Seneste nyt

Kunsten at diskutere

As Salaamu aleikum kære Muslimske læser,

En af de største evner, som ethvert menneske kan besidde, er evnen til at overbevise folk om deres idéer gennem diskussion. Et karaktertræk hos en effektiv bærer af Da’awa, er evnen til at lytte, forstå og svare på fremragende vis.

Alt for ofte fejler folk i at opnå dette, og opnår kun evnen til at dominere, og diktere overfor andre. Det er tydeligt, at mange af os ikke vil tolerere, at andre fremlægger holdninger, som er forskellige fra vores egne. Mange Muslimske forældre vil fortælle deres børn, at de kan eller ikke kan udføre en bestemt handling, således at barnet vil adlyde deres forældre på grund af frygt, men ikke på grund af overbevisning. Ofte vil disse børn skjule deres ulydighed overfor deres forældre.

Der kan også opstå forargelse, når andre ikke får lov til at fremlægge deres differerende synspunkter, eller når deres spørgsmål ikke besvares, eller afvises som irrelevante. Det kan være en bærer af da’awa forsøger at overbevise nogen om, at kun den Islamiske Stat reelt vil løse Ummahs problemer, men han tager ikke argumentet fra personen han taler med i betragtning.

Derimod dikterer han hvad han er overbevist om, og lukker dørene for diskussionen. Denne attitude medfører anstrengte forhold, og dette er en yderligere barriere hen imod at vinde den anden person over til dit synspunkts side. Det er ikke overraskende at finde forskellige medlemmer af Islamiske grupper, forældre og børn, søskende, Muslimer og ikke-muslimer, regenter og deres borgere, har anstrengte forhold.

Det mest farlige blandt disse forhold er Ummahs forhold til hendes regenter. Realiteten i dag er således, at regenterne ikke tolererer nogen kritik eller diskussion fra Ummah, og Ummah diskuterer selv i al hemmelighed og holder ledelsen i foragt. I den fremtidige Khilafah Stat skal denne situation ændres radikalt, og Ummah skal opfordres til at diskutere, debattere og stille deres regenter til regnskab.

De fremtidige regenter skal også vise tegn på ydmyghed og ansvarlighed overfor oprigtig kritik. Dette er den eneste måde en Khilafah vil opnå succes og fremskridt på. Dette er fortidens Khulafaa Rashideens måde. Derfor skal det være da’awa bærerens arbejde at fremme denne attitude og tænkningsgrad i Ummah, for dermed at bringe dem ud af vanen, hvor de får besked på hvad de skal foretage sig, og så bare at udføre det.

Effektiv da’awa finder kun sted, når folk bliver overbevist om dine idéer. De vil aldrig blive overbevist, medmindre du tager deres omstændigheder og tænkning i betragtning, når du diskuterer med dem. Det er kun ved at lytte til dem, og forholde dig til deres omstændigheder, at de vil sætte pris på hvad du siger. De vil begynde at overveje dine udtalelser nøje, og undersøge deres egne idéer om disse emner.

Dette producerer også en evne i dem til at tænke og granske sager nøje. Hvis folk på den anden sige overtales med glorificerede udtalelser og emner, som de egentlig ikke har sat pris på, så vil de blive folk, som lærer ting udenad, og gentager dem på papegøjeagtig vis. De er ikke overbevist selv, så hvordan skal de være i stand til at overbevise andre?

Ofte er der adskillige årsager til hvorfor da’awa bærere måske mangler evnerne til at lytte, debattere og overbevise andre om deres idéer. Det kunne simpelthen være fordi de mangler den korrekte diskussionsetikette eller mere alvorligt, det kunne være på grund af stolthed og fordi de vil vise sig frem. Det kan være en bærer af Da’awa ønsker at opretholde et image af sig selv, som en person der har viden, og vil derfor ikke ses tabe en diskussion med nogen som helst; dette medfører at de er meget utilnærmelige og endda uoprigtige. For eksempel hvis denne Da’awa bærer holdte en tale, hvor han forklarede publikum, at de skal arbejde for at etablere Khilafah Staten, men nogle blandt publikum ikke var enige, så vil han måske besvare deres uenighed, ved at latterliggøre deres holdninger på grund af stolthed/hovmodighed. Dette vil være forkert, og vil distancere publikum endnu mere fra det han forsøger at overbevise dem om at acceptere. Et andet eksempel er når en Muslim forsøger at overbevise en ikke-muslim om Islams mægtighed; men fordi han blærer sig foran sine venner, så ender han med at gøre ikke-muslimen bitter, i stedet for at overbevise ham. Disse typer af eksempler er tydelige for os alle sammen; hvis de sker på grund af manglende viden, så er løsningen bare at påpege fejlen, men hvis det er på grund af stolthed, eller fordi man vil vise sig, så skal det farlige ved den slags gøres tydelig for den, som er skyldig i denne fremgangsmåde (usloob).

Den Islamiske fremgangsmåde er meget klar og vi skal adoptere den hvis vi skal blive i stand til at få succes i livet som forældre, søskende, ægtemænd, koner, Da’awa bærere, regenter, venner, arbejdsgivere eller enhver anden facet i livet. Hvis vi tager et kig på lektionerne fra islam, vil vi opdage at Islam bygger en overbevisning i folk, altså kræver Allah (swt) ikke anerkendelse, uden først at bringe et overbevisende bevis. Han (swt) siger: 

Sandelig i Himlenes og Jordens skabelse, og vekslen mellem nat og dag, og skibene der flyder på vandet med det bringer folk gavn, og det Allah nedsender fra himlen af vand, hvormed der frembringes liv til jorden efter tørke, og skabende alle former for dyr. Og vindene og skyernes adfærd mellem himlen og jorden, er alt sammen tegn for dem som har et intellekt! 

[MOQ Al-Baqarah:164]


Profeten (saaws) lærte os den bedste etikette for diskussion. Muslim rapporterede via Mu’awiyah b. Al-Hakam Al-Salami, som sagde: ”Jeg bedte bag Allahs Sendebud (saaws), og en person i forsamlingen nyste, så jeg sagde [til ham]: ’Må Allah vise dig Sin Nåde يرحمك الله’. Folk stirrede på mig, og viste deres utilfredshed med min handling. Jeg sagde: ”Ve over mig, hvorfor stirrer I sådan på mig?” De begyndte at slå (klaske) deres lår med deres hænder, og da jeg indså, at de ville have mig til at være tavs, blev jeg sur, men sagde intet. Da Allahs Sendebud (saaws) afsluttede bønnen – og må min far og mor blive ofret for ham, jeg fandt ingen bedre lærer end ham, hverken før eller efter ham – han hverken skældte ud, slog, eller bandede ad mig, men sagde bare: ”At tale til andre er ikke passende under Salah, for Salah drejer sig om at glorificere Allah, lovprise Hans Mægtighed, og recitere Qur’aan.”

Der findes mange lektioner fra Profetens (saaws) liv og hans Sahabah (raa) angående vores måde at diskutere på, og behovet for altid at være oprigtig, og ikke forsøge at vise nogen, at man er perfekt og fejlfri.

’Abdullah bin Mas’ood sagde: ”O folk! Hvis nogen ved en ting, så lad ham sige det, men hvis han ikke ved det, så skal han sige, ’Allah ved bedst’, fordi det er et tegn på besiddelse af viden, at man siger ’Allah ved bedst’ om noget man ikke har viden om.”

Dette er ydmyghedens tegn, som vi skal besidde, så vi bliver overbevisende i folks øjne, på grund af oprigtighedens lys, og ikke på grund af kraften i vores evne til at debattere.

Hvad der skelner Islam fra alle andre livssyn og ideologier, er det faktum, at den bygger på solide grundlag, som bringer overbevisninger til forstanden. Derfor skal vi være oprigtige, ikke ved at diktere ting til andre, men ved at åbne dørene for en tovejskommunikation[1], hvor de får mulighed for at granske og betvivle.

[1] Her menes der ikke en religionsdialog, hvor Muslimer bør komme med indrømmelser, og/eller gå på kompromis med deres fundamentale koncepter. 

Se også

Varede Khilafah kun i 30 år?

Spørgsmål: Behovet for Khilafah er blevet grundfæstet solidt, og mange muslimer kalder nu til den. …