”Hvorfor videnskaben ikke kan bevise en Skabers eksistens”. Emner som Allahs eksistens kan ikke behandles af videnskaben, fordi de indebærer realiteter der er udover den videnskabelige metodes rammer. Dette betyder dog ikke, at spørgsmålet om end Allah eksisterer ikke kan besvares; alt hvad det betyder, er, at det ikke kan besvares gennem den videnskabelige metode. Og dette underminerer ikke den videnskabelige tænkning på nogen som helst måde; alt hvad det betyder, er, at vi må indse at videnskaben har sine begrænsninger, og vi respekterer den videnskabelige institution ved at respektere disse begrænsninger, og ikke inddrage videnskaben til at behandler emner som ligger udover dens rammer.

Skønt dette spørgsmål ikke kan behandles gennem den videnskabelige tænkning, kan det behandles intellektuelt gennem den rationelle tænkningsproces. Den rationelle eller rationelle tænkningsproces er den proces hvor man sanser en realitet eller et objekt og derefter sammenkæder sansningen af den realitet med alle de relevant informationer vedrørende den realitet, og baseret på denne sammenkædning af sansning med relevante, opstår der en tanke relateret til objektet. Tværtimod indebærer videnskabelig tænkning, at man underlægger realiteten eller objektet en proces med eksperimenter og, baseret på virkningen af eksperimentets resultat og ved at måle bestemte parametre, formulere en konklusion. Derfor er videnskabelig og intellektuel tænkning meget lig hinanden i den forstand, at begge kræver undersøgelse og studie, begge indebærer brugen af forstanden og de sensoriske evner for at sanse realiteten, og begge kræver en realitet eller et objekt. Men der er også forskelligheder, og disse forskelligheder skal altid tages i betragtning.

Forskellen mellem den videnskabelige og intellektuelle tænkning ligger primært i typen af realitet, som gælder for hver af dem, såvel som naturen af et videnskabeligt studie (i modsætning til et intellektuelt ét), som i sidste ende resulterer i forskellige typer af konklusioner, som produceres fra hver fremgangsmåde. Den videnskabelige tænkning tager sig af de realiteter, som kan underlægges processen med eksperimenter. Det der gør et studie videnskabeligt er tilstedeværelsen af eksperimentet; intet studie kan betragtes som videnskabeligt uden et eksperiment. Fordi kriteriet for overhovedet at afgøre troværdigheden ved et videnskabeligt studie hviler primært på hvor godt eksperimentet blev foretaget. Hvad så med et studie, der præsenteres som et videnskabeligt studie uden noget som helst eksperiment?

Altså er det ukorrekt at sige, sandheden kun kan nås gennem videnskaben. Der eksisterer mange realiteter som ligger udover videnskabens rækkevidde, alligevel eksisterer de og bevises som noget der eksisterer uden tvivl gennem den intellektuelle proces. Ydermere er der mange kundskabsfelter hvis emner ligger udover videnskabens eksperimentale rækkevidde, men den viden, som udledes fra den slags felter, ligger indenfor den intellektuelle tænknings rækkevidde, og der er et stort behov for den, som for eksempel sprogstudier, jura, historie og sociologi. Faktisk er det kun den intellektuelle proces som kan komme frem til absolutte sandheder og afgørende konklusioner fordi den intellektuelle proces betragter realiteten som den er. For eksempel kan man observere ting falde mod jorden og konkludere med absolut sikkerhed at der eksisterer en kraft som trækker ting mod jorden. Dette betyder ikke at ethvert intellektuelt studie vil afføde absolutte konklusioner; det betyder kun at den intellektuelle proces har denne kapacitet. Den videnskabelige tænkning vil på den anden side aldrig producere absolutte sandheder. Årsagen bag dette er fordi det videnskabelige studie er baseret på resultater, som er udkommet af et eksperiment, og disse resultater er baseret på afmåling. Derfor vil udkommet af det videnskabelige studie afhænge af hvorledes eksperimentet blev forberedt, og præcisionen i de anvendte instrumenter til afmåling af resultaterne. Altså i enhver videnskabelig konklusion er der altid plads til revurdering, og videnskabelige resultater vil altid ændre sig efterhånden som de anvendte instrumenter bliver mere præcise, og der foretages flere eksperimenter med endnu større kontrol over alle variabler. Ingen videnskabsmand vil nogensinde hævde at hans resultater eller opdagelser er absolutte, og intet videnskabeligt studie vil en konklusion som lyder, ”Dette er sandheden; der kan ikke udføres yderligere undersøgelse af dette emne.”

Nogle eksempler vil opklare forskellighederne. Konklusionen, at der er noget som kaldes tyngdekraften, er en absolut konklusion, der kan bevises intellektuelt af enhver. Men det er videnskabens job at afgøre den præcise mængde af tyngdekraft ved at afmåle hastigheden hvormed bestemte objekter af kendt masse falder mod jorden. Og dette udkom vil ændre sig afhængigt af de anvendte instrumenter og hvorledes eksperimentet blev opstillet. Men det der IKKE vil ændre sig, er tyngdekraftens EKSISTENS, som kendes af enhver og som ikke disputeres af nogen. Vand vil koge når det udsættes for varme, og dette er en absolut realitet man kan komme frem til gennem intellektuel observation; denne observation bekræftes hver morgen af ethvert menneske, når de koger vand for at lave te eller kaffe. Men ved hvilken præcis temperatur vand koger vil afhænge af hvorledes det afmåles og eksperimentet der opstilles for at afmåle kogepunktet. I dag ved vi videnskabeligt set, at vand koger ved 100 grader C, men i fremtiden vil nogen måske udvikle mere præcise metoder for temperaturafmåling, og afgøre at vand koger ved 99.6658 grader C.

Angående spørgsmålet om Allahs (swt) Eksistens kan dette spørgsmål behandles gennem den intellektuelle metode, fordi det der skal behandles er Allahs Eksistens, og ikke Hans Essens eller Hans Udseende. Allahs (swt) Essens eller Udseende ligger udover forstandens og sansernes fatteevne, og den intellektuelle metode har ligesom den videnskabelige metode, også sine begrænsninger. Den intellektuelle metode kan ikke anvendes til at formulere konklusioner over realiteter, som ligger udover forstandens eller sansernes fatteevne. Altså kan man ikke producere intellektuelle konklusioner vedrørende Englene, eller om opbygningen af Paradiset eller Helvedet, eller om Allahs (swt) Essens. Men Allahs (swt) Eksistens kan bevises gennem virkningen af Hans Eksistens, som er universet omkring os, og universet er ikke kun indenfor vores forstands og sansers rækkevidde, men det er også tilstrækkelig bevis for Hans (swt) Eksistens. Intet i universets har evnen til at skabe sig selv. Materialet i universet kunne ikke eksistere uden lovene og systemet; selv ikke de mest simple subatomare partikler kan eksistere uden systemet. Systemet styrer ikke kun materialets adfærd, men definerer også selve eksistensen. Og systemet kan ligeledes heller ikke eksistere uden materialet. Hvad ville tyngdekraften være uden materiale? Hvad ville den elektromagnetiske kraft være uden ladede partikler? Derfor må både materialet og systemet være skabt, og de kan ikke være skabt af ingenting, fordi det er et paradoks at sige intet kan producere noget. Dette fører til den absolutte konklusion at Allah (swt) eksisterer, og der var slet ikke behov for at undersøge Allahs Essens med hensyn til hvordan Han ”ser ud”, for dermed at bevise Hans (swt) Eksistens. Jeg har aldrig set, følt, mærket eller sanset en telefoningeniør, men jeg ved der findes en, fordi beviset for dette er selve telefonen. Ingen telefon kan samle sig selv, selv hvis jeg bragte komponenterne sammen, og lagde dem i samme kasse, ville der ikke ske noget. Jeg ved uden tvivl, at der findes en ”pizzamand”, uden nogensinde at have set, hørt, følt eller lugtet en. Selve pizzaen er bevis for en ”pizzamands” eksistens, fordi jeg ved en pizza ikke kan samle sig selv. Dej forbereder ikke sig selv, ost høvler ikke sig selv og tomater purerer ikke sig selv for at lave tomatsauce. Selv hvis jeg forberedte alle ingredienserne og placerede dem sammen ville der ikke ske noget. Således er realiteten vi sanser omkring os, og baseret på dette kan vi konkludere, at Allah (swt) Eksisterer. Hvordan kan man benægte Eksistensen af en Skaber bag hele dette univers, når vi ved at selv de simpleste ting ikke kan forme eller organisere sig selv? Hvad angår de realiteter der ligger udover vores sanser og fatteevne – Allahs Essens, Allahs Attributter, Jinn, Engle, Dommens Dag, og Paradiset/Helvedet – tager vi hvad end der nævnes i Qur’aanil-Kareem af information. Men dette kan ikke kaldes anerkendelse før vi har etableret at Qur’aanil-Kareem er Allahs Tale gennem intellektet, og det kan vi gøre fordi Qur’aanil-Kareem er indenfor vores sansers rækkevidde og indenfor vores fatteevnes rækkevidde. Angående Engle og Jinn, så anerkender vi dem som en del af Ghaib (det usete), for ingen anden årsag end, at Qur’aanil-Kareem nævner deres eksistens – punktum. Jinn og Engle har deres verden og deres affærer, og vi har vores verden, og vores affærer og vores problemer. Vi bør fokusere på hvad VI gør i DENNE VERDEN, og hvad VI er nød til at gøre, for at forstå Islam og implementere den.

Derfor er Qur’aanil-Kareem en Bog, der indeholder koncepter og idéer, såvel som love og regler beregnet til at dirigere menneskets handlinger. De værktøjer som mennesket vil opfinde er ikke Qur’aanil-Kareems område, og Allah havde aldrig til hensigt, at det skulle være Qur’aanil-Kareems område. Altså, trods videnskabelig eller teknologisk fremskridt, forbliver Qur’aanil-Kareem stadig gyldig, fordi Qur’aanil-Kareems område, som er selve mennesket, ikke har ændret sig. Mennesket for 1400 år siden havde et overlevelsesinstinkt, ligesom mennesket har i dag. Mennesket havde behov for at blive gift og få børn, ligesom mennesket har i dag.

Hvis man læser Qur’aanil-Kareem vil man tydeligt se, at Qur’aanil-Kareem henvender sig til mennesker. Allah (swt) siger for eksempel, ”O mennesker…”, eller ”O I som anerkender…”, eller ”O I som benægter…”

Der er intet sted i Qur’aanil-Kareem, hvor der står: ”O Flyvemaskine…”, ”O Køleskab…”, eller ”O B-2 Bombefly…”, modstående til ”O Kamel…”, eller ”O Sværd og Pil…” Altså har videnskaben og teknologien som eksisterer, ingen påvirkning på gyldigheden af Qur’aanil-Kareem eller af Islam, fordi videnskab og teknologi er ikke Qur’aanil-Kareems område, og de er heller ikke Islams område. Islam beordrer os for eksempel til at have en Khalifah til at håndhæve de Islamiske regler; det betyder ikke noget om Khalifaen rider til sit telt på en kamel eller kører til sin kontorbygning i en bil eller flyver til en boble koloni på Mars i et rumskib. Hvad der gør en person til Khalifah er den funktion han bestrider, nemlig implementering af de Islamiske regler over folket. Islam konstruerer også samfundet på sådan en måde, at menneskerne etablerer forhold til hinanden, og opfører sig på en unik måde. Det er lige meget om samfundet består af telte i ørknen eller skyskrabere, eller at samfundet er en by i rummet. Det der gør et samfund Islamisk er hvorledes menneskerne opfører sig, og den type af love de underkaster sig.

Kommentarer

Det kan være nogen spørger: findes der noget man kan kalde for ”realitet”? Alt hvad vi ser i denne verden er en illusion, ikke sandt? Hvad er for eksempel realiteten af rød? Er rød, rød? Hvem navngav rød, rød, og da de navngav den, hvad så de? Er din rød, min rød? Er rød i virkeligheden grøn for dig, men du ser grøn som rød, når jeg udpeger rød for dig? Hvordan ved man, når man ser rød, om det er den samme rød alle andre ser?

Eftersom vi ikke hører om et epidemisk antal mennesker, der pløjer over vejen for rødt lys, som havde fejlfortolket det som grønt eller gult, og heller ikke hører om et massivt antal mennesker, som slubrer benzin i sig, og tygger sten og græs, med forståelsen af de er mad og vand, kan vi trygt gå ud fra, at realiteten ikke lyver, og at sanserne ikke bedrager vedrørende mange ting. Og i tilfælde hvor absolutte realiteter forvrænges, så er det undtagelsen og årsagen bag denne forvrængning kan spores tilbage til en specifik kilde, som for eksempel en person der er sindssyg, fuld eller på stoffer, eller et eller andet teknologisk trickværk. Derfor kan vi være enige om bestemte ting fordi de er absolutte. Hvis mennesker fulgte dette tanketrit, ville menneskeheden selvdestruere. Selv dem der taler for idéen om, at ”Intet er virkeligt”, iværksætter ikke dette synspunkt i deres egen hverdag.