Kompromiskonceptet

Kompromiskonceptet er tilstede blandt Muslimerne i dag, og det bliver betragtet som en uselvisk og generøs handling, hvorved et problem fredsommeligt kan løses og hvor begge parter er tilfredse. Men når det sættes i sammenhæng med Islam, så har det alvorlige konsekvenser, som behøver nærmere undersøgelse.

Hvis man undersøger Profeten Ibraheem (as)’s liv, så vil man kunne se at idoltilbedelse var almindeligt, og at hans egen far Azar plejede at lave idoler og sælge dem. Hans folk havde forskellige ritualer og festivaler, hvorigennem de tilbad deres idoler, og de ønskede at Ibraheem (as) gjorde det samme:

“Da han sagde til sin far og hans folk, “Hvad er det som i tilbeder? Søger i falskhed i andre guder end Allah? Hvad synes i så om Verdnernes Herre?” …Så de vendte sig væk fra ham og gik. Så vendte han sig mod deres guder og sagde, “Hvorfor spiser i ikke? Hvad er der i vejen med jer, da i ikke kan snakke?” Og han vendte sig mod dem (folket), og slog dem med højre hånd, så de fór mod ham. Han sagde: “Tilbeder i det, i har lavet (med jeres hænder). Allah har skabt jer og jeres håndværk.” Så sagde de, “Forbered en ild, og kast ham i flammerne!”

[Saffah 37:85-97]

“Så ødelagde han dem alle på nær den største, så de ville vende sig mod den. De sagde, “Hvem har gjort det her mod vores guder? Han må sandelig være en der ikke frygter!” De sagde, “Vi hørte en ung snakke om dem: Han bliver kaldt Ibraheem.” De sagde, “Bring ham foran folket, så de kan bevidne.” De sagde, “Er det dig der har gjort det her mod vores guder, ya Ibraheem?” Han sagde: “Nej, det blev gjort af den største (af idolerne). Spørg dem, om de kan snakke fornuft!” Så sagde de til dem selv, “Det er os, som har taget fejl!” Så blev de indhyllet af skam, og sagde: “Du ved udmærket at disse idoler ikke snakker!” (Ibraheem) sagde, “Tilbeder i andet end Allah, ting som hverken kan gavne eller skade jer?”

[Anbiyya 21:58-66]

I dette eksempel understregede Ibraheem (as) fejlagtigheden i idoltilbedelse. Han deltog ikke i hans folks festivaler og ritualer, fordi han vidste at det fundament som de var baseret på, var Batil (Falskhed). Han gjorde det klart for dem, at de idoler som de havde lavet med deres hænder, ikke engang kunne snakke eller spise, så hvordan kunne de tilbede dem, spørge dem om hjælp, og basere hele deres liv omkring dem?

Deres livsmåde kunne umuligt være rigtig. Derudover, havde han forholdt sig tavs, og tilladt folk at fortsætte med at tilbede idolerne, så havde han anerkendt at de havde ret til at eksistere (idolerne) og blive tilbedt. Han vidste at den eneste måde at ændre deres livssyn, og etablere Haqq (Sandheden), var ved at ødelægge deres idoler.

Kompromiskonceptet kan defineres, som værende et midtpunkt imellem to modstridende meninger eller handlinger, opnået ved gensidig anerkendelse eller ændringer. Det involverer at udtrykke et synspunkt og at acceptere eller at anerkende et synspunkt, som oprindeligt ikke fandtes eller var del af ens livssyn. En kompromisløsning er opnåelig mellem to lignende synspunkter, når der ikke er nogen uoverensstemmelse, men den kan umuligt finde sted mellem to modstridende synspunkter. Når dette bliver lagt sammen med Islam, så ville det betyde at man giver afkald på en idé, kendt som Haqq (Sandhed), og acceptere eller anerkende en idé, der er baseret på Batil (Falskhed).

Så i tilfælde med Ibraheem (as), hvis han var gået på kompromis, så havde han været nød til at anerkende idolerne som legitime og værdige for tilbedelse!

Et eksempel fra Profeten Muhammad (saw)’s liv illustrerer at Quraish inviterede ham til at gå på kompromis med hans principper, og være overbærende med deres udøvelser til sådan en grad, at han skulle forlade en del hans Deen, hvorimens de gjorde det samme.

“De ønsker at du går på kompromis (i Deen, som en venlighedshandling) med dem, så vil de gå på kompromis med dig”

[Qalam 68:9]

Ibn IsHaqq berettede at en gruppe indflydelsesrige fra Quraish, der iblandt Aswad ibn al-Muttalib, Waleed ibn Mughirah og Omaiyah ibn Khalaf, gik hen til Profeten (saw), mens han var i gang med at gå rundt om al-Ka’bah. Så tilbød de ham en aftale ved at foreslå “Hvis du accepterer vores guder så vil vi tilbede dine”.

I en beretning angående denne hændelse, så bliver det berettet på vegne af Ibn Jareer og al-Tabarani at de tilbød at tilbede Allah (swt) et år, hvis Muhammad (saw) tilbad deres guder et helt år, og efter der var gået to år, så ville de beslutte hvilken en der var bedst. Muhammad (saw) forholdt sig tavs, for han vidste at det ikke var op til ham at gå på kompromis eller ej. Han ventede indtil Allah (swt) åbenbarede Surah al-Kafiruon, som kategorisk afslog deres tilbud. Denne hændelse sammen med åbenbaringen af dette Kapitel, understreger at Haqq og Batil ikke kan blandes sammen, og at Kufr ikke kan bruges til at implementere Islam.

I dag er det ved at gå op for mange Muslimer, at deres landes politiske systemer ikke er baseret på Islam, og at de er forpligtet til at ændre dette. Desværre tror de, at løsningen er at deltage i det eksisterende system, med det formål at ændre det indefra. Algeriet og Tyrkiet er udmærkede eksempler på dette. Systemerne i disse lande er demokratiske, baseret på det princip, at mennesket har retten til at lovgive (demokrati), og at disse love og regler skal efterfølges. Dette modsiger Islam, fordi det er kun Allah (swt), der har retten til at bestemme love og regler:

“Ingen værge har de udover Ham, fordi Han tildeler ingen andre en plads i Hans lovgivning”

[18:26]

Derfor er essentielt ingen forskel på at mennesket laver love og overholder dem, og at mennesket laver idoler og tilbeder dem. Så dem der kalder til at implementere Islam gennem demokrati, anerkender indirekte at mennesket har retten til at lovgive, og dermed går de på kompromis med Islam og legitimiserer Kufr. Hvis det var tydeligt for Ibraheem (as) og Muhammad (saw), at de ikke kunne deltage i eller anerkende et Kufr system, for at implementere Islam og at de ikke kunne gå på kompromis, hvordan kan Muslimerne så deltage i et demokratisk system?

Ingen kan påstå at de kender Islam som en Deen, bedre end Allah (swt)’s Profeter. Hvis disse Muslimer blev sat i den samme situation som Ibraheem (as) og Muhammad (saw), så var de gået på kompromis og accepteret tilbudet fra Quraish.

Som Muslimer i dag, så er situationen ligeså tydelig og af samme karakter, som situationen der mødte både Ibraheem (as) og Muhammad (saw). Vores attitude og mentalitet skal ikke være andet end den samme. Det vil sige at alle Muslimer er nød til at bære rundt på en mentalitet, der ikke er kompromissøgende, der aldrig under nogen omstændigheder bøjer sig eller ændrer holdning på grund af andres krav. Islams natur og Kufrs natur, Haqq og Batil, er at de ikke kan smeltes sammen, de kan ikke gå på kompromis med hinanden, og de kan heller ikke imødekomme hinanden.

”Nej, Vi kaster Haqq på Batil og den slår dens hjerne ud, og se, den udslettes”

[Anbiyya 21:18].