Seneste nyt

Quranens bevis

Hele Islam bygger på quranen, idet quranen er den, der beviser, at Islam er fra Skaberen af mennesket og universet. Quranen og profetens (saaws) sunnah blev åbenbaret af Skaberen til profeten (saaws) Muhammad. Quranen er den, der beviser profetens (saaws) autenticitet, hans (saaws) sunnah’s autenticitet samt sin egen autenticitet.

Som alle tidligere profeter, udsendt af Skaberen af mennesket og universet, var profeten Muhammad (saaws) også udstyret med et bevis på, at han (saaws) rent faktisk kom fra Skaberen. Aldrig har Skaberen, Den Almægtige, udsendt en profet uden at forsyne ham med et absolut og utvivlsomt bevis på, at han var fra Skaberen.

De tidligere profeter var udsendt til et bestemt folk på et bestemt tidspunkt, hvorfor deres beviser var begrænset til disse folks bevidnelse. Ingen af disse beviser eksisterer i dag, og kan derfor ikke ligge til grund for en absolut bekræftelse.

Profeten Muhammad (saaws) er, modsat de tidligere profeter, den sidste profet og det sidste sendebud fra Skaberen, ydermere er han (saaws) sendt til hele menneskeheden og ikke kun til et bestemt folk. Hans (saaws) budskab gælder, fra den første dag han (saaws) fik åbenbaring og frem til jordens undergang. Af denne grund er det nødvendigt, at Skaberen udstyrer profeten (saaws) med et bevis, der også kan bekræftes absolut af ethvert menneske på ethvert tidspunkt og til enhver tid. Dette bevis er lagt i quranen.

Quranens bevis kan bekræftes på to måder:

  1. Man kan, hvis man er arabisk-kyndig, sanse beviset direkte
  2. Rationelt via forstanden

Quranens bevis ligger i måden, hvorpå quranen er skrevet, samt i den udfordring quranen kommer med til hele menneskeheden.

Eftersom ikke alle i verden er arabisk talende, og quranen henvender sig til hele menneskeheden, er det nødvendigt at quranens bevis, også kan bekræftes absolut af en ikke-arabisk talende person, hvilket også gør sig gældende, idet Skaberen har lagt det sanselige bevis i quranen, samt at den ikke-arabisk talende kan bekræfte dette rationelt via forstanden.

Vi vil i resten af artiklen behandle følgende emner i nedenstående rækkefølge:

  • Hvordan quranen er et bevis for en arabisk talende
  • Hvad quranens udfordring går ud på
  • Hvordan man rationelt kommer frem til, og bekræfter, at quranen er fra Skaberen
  • De forsøg der har været på at tage udfordringen op
  • Falske beskyldninger om grammatiske fejl i quranen
  • De opdigtede beretninger om manglende vers i quranen
  • Yderligere tilføjelser

Hvordan quranen er et bevis for en arabisk talende

Da profeten (saaws) som det første kaldte araberne i Makkah (også stavet Mekka, by i Saudi Arabien) til at bevidne, at han (saaws) var Guds sidste sendebud, præsenterede han (saaws) et krystalklart bevis for dem. Araberne på profetens (saaws) tid besad en enestående og fortræffelig evne i håndteringen af det arabiske sprog, og de havde nået højdepunktet fra den mest veltalende poesi. Som en følge heraf gav Skaberen sin profet (saaws) et mirakel,der udfordrede dem i det mest værdisatte – nemlig sproget.

Miraklet, dvs. beviset, lå, og ligger, i den veltalenhed og retorik, som quranen besidder. Dette gør sig gældende, fordi stilen og måden hvorpå quranen udtrykker sig, er meget forskellig fra noget værk, mennesket nogensinde har produceret.

Denne unikke veltalenhed og brug af sproget er ikke noget, man kan sanse i en oversættelse af quranen, idet det kun gør sig gældende på arabisk. Dog kan den, der er vant til at læse en oversættelse, der er så præcis som muligt, hvilket ikke gør sig gældende for noget dansk oversættelse, smage frugten lidt. I den sammenhæng skal det tilføjes, at den danske oversættelse er fyldt med fejl, og er oversat af en ikke-muslim, der ikke har brugt proftens (saaws) sunnah til at forstå quranen med, som man ellers skal, idet sunnah forklarer quranen, samt hvordan proften (saaws) handlede efter den. Mange steder bliver vers oversat forkert på en subjektiv måde, idet oversætteren forsøger at fordreje Islam og quranens mening. Nævnte oversættelse er de forskellige udgaver af A.S. Madsen fra Ahmedia missionen, der er en ikke-islamisk organisation.

En arabisk-kyndig person der er bekendt med den arabiske litteratur, vil hurtigt opfatte quranens mirakuløse og unikke stil ved blot at lytte til den, eller ved at læse i den. Det kræver dog, at personen skal være bekendt med anden arabisk litteratur, sådan at der er noget at sammenligne med. Man skal have studeret de kendte digte og anden menneske-skrevet litteratur på arabisk for sammenligningens skyld. Når dette gør sig gældende, vil personen hurtig opfatte, at quranen ikke er skrevet af et menneske, da den adskiller fra alt menneske-skrevet litteratur.

På arabisk er der mange forskellige stilarter, som man kan skriver på. Det er ikke som det danske sprog, hvor der kun er få. Med stilarter menes f.eks. lyrik, poesi og prosa m.v.
Når en arabisk talende digter vil lave et digt, og beskrive en eller anden realitet eller begivenhed, så vælger han, hvilken stil han vil gøre det i.

Ydermere er der mange ord på arabisk, der har samme betydning, der dog i deres brug beskriver realiteten forskelligt for de andre ord. F.eks. er der over 70 ord for en løve, hvert ord beskriver løvens tilstand, udseende m.v. F.eks. en sur løve, en glad løve, en stor løve, en arrig løve osv.

Det der kræver eminente evner for en digter, ligger i følgende: når han har valgt en bestemt stil, han vil skrive i, så skal han finde de ord, der bedst beskriver realiteten uden at risikere, at ordet ikke passer ind i stilen. Digteren digter, og når han kommer til et bestemt sted i digtet, skal han bruge et ganske bestemt ord, der beskriver realiteten bedst for at undgå, at digtet ikke bliver volapyk. Samtidig skal ordet passe til den stil, han har valgt, og her kan han komme ud for store vanskeligheder, idet ordet der bedst beskriver realiteten, ikke passer til stilen. Det var det, araberne på profetens (saaws) tid var de dygtigste til.

Hele quranen er skrevet i en bestemt unik stil fra ende til anden, uden at den på et tidspunkt falder ind i en anden stil, og alligevel bruger den de rigtigste ord. Quranen kom så med udfordringen om at frembringe en sura (et kapitel) lig quranens mindste, der er på tre linier, i samme stil som quranen, og hele menneskeheden må hjælpe hinanden med det, og tage alle midler i brug. Problemet ligger i, at man ikke kan skrive et kapitel på tre linier i quranens stil, uden ovennævnte problem opstår.

Ingen i hele quranens historie har formået at gøre dette, trods det at araberne på profetens (saaws) tid var de dygtigste, kunne de ikke klare udfordringen. Ejheller har andre efter dem haft succes. En del har forsøgt men uden at nærme sig quranen det mindste.

Senere i artiklen kigger vi på de forsøg, der har været samt kriterierne for et forsøg.

Hvorvidt en digter har klaret Quranens udfordring, er ikke, som nogen misforstår, et spørgsmål om smag, idet udfordringen ligger i at skrive et kapitel som quranens mindste i samme stil, og uden at kapitlet bliver til volapyk.

For at give ikke-arabisk talende en lille smagsprøve (selvom det er svært) på hvad en arabisk-kyndig sanser af indtryk, når han læser i quranen, vil vi komme med et vers samt en kendt persons kommentar til verset. I sura Al-Maidah vers 1 siger Allah (swt), der er egenavnet for Skaberen valgt af Ham (swt) selv:

”O I der har Iman, fasthold jeres aftaler. Kreaturer er tilladt jer, med undtagelse af det, som forelæses jer. Det er ikke tilladt at jage, medens I er i Ihram. Allah dømmer (lovgiver), som Han vil.”

(Sura Al-Maidah vers 1)

Iman betyder ”absolut overbevisning”. Det berettes, at en af filosoffen Alkindus elever spurgte ham en dag: ”O vise mand, hvad med at producere noget for os lig quranen.” Han svarede: ”Jo, jeg er istand til at imitere dele af den”. Han forlod dem, og holdte sig væk i flere dage. Da han vendte tilbage til dem, sagde han: ”Ved Allah, hverken jeg eller nogen andre kan præstere dette. Jeg åbnede bogen (quranen), og det første jeg så, var sura Al-Maidah. Da jeg læste den fandt jeg ud af, at quranen omtaler at fuldføre kontrakter og fordømmer at overtræde kontrakter, så giver den en generel tilladelse til at spise kreaturer, og derefter nævnes en undtagelse om at spise ting, nævnt andre steder i quranen, derefter omtales endnu en undtagelse fra gennerel-reglen (jagt i Ihram tilstand – når man er pilgrim ved Makkah). Ingen vil være i stand til at producere noget ligende.”

Hvad quranens udfordring går ud på

De quranvers der nævner udfordringen, er nogle af følgende (det skal lige nævnes, at Skaberen omtaler sig selv i flertal fra tid til anden med det formål at ophøje sig selv, og ikke fordi Han er i flertal – det er altså en talemåde, præcis som vise folk på jorden også taler om dem selv i flertal):

”Sig: Hvis hele menneskeheden og djinner samledes for at bringe denne Qurans lige, så kunne de ikke bringe dens lige, selv om de også hjalp hinanden.”

(Sura Bani Isra’il vers 88)


”Og hvis I er i tvivl vedrørende det Vi har åbenbaret fra tid til anden til Vores tjener, så producer blot en sura lig den og bring alle jeres vidner og hjælpere foruden Allah, hvis I da er sandfærdige. Men hvis I ikke kan, og I vil med garanti aldrig kunne, så frygt den ild hvis brændsel er mennesker og sten beret for dem der benægter sandheden”

(Sura Al-Baqara vers 23 & 24)


”Denne Quran er ikke sådan at den kan være produceret af nogen anden end Allah, tværtimod er den en bekræftelse på åbenbaringerne, der kom før den, og en fuldkommen forklaring på bogen (loven til menneskeheden), hvorom ingen tvivl hersker – fra alverdens Herre. Mon de siger: han (Muhammad) har opdigtet den? Kom da med en sura lig den og påkald hvem I kan foruden Allah, hvis I da taler sandt!” 

(Sura Yunus vers 37 & 38)


”Eller siger de: han har opdigtet den (quranen)? Nej, men de vil ikke bekræfte sandheden. Lad dem da bringe en recitation som denne, hvis de er sanddru”

(Sura Al-Tur vers 33 & 34)


”Overvejer de ikke Quranen (med omhyggelighed)? Havde den været fra nogen anden end Allah så havde de viselig fundet megen modsigelse i den.” 

(Sura An-Nisa vers 82)


Det skal i forbindelse med verset i sura An-Nisa nævnes, at quranen ikke kan oversættes til et andet sprog prg. af dens mirakuløse natur. Alle oversættelser er en tilnærmelsesvis oversættelse af versenes mening, hvorfor man muligvis godt kan finde en modsigelse i en oversættelse, mens der tilgengæld ikke eksisterer en eneste modsigelse i hele quranen.

På arabisk er der 20 forskellige stilarter i litteraturen, hvoraf den sidste er quranens unikke og enestående stil. Udfordringen går ud på at lave et kapitel som quranens mindste kapitel, der ikke falder ind i en af de 19 andre stilarter. De 19 andre stilarter kaldes: At-Tawi, Al-Bassit, Al-Waafir, Al-Kaamil, Al-Rajs, Al-Khafif, Al-Hazaj, Al-Muttakarib, Al-Munsarih, Al-Muktatab, Al, Muktadarak, Al-Madid, Al-Mujtath, Al-Ramil, Al-Khabab og Al-Sharia. De tre sidste kaldes ”en spåmands tale”, ”rytmisk prosa”, og ”almindelig tale”. Kapitlet skal indeholde forståelig mening og retorik som i quranen, uden at det blot er en imitation af quranen, og det må ikke være volapyk. Hver af de forskellige stilarter har deres egen form for rytmik.

For dem der ønsker yderligere oplysninger og information om disse ting, kan henvises til en engelsk bog, der kort beskriver og forklarer nogle af stilarterne: Charles James Lyall – translation of ancient arabian poetry. Bogen kan bestilles via internet på amazon.com

Alle digte før og efter islams tilstedeværelse, er samlet i forskellige værker og oversat til engelsk, og alle disse digte falder i en af de 19 ovenstående kategorier. Disse kan muligvis fremskaffes via universitetet i Oxford. Endvidere findes der en smule på amazon.com.

Afgudsdyrkerne i Makkah var de første, der blev mødt med udfordringen, og efterhånden som profetens (saaws) budskab blev mere og mere udspredt, begyndte de mægtigste ledere i Makkah at overveje, hvad de skulle gøre.

Makkah var et centrum for afgudsdyrkeri på daværende tid, og Quraish var navnet på den stamme, der var mægtigst. Alle de omkringliggende stammer og folk havde deres afguder placeret i Makkah. Quraish var den stamme, der sørgede for at vedligeholde disse afguder, reparere dem hvis de gik i stykker osv. Hvert år kom alle de omkringliggende stammer og folk for at tilbede deres afguder, og Quraish tjente godt på at varetage afguderne for de andre stammer. Derudover blev der handlet i Makkah i dagene omkring besøget, til den grad, at Quraish tjente et helt års levebrød på de dage.

Da profeten (saaws) begyndte at kalde til Islam, vidste Quraish, at alt deres rigdom, magt og status var truet, idet profeten (saaws) kaldte til afskaffelsen af afgudsdyrkeri, og til dyrkelse af den eneste sande gud, Skaberen af mennesket og universet, samt underkastelse til Hans åbenbarede lov.

Quraish begyndte at torturere de muslimer, der havde taget imod budskabet, og som var konverteret til Islam, for at få dem til at frafalde og vende tilbage til deres gamle livsstil. Dette var dog uden succes, og en del muslimer blev slået ihjel. På et tidspunkt samlede Quraish de mægtigste stammeledere til et møde om, hvad de skulle gøre med profeten (saaws). På dette møde fremsiger Alqama bin Abdelmanaf sin berømte tale.

”O Quraish, en ny katastrofe har ramt jer. Muhammad var en ung mand i blandt jer, og den mest elskede mand, den mest troværdige i tale og den mest troværdige (i person), indtil I så grå hår på hans tempel (hoved), og han bragte jer sit budskab. I sagde, at han var en troldmand, men det er han ikke, for vi har set sådanne folk (der kalder sig troldmænd) og deres spytten og deres knuder (troldmanden der binder en knude og puster på den så den går op – illusionist). I sagde, han var en der bragte ufred, men vi har set sådanne folk og deres opførelse, og vi har hørt deres digte. I sagde, han var en spåmand, men han er ikke en spåmand, for vi har hørt deres digte. I sagde, en poet, men han er ikke en poet, for vi har hørt al slags poesi. I sagde, han var besat, men det er han ikke, for vi har set de besatte, og han viser ingen tegn på deres gispen, hvisken og forvirring (nogle sygdomme blev før Islam betragtet som værende besættelse). O Quraish se til jeres affærer for ved Allah en alvorlig ting har ramt jer.”

Quranen blev åbenbaret på syv forskellige former eller måder, som den kan læses på, det man kalder Ahruf på arabisk, for at skabe bedre forståelse for den blandt de arabere, der havde forskellige dialekter. Dette var bl.a. til, for at udfordre dem på deres egen hjemmebane. Og udfordringen blev endnu mere tydelig, da ingen af de syv mægtigste stammer kunne producere noget lig quranen, end ikke på deres egen dialekt, og endvidere kunne ingen af dem sige, at udfordringen var for svær, fordi quranen var på en anden dialekt.

Hvordan man rationelt kommer frem til, og bekræfter, at quranen er fra Skaberen

For at komme frem til at quranen er fra Skaberen af mennesket og universet på en rationel måde, skal man blot overveje dens udfordring. I dag eksisterer der ingen arabisk-kyndige mennesker, der er på niveau med digterne på proftens (saaws) tid. Dette er et faktum som enhver, der har studeret bare lidt arabisk, kan bekræfte, endvidere gælder det på samtlige universiteter, der har arabisk sprog på skemaet inkl. København Universitet, at det er digtene fra profetens (saaws) tid, der ud over quranen bliver brugt i undervisningsmaterialet pgr. deres høje niveau.

Andre digte o.l. bliver også brugt, men digtene fra proftens (saaws) tid er dem, der bliver betragtet som værende geniale og meget svære at efterligne. Se f.eks. A New Arabic Grammar af J.A. Haywood & H.M. Nahmad der også kan købes på Københavns Universitet. Bogen indeholder også yderligere referencer til andre bøger.

Som ikke-arabisk talende er det ikke nødvendig at lære arabisk for derefter at tage udfordringen op, når man ved at de dygtigste til arabisk var dem på profetens (saaws) tid, idet det er absolut bekræftet uden skyggen af tvivl, at ingen af dem formåede det. Endvidere er alle de bevarede digte fra både før og efter som nævnt samlet i forskellige værker, og alle ryger ind under en af de 19 andre kategorier.

Dommeren der skal dømme, hvorvidt udfordringen er blevet imødekommet, kan bestå af så mange ikke-muslimer og muslimer, som måtte ønske at deltage. Endvidere skal overvejelsen og forsøgene selvfølgelig tages seriøst, for som verset i quranen nævner: ”Mon de siger: han (Muhammad) har opdigtet den? Kom da med en sura lig den, og påkald hvem I kan foruden Allah, hvis I da taler sandt!” Ligeledes verset: ”Og hvis I er i tvivl vedrørende det Vi har åbenbaret fra tid til anden til Vores tjener, så producer blot en sura lige den og bring alle jeres vidner og hjælpere foruden Allah, hvis I da er sandfærdige.

Om man vil det eller ej, så vil Skaberen ikke acceptere, hvis man har været i tvivl, og alligevel ikke har været sandfærdig i sin påstand eller mod sig selv, og på dommens dag vil den der ikke kom med et kapitel lig quranen, hvis han eller hun var i tvivl blive smidt i helvede uden mulighed for udgang. Dette betyder imidlertid ikke, at man er tvunget til at konvertere til Islam, da der er frit valg, blot det at det ikke accepteres af Skaberen af mennesket som en undskyldning.

Det rationelle bevis på at quranen absolut er fra Skaberen, ligger altså i, at ingen af de dygtigste har kunnet formå at producere blot én sura lig den mindste, og når de ikke har kunnet, så kan en ikke arabisk talende selvfølgelig heller ikke. Finder man ikke fred i dette, kan man begive sig ud i en større undersøgelse, og finde alt det materiale der eksisterer for derved at bekræfte beviserne yderligere. Sidst men ikke mindst kan man lære noget arabisk, til man er istand til at bekræfte quranens mirakel via sansning på egen hånd.

Vi bringer senere i artiklen information, angående de forsøg der har været.

Udfodringen skal også ses i lyset af alle de krige, og den tortur der har været mod muslimerne, som kunne have været undgået ved blot at producere tre linier. Muslimerne som fulgte profeten (saaws), blev tortureret igennem 13 år, og blev bl.a. udsat for den hårdeste boykot af Quraish. Ingen ville udsætte sig selv for dette, når alt hvad Quraish krævede var, at muslimerne frafaldt Islam, når pinslen kunne endes ved blot tre linier på et stykke papir. Quraish drog senere i kamp mod muslimerne, da muslimerne havde fået etableret deres egen stat. Kampen kaldes Badr kampen. Mange af Quraish mistede deres liv, og muslimerne vandt. Det er et historisk faktum, at mange kæmpede mod folk fra deres egen familie, far mod søn, bror mod bror osv. Alt dette kunne have være undgået ved at klare udfordringen. Endvidere er det kendt, at Quraish ikke brød sig om at kæmpe denne kamp, men så det som en sidste mulighed for at udrydde muslimerne og deres budskab, idet ingen af dem havde været istand til at tage udfordringen op.

Det er vigtigt at forstå, at det som et menneske har produceret, altid kan produceres af et andet eller flere på samme niveau eller bedre. Hvis der havde eksisteret bare sporet af noget lig quranen, havde kampagnelederne mod Islam ikke tøvet et øjeblik med at bluse det op og få det ud til omverdenen.

Det faktum at ingen muslimer eller ikke-muslimer har kunnet klare udfordringen, ejheller har kunnet bekræfte den som værende klaret, er det rationelle bevis. Nogle har selvfølgelig påstået dette, men er blevet afvist af både muslimer og ikke-muslimer, der har kendskab til quranen, hvilket vi kommer ind på om lidt.

Quranen kan kun have tre kilder: profeten (saaws) har skrevet den selv, andre arabisk talende har skrevet den, eller den er fra Skaberen af mennesket og universet, som den selv siger. Havde den været fra nogen som helst anden end Skaberen, så havde udfordringen været klaret for længe siden.

At forkaste dette bevis og påstå, at nogen kan have gjort det selvom ingen vidste det, er det samme som at sige, at en tyv har været i mit hus, selvom der ingen tegn er på indbrud, og intet i huset er flyttet eller berørt. Det er lige så irrationelt som at påstå, at en by har været ramt af en flodbølge, selvom jorden er tør og ingen huse, træer eller andet er berørt.

Tidligt i Islams historie sendte forskellige europæiske lande folk til den islamiske stat for at studere islam, sproget og videnskaben. Mange af disse er kendt i dag, og blev nogle af de dygtigste i sproget. En hel del bøger er skrevet af ikke muslimer, der studerer forskellige grene indenfor Islam. Da Islam så nåede Europa, indledte man korstogskrigene, og stor blodsudgydelse fandt sted på begge sider. Efter et stykke tid gik det op for de forskellige lande, at muslimernes stærke hær af jihad-krigere ikke kunne besejrers på slagmarken, hvorfor man anvendte en anden taktik. Man sendte folk til den islamiske stat, der begyndte at oprette studiecentre og missionscentre med det formål, at sprede den vestlige kultur samt at forsøge at skabe splid blandt muslimerne. En del af de mennesker der arbejdede for disse sager, var hyklere fra den islamiske verden, der enten ikke var muslimer, eller som senere frafaldt. Ligesom Mustafa Kemal.

Igennem disse centre lykkedes det at sprede tanken om nationalisme, og man fik staten delt i to lejre, den arabiske lejr og den tyrkiske lejr. Begge lejre begyndte at se hadefuldt på hinanden, og denne nationalisme der er forbudt i Islam, var en af de faktorer, der fik den islamiske stat nedlagt. Trods flere århundreders planlægning og kampagner, er ingen af disse forsøg gået ud på at tage udfordringen op. Og stadig i dag eksisterer disse institutioner i den islamiske verden, selvom om nogen har skiftet navn. F.eks. Det Amerikanske Universitet i Egypten. Der bliver stadig i dag brugt en enorm mængde af resourser fra forskellige lande, heriblandt USA og England, på at holde streng kontrol med de områder, hvori deres agenter arbejder. Både de skjulte agenter og de åbenlyse. F.eks. er kongestyret i Saudi Arabien underlagt USA, dvs., de samarbejder og kører USA’ s politik, og adlyder mindste vink fra USA. Disse fakta er ikke noget skjult eller gemt, og vides af enhver, der følger lidt med i nyhederne.

Ethvert af disse lande har mange dygtige arabisk kyndig i dag, og intet land ville spilde tiden og pengene, hvis det kunne undgås ved blot at producere et kapitel lig quranen, og få udryddet det som vesten betragter som en trussel – nemlig den islamiske stats tilbagevenden.

I afsnittet ”yderligere tilføjelser” kommer vi mere ind på det, man kalder quranens små mirakler. Et af dem består bl.a. i quranens beskrivelse af fosterudviklingen i detaljer, der kræver, at araberne for 14 århundreder siden skulle have været i besiddelse af avanceret mikroskopisk udstyr for at beskrive dette. Dette er dog ikke hovedmiraklet, blot et forstærkende faktum angående den mirakuløse quran. Artiklen fokusere på Dr. Keith L. Moore’s udtalelser og undersøgelser. Dr. Keith L. Moore var ikke muslim på daværende tidspunkt. Han er nu konverteret til islam.

Der er andre vinkler, man kan bruge i undersøgelsen af den mirakuløse quran. Vi vil dog ikke komme ind på dem, da der i forvejen eksisterer artikler på dansk på internettet, der behandler quranens mirakel udfra disse vinkler.

Inden vi springer til næste afsnit, vil vi tale kort om det, man kalder ”princippernes princip”. Dette rationelle koncept siger ganske simpelt, at når en person forstår et princip bag noget, så er han i stand til at reproducere det over en tidsperiode og uden tvivl forbedre det. Så da vi f.eks. lærte principperne bag multiplikation, var vi i stand til at iværksætte det. Det vi forstod princippet bag at bage en kage, var vi i stand til det, og med tiden blev vi bedre og bedre. Da vi forstod microchip teknologien, var vi i stand til at producere microchip og over en periode forbedre chippen, så den blev meget mindre og bedre og samtidig meget billigere osv.

Når vi nu betragter miraklerne, der har fundet sted med de tidligere profeter, så er det tydeligt, at ingen principper, vedr. hvordan de blev udført, er kendt, hvorfor ingen har været istand til at imitere dem, og slet ikke at forbedre dem (og vil heller blive istand til det, da de var mirakler). Det kunne, selvom det er forkert, dog påstås med nogen ret, at når vi en dag har fået kendskab til principperne bag disse begivenheder, som f.eks. Moses der delte havet osv., så vil vi være istand til at gøre det samme. Præcis som da vi lærte principperne bag kloning, så kunne vi klone.

Sådanne udtalelser og meninger holder imidlertid ikke stik med quranens mirakel og bevis, for den udfordrer den realitet som vi ser, forstår og begiver os i, idet principperne bag det arabiske sprog har været kendt i århundrede ned til mindste detalje. Trods dette har det ikke været muligt at overgå quranens udfordring.

De forsøg der har været på at tage udfordringen op

Den berømte arabist fra universitet i Oxford, Hamilton Gibb skriver i hans bog ”Islam – a historial survey”:

”…Mekkanerne krævede stadig et mirakel fra ham (profeten), og med usædvanlig frimodighed og selvtilled appelerede Muhammad til Koranen som en suprem bekræftelse på hans mission. Som alle arabere var de kenderne af sproget og retorikken. Så hvis Koranen var hans eget produkt ville andre mænd være i stand til at nå den. Lad dem da producere ti vers lig den. Hvis de ikke kan (og det er tydeligt at de ikke kunne), så lad dem acceptere Koranen som fremragende mirakel.”

Andet sted siger han:

”Koranen står som et litterært monument, en produktion unik i forhold til den arabiske litteratur uden, at den har noget lig i fortiden ejheller har den nogen efterfølgere i dens egen sprogejendommelighed.”

En kristen araber har skrevet:

”Mange kristne arabere taler om dens stil med stor beundring, og de fleste arabister anderkender dens fortræffelighed. Når den læses højt eller reciteres har den en næsten hypnotisk effekt, som gør lytteren neutral overfor dens nogle gange mærkelige syntaks og dens nogle gange, for os, frastødende indhold. Det er denne kvalitet af stille kritik som den besidder med dens sprogs søde musik, der har givet fødsel til dens trossætning om dens uforlignelighed. Sandelig kan det bekræftes, hvad angår den arabiske litteratur, udspredt og frugtbart som det er både i digte og i opløftende prosa, at der intet er der kan sammenlignes med den.” (Alfred Guillaume’s bog, Islam)

Følgende er et historisk indblik i de forsøg, der har været. I bl.a. E. J. Brill Leiden’s Encylopedia of Islam, finder man en stor mængde information vedrørende forskellige personers biografi.

Ibn Al-Mukaffa: En digter af iransk herkomst med eminente evner. Han imiterede quranen, og som en der havde en anden religion, havde han en strid med quranen udfra hans religions synspunkt. Da han kom til Sura Hud vers 42 til vers 46, opgav han. Han opdagede, at det var umuligt for et hvilket som helst menneske, at være lig med bogen, dvs. lige så dygtig. Han stoppede, og rev alt han tidligere havde skrevet i stykker.

En af hans imitationer lyder: ”I det nådiges og barmhjetiges lys navn”, hvilket er en imitation af quranens bismillah der lyder: ”I Allahs den Nådiges, den Barmhjertiges navn”.

Musaylimah: På profetens (saaws) tid kom der en mand kaldet Musaylimah, som også påstod, at han var profet. Han startede også med at fremsige vers, der dog var en imitation af quranen. Al-Baqaillani undersøgte hans digte systematisk, og siger: ”De stykker der er komponeret af Musaylimah, er så latterlige fattige i deres stil, at ingen kan seriøst sammenligne dem med quranen.

Et af Musaylimah’s digte lyder – oversat: ”Elefanten. Hvad er elefanten? Og hvem skal fortælle jer, hvad elefanten er? Han har en slimet hale og en lang snabel. Dette er en af jeres Herres ubetydelige kreationer”.

Han imiterer quranens vers, som f.eks. sura Al-Haqqah vers 1 til 8: ”Det uundgåelige! Og hvad skal lade jer vide, hvad det uundgåelige er? Thamud og Ad benægtede den hårdtslående time på dommedagen. Hvad angår Thamud, så blev de destrueret med det ødelæggende skrig, hvad angår Ad, så blev de destrueret med en rasende voldsom vind, som Allah (Skaberen) pålagde dem i syv nætter og otte dage efterfølgende hinanden, og resultatet var, at I kunne se mennesker liggende kuldkastet, som var de udhulede træstammer fra dadeltræer! Ser I mon nogen rest af dem?”

Abu’l Ala Al-Marri: En person der er kendt for at imitere quranen. Han digtede forskellige eder, som minder om de tidlige quran vers.

Yahya bin Al-Hakam Al-Ghazal: Han var en klokkemager fra Andalusien. Vovede sig ud i at forsøge at producere noget lig sura Al-Ikhlas, men blev grebet af en skrækkelig frygt og skælven, da han startede sit arbejde, og vendte således tilbage til Gud dvs. stoppede.

Sayyid ’Ali Muhammad (også kendt som Bab): Han levede i det nittende århundrede, og er stifteren af sekten Babi, som i dag kendes som Bahai. Han mente, at han var blevet udsendt af Gud til at erstatte Muhammad, og skrev et værk hvor dele af det, bevist eller ubevist er imiteret fra quranen.

Bassar bin Burd, Sahib Ibn Abbad og Abu’l Atahiya: Personer der selv påstod, at deres digte nåede quranen, eller i det mindste kom tæt på. Ingen af de personer der har deres digte med i deres undersøgelser og bøger som f.eks. Arabic Literature To The End of The Ummayyad Period, A. F. L. Beeston, T. M. Johnstone, R. B. Serjeant and G. R. Smith nævner noget om, at de overhovedet kom tæt på.

Falske beskyldninger om grammatiske fejl i quranen

Forfatterne M. Rafiqul Haqq og P. Newton har udgivet en bog eller et hæfte, om det de påstår værende grammtiske fejl i quranen. Eftersom Skaberen i quranen siger, at den er fuldkommen, må der selvfølgelig ikke kunne findes fejl i den.

De siger bl.a. : 

Muslimerne påstår, at quranen ikke alene er et menneskeligt litterært mesterværk, men et åbenbaret litterært mirakel. Men denne påstand stemmer ikke overens med faktum. For den quran vi har i vores hænder indeholder tydelige grammatiske fejl, som er tydelige for enhver der har kendskab til arabisk.

Artiklen de har skrevet, er virkelig spild af tid, idet de fuldstændig har overset et veldkendt faktum. Vi vil ikke komme ind på alle de steder i quranen, hvor de siger, der er fejl blot modbevise deres påstand. Artiklen kan findes på http://members.aol.com/alhaqq4u/grammar.html

For det første er det nødvendigt at forstå, hvordan et sprogs grammatik udvikler sig. For det andet er det nødvendigt at vide, hvordan den arabiske grammatik udviklede sig, og til sidst skal man forstå, hvad der er kilden til det arabiske sprogs grammatik.

Det er velkendt, at grammatik er et stadie i et sprogs udvikling. Fastsættelsen af et sprogs grammatiske regler kommer aldrig, før selve sproget bliver talt af dets indfødte.

For eksempel blev det danske sprog talt langt tid, før nogen satte sig ned og bestemte dets gramatiske regler og ikke omvendt, hvor sproget først blev talt efter at reglerne var fastsat.

Det græske sprog er f.eks. kendt som værende et meget gammelt sprog, men det var først i det andet århundrede før hvor tidsregning, at Dionysius Thrax skrev en bog om det græske sprog og dets grammatiske regler, og selv den var begrænset til et ord – morfologi.
Dionysius Thrax definerede sin bog som værende ”Bekendtskabet med hvad der udtales af poeter og forfattere”.

Udviklingen af et sprog har typisk to stadier: det før-grammatiske stadie og det efter- grammatiske stadie.

Hvad angår første stadie, så er det det stadie, hvori sproget er i dets reneste og mest naturlige form. De indfødte taler, og siger, hvad de lyster, og hvad de siger, og hvordan de siger det, er det, der er standart for sproget.

Hvad angår det andet stadie, så er det det stadie, hvor man begynder at fastlæge regler for selve sproget. I dette stadie er det poeter og forfattere, der fastlægger, hvordan sproget skal bruges, hvorimod det i det første stadie udledes fra deres brug af sproget.

Hvad angår udviklingen af den arabiske grammatik, så er det normalt sådan, at grammatiske regler bliver udviklet for at lære udlændinge sproget og sprogets regler. I den arabiske grammatiks udvikling var det anderledes, da skete udviklingen for at bevare sprogets renhed.

Det er kendt for enhver, der kender arabernes historie, at de var et folk der gik meget højt op i deres sprog. De var meget stolte af deres sprogs skønhed, simpelhed og elegance til den grad, at ordet der bliver brugt om en ikke-araber (’ajami) betyder ”en person der stammer, og ikke er elegant”.

Erobringerne som muslimerne, der var arabisk talende, fik, og konverteringen af mange ikke-arabisk talende til Islam skabte behovet for en samling af grammatiske regler, idet mange ville studere arabisk og forstå quranen. Derudover åbnede disse erobringer og den islamiske stats expansion op for de hidtil lukkede arabiske samfund.

Den første person der tog opgaven, og lavede en arabisk grammatik bog, var Abu al-Aswad Al-Du’wali i (levede år 605-688), og de to største og mest anderkendte kilder var quranen, og de digte der var fra før profetens (saaws) tid.

At lave en opgave, der består i at påvise grammatiske fejl i quranen, er derfor latterlig, idet det svarer til, at man tager en astronom, og beder ham om at kortlægge universet, for bagefter via hans bog at sige der er en fejl i universet.

M. Rafiqul Haqq og P. Newton har virkeligt spildt deres tid.

De opdigtede beretninger om manglende vers i quranen

Der er blevet udgivet en hel del bøger, der er relateret til diskutionen om manglende vers i quranen. Alle disse tekster baserer sig på udtalelser fra profetens (saaws) følgesvende samt en af hans (saaws) hustruer, der skulle have sagt, at nogle vers blev åbenbaret til profeten (saaws), men de kom ikke med i den samlede udgave af quranen.

Disse udtalelser er opdigtede og falske.

I Islam har man noget, der hedder Hadith. Hadith er samlinger af beretinger om profetens (saaws) handlinger og udtalelser. Hele profetens (saaws) sunnah er opbygget på basis af disse hadith.

De forskellige hadith strækker sig fra profeten (saaws) til hans efterfølgere, dvs., dem der var sammen med ham og to generationer frem. Den eneste grund til at man som muslim tager betragtning til disse hadith, er fordi, quranen bekræfter disse som værende gyldige. Quranen har fastlagt kriterierne for, hvornår en hadith kan tages i betragtning, og som en del af åbenbaringen er disse også beskyttet af Skaberen, ligesom quranen er det.

Quranen er altså den, der bekræfter hadith’ernes autencititet, og den eneste grund til, at de bliver taget i betragtning, er quranen. Hvis ikke quranen bekræftede dem, ville de ikke blive accepteret, og man ville som muslim kun være i besiddelse af quranen og ikke andet. Hadith er det, der udgør profetens (saaws) sunnah. Uden quranen er der ingen accept af hadith.

Så grunden til at hadith overhovedet kommer i betragtning, skyldes altså quranens bekræftelse af disses autenticitet. Quranen har imidlertid fastsat strenge kriterier for hadith, der er til for, at undgå at nogen sagde noget løgn om profeten (saaws), som så skulle komme til at havne i hans (saaws) sunnah. Skaberen vidste selvfølgelig, at dette ville ske, hvorfor Han fastlagde disse kriterier, der undgår det.

Vi vil ikke komme ind på alle kriterierne blot et enkelt af dem. Hvis en hadith modsiger quranen, så skal den forkastes som værende løgn, uanset hvem der har fortalt den fra hvem. Dette betyder, at så snart man støder på en hadith i en af hadith-samlingerne (disse blev samlet i de to første gennerationer, dvs. tre inkl. profetens genneration), som modsiger quranen i udtalelse eller handling, så skal den forkastes som værende løgn.

Alle de tekster og artikler der beskæftiger sig med hadith, og som fortæller om manglende quranvers, har været igangsat uden fundamental kendskab til hadith’ens videnskab, idet de brugte hadith, der alle modsiger quranen. Når Skaberen i quranen siger, at quranen er beskyttet af Ham selv, og at Islam er fuldkommen, så kan der ikke mangle nogle vers, hvorfor alle disse hadith forkastes af quranen som værende løgn og opdigtning. Ingen af disse hadith kan tages i betragtning til noget som helst.

Skaberen siger i sura Hijr vers 9:

”Sandelig, Vi har uden tvivl nedsendt åbenbaringen og med garanti, Vi vil selv beskytte den.”


I Sura Maidah vers 3 siger Skaberen bl.a. :

”… I dag har Jeg fuldkommengjort jeres deen (livsanskuelse, levemåde) for jer, fuldendt Min nåde mod jer, og har valgt Islam for jer som jeres deen …”


Yderligere tilføjelser

Quranen har udover sit mirakel, hvad udfordringen angår, også andre små mirakler. Disse er dog ikke endegyldige beviser men derimod forstærkende beviser.

Mange reffererer til dem som ”Quranens videnskabelige fakta”, idet disse er beskrivelser af ting, man umuligt kunne have vidst noget som helst om på profetens tid.

Et af dem er quranens fantastiske beskrivelse af, hvad der sker inde i kvinden, når hun befrugtes. Vi vil her ganske kort bringe en artikel fra Dr. Keith L . Moore der er Proffesor i Anatomi og Celle biology ved univesitetet i Toronto, Canada.

Dr. Moore blev kontaktet af en muslimsk retslærd ved navn Abdul Majid Azzindani, og han blev spurgt, om han ville deltage i et treårigt studie af quranen og proftens (saaws) sunnah vedrørende ca. 25 vers, som taler om fosterudvikling.

Dr. Moore’s konklusion vedr. dette studie lyder som følgende:

”I de sidste tre år har jeg arbejdet med Fosterudviklings Kommiteen ved Kongen Abdulaziz’s universistet i Jeddah, Saudi Arabien. Først var jeg chokeret over de præcise forklaringer, der var nedskrevet syv århundrede før udviklingen af foster-videnskaben. Selvom jeg var klar over de muslimske videnskabsfolks gloværdige historie i det tiende århundrede, og nogle af deres bidrag til medicinen, så vidste jeg intet om religiøse facts, og den tro der er indeholdt i quranen. Det er vigtigt for muslimer og andre studerende, at forstå meningen i disse forklaringer quranen indeholder vedrørende menneskets udvikling baseret på nutidig videnskabelige fakta. De oversættelser af versene i quranen og sunnah, oversat af Shaikh Azzindani, er ifølge min viden de præcise.

Quranen og profetens (saaws) sunnah leverer en meget detaljeret forklaring af den mikroskopiske udvikling af menneskefostre, fra en lille sæddråbe op til stadiet hvor mennesket er komplet udviklet. Det er et velkendt faktum, at mikroskopi ikke eksisterede før op til det 16 århundrede, og selv der var de i et meget ufærdigt design. Zacharias Janssen er den, der har anderkendelsen for at have opfundet sammensætnings-mikroskopet omkring år 1590. Med dette blev utrolige opdagelser gjort i det 17 og 18 århundrede. Hollænderen Anthony van Leeuwenhoek producerede linser, der var kraftige nok til at bevise, at små børn ikke spontant kommer til, men at de kommer ud af æg.

Før denne periode rasede teorierne om menneskets reproduktion. Nogle videnskabsfolk troede at menstruationsblodet selv, var det, der udviklede sig til et foster. Senere blev en ny teori udviklet, der sagde, at en sæddråbe indholdt et lille miniature menneske fuldstændigt udviklet, som så senere udviklede sig til et barn. Fostervidenskaben som vi kender den i dag, opdagede ikke mange detaljerede aspekter vedrørende menneskets udvikling, som vi i dag tager for givet, før for omkring 20 år siden, 1973 for at være præcis.

Nu må vi så spørge: Hvorfra fik Muhammad (saaws) så detaljerede oplysninger vedrørende den mikroskopiske udvikling af menneskets foster i det sjette århundrede uden et mikroskop, videnskabelig oplæring, eller laboratorie af nogen stil, eller endog viden til at skrive hans eget navn? (profeten (saaws) var analfabet)

Den eneste fornuftige konklusion er, at disse forklaringer kun kan komme derfra, hvor de påstod at komme fra, nemlig fra Gud, simpelthen fordi denne viden ikke blev opdaget før mange århundrede efter. Dette beviser for mig, at Muhammad (saaws) var Guds sendebud.

Prof. Moore blev så facineret af quranens klassifikation af udviklingsstadierne i fosteret, at han foreslog, at man adopterede quranens system, og udskiftede det system, der bliver brugt af videnskabsfolk i dag.

Da prof. Moore først præcenterede sin nye viden i Toronto, skabte det en del røre igennem Canada. Det var på forsiden af nogle af aviserne på tværs af Canada. En jounalist spurgte Prof. Moore: ”Tror du ikke, at det kan være, at araberne har vidst bare en lille smule af disse ting, beskrivelsen af fosteret, dets tilsynekomst, og hvordan det forandrer sig og vokser? Måske var der ikke videnskabsmænd, men måske havde de nogle grove dissekreringer – skar folk, op og undersøgte disse ting.”

Prof. Moore gjorde med det samme klart for ham, at han havde mistet en vigtig detalje. Alle de billeder som Prof. Moore havde taget af fosteret og baseret sit studie på, var taget igennem et mikroskop. Han sagde: ”Det er uden betydning, hvorvidt man havde forsøgt at forstå fosterlvidenskaben 14 århundrede siden, de kunne ikke have set det!” Dr. Moore sagde hånende: ”Måske havde nogen for 14 århundrede siden et hemmeligt mikroskop, og gjorde disse opdagelser, og bagefter overbeviste han på en eller anden måde Muhammad om, at putte det ind i hans bog. Så ødelagde han sit mikroskop, og holdte det hemmeligt for evigt?”. ”Tror du på det? Du burde du ikke, medmindre du frembringer nogle beviser, da dette er en latterlig teori.”

Da Dr. Moore blev spurgt: ”Hvordan forklarer du oplysningerne i quranen?” Svarede han: ”Det kan kun have været guddommeligt åbenbaret.”

Skrevet af: Naim al-Gharib

Se også

Varede Khilafah kun i 30 år?

Spørgsmål: Behovet for Khilafah er blevet grundfæstet solidt, og mange muslimer kalder nu til den. …