Intellektuelt rigdom er den største rigdom

Når man overvejer den mangfoldighed af problemer som den Islamiske Ummah står overfor, om end det er fremmed besættelse, fattigdom, udbredt korruption, teknologisk nedgang og lignende, så er der mange Muslimer som foreslår at svaret ligger i materialistiske løsninger. Materialistiske løsninger skulle så medføre en forøgelse af Muslimernes rigdom, et højere teknologisk niveau i den Islamiske verden, eller forøge Ummah’s mulighed for en akademisk uddannelse. Derudover underbygger de deres argumenter ved at kigge mod den Vestlige verden, som de ser nyde af disse materialistiske bedrifter, og de tildeler Vestens  sejr over den Islamiske verden, til disse aspekter. I denne artikel vil vi, Insha’Allah, demonstrere at dette ikke er en korrekt forståelse af problemet og dets løsning. Det er ikke den materielle rigdom, der fører til elevering, tværtimod så er det kun den intellektuelle rigdom, der kan opnå elevering.

Tilstanden i den Arabiske Halvø før Islam 

Hvis vi undersøger situationen i den Arabiske halvø for Islams indtræden, så var den karakteriseret af en udbredt nedgang på mange af livets områder. Internt var samfundet plaget af stammebindinger, ubetydelige kampe og social uretfærdighed. I Medinah f.eks. havde de to største stammer, Aws og Khazraj, konstant stridigheder indbyrdes. Krige som var ligegyldige ligesom Harb al-Jamal – en krig som varede i flere år, angående drabet på en kamel. I Mekka var det, at begrave døtre levende, at snyde på markedspladsen, prostitution og at de stærke undertrykte de svage, ganske almindeligt. Eksternt havde Araberne ingen indflydelse på resten af verden. De daværende stormagter, Romerne og Perserne, bekymrede sig ikke om Araberne, som bekrigede hinanden, og de anså dem for at være ubetydelige beduiner, der ikke var værd at erobre.

Islams Effekt i Den Arabiske Halvø

Men da Islam ankom, så ændrede tingene sig gevaldigt i den Arabiske Halvø. Muhammad (saw) og Muslimerne kæmpede for at bringe en ny tænkningsmåde frem i samfundet. Dette står klart udfra den beskrivelse, som Ja’far ibn Abu Talib, under den første Hijra fra Mekka, gav Kongen af Abassinien, da han sagde, ”…Vi var et uciviliseret folk, som tilbad idoler, spiste ådsler, begik afskyeligheder, brød familiebånd, behandlede gæster dårligt, og vores stærke undertrykte de svage. Således var vi, indtil Skaberen sendte os en Profet, hvis stamtræ, sanddruhed, troværdighed og mildhed vi kender. Han kaldte os til at anerkende Skaberens Enhed og tilbede Ham, og fornægte stenene og de symboler vi og vores forfædre tilbad før. Han påbød os at sige sandheden, overholde vores aftaler, holde familien kært, give gæster en venlig behandling og afholde os fra forbrydelser og blodsudgydelser. Vi anerkendte hans sandhed og fulgte ham i det som Skaberen har nedsendt til ham, og vi tilbad Skaberen alene uden at tildele ham nogen partner.”

En Konstruktiv Tænkningsmåde

Så, med denne nye tænkningsmåde, rejste Araberne sig fra de tidligere dybder af nedgang og Jahiliyyah. Profeten (saw) etablerede sammen med Muslimerne en Stat i Medinah, hvis historie står i stærk kontrast til alt hvad der var kommet før. Intern blev den styret med retfærdighed og sikkerhed for dem der levede deri, om end de var Muslimer eller ej, og den befriede dem fra slavelænkerne, fattigdom, uvidenhed og tilbedelse af andre mennesker. Eksternt, udvidede den Islamiske Stat sig og forenede mere end halvdelen af den kendte verden under Islams banner, og var den ledende nation i alle livets områder, om end det var teknologi, intellekt, økonomisk evne eller social sikkerhed og retfærdighed.

Tankens Magt

Det vigtige er at denne dramatiske forvandling ikke kom som følge af en materiel fremgang, nyopdagede rigdomme eller på grund af noget andet. Det var udelukkende på grund af en hel ny tænkningsmåde. Denne tænkningsmåde gav folk et formål i deres liv, og gav dem en reference til løsning af alle de problemer de måtte støde på. I modsætning til før, hvor de havde levet uden pejlingspunkt, uden mulighed for fremgang, hvilket dermed skabte reaktionære og improviserede løsninger til deres forestående problemer – så besad de nu en dyb tanke og en produktiv tænkningsmåde, som var kilden til fundamentet for alle deres handlinger. Faktisk, det var denne ideologiske tænkningsmåde som gjorde Muslimerne istand til at dominere på verdensarenaen, og underminere de daværende stormagters autoritet og korruption, og det var det som gjorde det muligt at opnå materiel fremgang. I de ovennævnte eksempler, så var deres succes blot et resultat af at have taget imod kaldet fra deres ideologi. Allah (swt) siger:

“Vi har sandelig nedsendt Bogen med sandheden til dig, for at du skal styre blandt menneskeheden med alt det Allah har vist dig”

[OQM. An-Nisa:105]

og Han (swt) siger:

”Det er Ham som har sendt sit Sendebud med retledningen og sandhedens Deen, således at den vil dominere over enhver anden Deen”

[OQM. Al-Tauba: 33]

Kendetegnene ved Den Produktive Tænkningsmåde

Den produktive tænkningsmåde for samfundets elevering er en unik tænkningsmåde, som besidder to vigtige kendetegn. For det første, er den baseret på adoptering af en ideologi, som er en anskuelse af livet og dets formål, hvorfra der udspringer et system der omfattende organiserer livets affærer ifølge dette formål. For det andet, accepten af denne ideologi er dominerende i samfundet, således at folket, hengivent og bevidst refererer til den i ethvert emne og problem der opstår i livet. Både hvad angår individet, angående hvordan han skal opføre sig og hvilke værdier han skal besidde; og samfundet, angående hvordan det organiserer styret og hvilken politik den besidder overfor andre nationer. Muslimerne formede deres individuelle adfærd ifølge Qur’anen og Sunnah, og førte alle deres problemer tilbage til Allah (swt) og Hans Profet Muhammad (saw). Den produktive tænkningsmåde kan anvendes, ikke kun i den Islamiske ideologi, men osse i enhver anden ideologi, såsom kapitalismen og kommunismen. Således har nationer eksisteret, hvor de osse organiserede deres affærer internt, og opnåede fremtrædenhed i verdenen eksternt, ligesom Rusland da den adopterede kommunismen i starten af det 20. Århundrede, og Storbritannien da den adopterede kapitalismen efter reformationen.

Men medmindre den produktive tænkningsmåde er centreret omkring den korrekte ideologi, så vil der opstå problemer i samfundet og nationens succes vil være kortlivet – i sidste ende vil den fejle. Dette var tilfældet med Sovjetunionen, og det vil være det med Storbritannien, hvor social uretfærdighed, fattigdom og lav moral fører befolkningen ud i elendighed, til trods for nationens fremtrædenhed.

Den Eneste Sande Elevering

Derfor, hvis den sande elevering skal finde sted, så skal ideologien være korrekt. Denne ideologi er den Islamiske ideologi, der overbeviser forstanden, fordi den er baseret på rationelle beviser, og den stemmer overens med menneskets natur, idet at den frembringer et system, der behandler menneskernes instinkter og organiske behov, og fører dem til lykke og sikkerhed. Begge disse aspekter eksisterer ikke i kapitalismen og kommunismen. Muslimernes succes i den Arabiske Halvø var udelukkende på grund af den Islamiske ideologis ankomst, og den produktive tænkningsmåde som dens følgere adopterede. Men det er en succes, der er modsigende til den nuværende situation i den Islamiske verden, hvor det er som om historien om Jahiliyyahdagene før Islam, gentager sig selv. Internt er der social degradering, fattigdom og teknologisk uvidenhed; og eksternt har de Islamiske ingen effekt på verdenens affærer, tværtimod er det dem der bliver udnyttet og kontrolleret af de vantro nationer og de tyranniske regenter, de har indsat over Ummah.

Materiel Rigdom kan ikke Kompensere for Tabet af Intellektuel Rigdom

Alt dette eksisterer til trods for tilstedeværelsen af et utal af rigdomme, i form af natur resurser, en mægtig befolkning, og mange sønner og døtre med akademiske doktorgrader og teknologiske uddannelser. Dette fører en til at spørge, hvorfor er den Islamiske Ummah i denne tilstand af uorden? Svaret ligger i en nedgang i den produktive tænkningsmåde. En kort undersøgelse vil konstatere at nogle Muslimer ikke længere refererer til Islam, for at løse livets problemer, i stedet refererer de kun til den i områder såsom Ibadah (tilbedelse) og Akhlaq (moral) d.v.s. de aspekter af Islam der kun er relateret til individets handlinger.

Så, når det drejer sig at lave Salah (bøn), Sawm (faste) eller Hajj (pilgrimsfærd), så går de til de Islamiske tekster, men når det drejer sig om emnet økonomisk politik, i stedet for at referere til Qur’anen og Sunnah, så refererer de til IMF eller Verdensbanken som er Kufr institutioner. Dette er tilfældet i Bangladesh, Tyrkiet, Jordan o.s.v. På samme måde, når det drejer sig om den Islamiske nations udenrigsaffærer, så refererer de til USA. Dette er tilfældet i Saudi Arabien, Bosnien, Filastin o.s.v. Opdelingen af domstole i Shari’ah domstole og sekularistiske domstole i Pakistan og Malaysia, er gode eksempler på denne opdeling.

Separationen af Islam fra Livets Affærer

Essentielt, det der er sket er en separation af den Islamiske ideologi fra livets affærer, hvor muslimerne, i stedet for at vende for at tilbage til det Islamiske livssystem angående disse emner, imiterer de løsninger fra en anden livsmåde, som er den vestlige kapitalisme. Allah (swt) siger:

“O i som har lavet Iman! Tag ikke Jøderne og de Kristne som trofaste venner og beskyttere. De er udelukkende hinandens venner og beskyttere! Og den af jer der gør det, så er han visselig en af dem. Sandelig Allah retleder ikke de uretfærdige”

[OQM. Al-Maidah: 51]

Der er altså opstået en splittelse i tænkningsmåden, hvormed Muslimerne har forladt den sande og komplette forståelse af den Islamiske ideologi, og dens produktive tænkning, som ledte Profeten (saw) og hans Sahabah (raa), og generationer af Muslimer efter dem. Dette er faktisk den egentlige årsag til den nuværende situation, som Ummah står overfor. Ikke mangel på rigdom, teknologi eller akademisk uddannelse. Det er på grund af dette, at Muslimerne har forsømt deres pligt, det er at udpege én Khaleefah der skal styre med Islam, og den pligt det er at forene de Islamiske lande, og den pligt det er at fjerne Kuffar og stoppe den fysiske og politiske kontrol over Ummah og det der tilhører hende.

Altså er det klart at vejen frem for den Islamiske Ummah for at løse disse problemer, hun står overfor, er ikke at kalde til at forøge Ummah’s rigdom, heller ikke at kalde til at forøge det teknologiske niveau, og heller ikke at kalde til at forøge antallet af de akademisk uddannede. Da Profeten (saw) bragte elevering til Araberne, så fokuserede han ikke på disse ting. Fordi de materielle ting er i sig selv værdiløse, når det drejer sig om at skabe et samfund eller at definere dets formål. De er simpelthen værktøjer, som kan anvendes til et bestemt formål, og dette formål afgøres af de tanker og ideer, som folket der ejer dem, besidder. Hvis tankerne er fraværende, eller uproduktive, så vil værktøjerne osse være det. Derfor ser vi en masse unge mænd med doktorgrader, der er tjenere, i Ægypten. Naturresurser til en værdi af flere Milliarder kroner i Saudi Arabien og Golfen, og mægtige hære og arsenaler i Tyrkiet og Syrien. Forgæves. En forøgelse i et af disse områder alene vil ikke opnå noget som helst.

Faktisk er dette kapløb om materialistisk ændring, noget som bliver opmuntret af vesten og deres agenter i de Islamiske lande. Fordi de håber, at dette vil forhindre Ummah i at udføre hendes egentlige opgave, som er en intellektuel ændring.

Vejen til Elevering

Sandelig, vejen frem er fundamentalt at ændre Muslimernes tænkningsmåde, således at de forstår at deres Deen er en ideologi, der vil definere deres formål og som de vil referere til i alle livets aspekter. Når Muslimerne har gjort dette, så kan den Islamiske Ummah anvende alle sine aktiver til at tage førerstillingen som den ledende nation i verdenen. Progressiv mere end nogen anden i retfærdighed, teknologi, uddannelse og i alle andre materialistiske områder, som det var tilfældet før.

Alle disse ting vil komme når Muslimerne forstår at den største rigdom, en nation kun kan håbe på at opnå, ikke er den materielle rigdom, men den intellektuelle rigdom.