Seneste nyt

Kaldet til Islam

I perioden hvori profeten (saaw) kaldte til profetskabet var arabernes lande og rigdomme ikke i deres hænder, men i hænderne på andre.

I nord, var Syrien under romersk jurisdiktion, det var romerne som udpegede bestemte lokale arabiske regenter, for området. I syd, var Yemen under persisk herredømme og var lokalt styret af arabere. Araberne var kun herre over Hijaz, Tiharna og Najd, som var tørkeramte områder (ørken) med få oaser her og der.

Det er også velkendt, at Muhammad (saaw) blev kaldt Al-Amin as-Sadiq (Den Pålidelige og den Sandfærdige) af sit folk. Femten år før hans profetskabs begyndelse, gjorde lederne af Quraysh ham til dommer i episoden med placering af den Sorte Sten og de har derefter været tilfreds med hans afgørelse. Hans afstamning var fra Banu Hashim, den mest noble gren af Quraysh.

Det kan derfor siges at Muhammad (saaw) var i stand til at opildne til arabisk nationalisme blandt sine landsmænd og ville således kunne have forenet dem. De ville have taget imod med åbne arme til dette kald, fordi at de var træt af den vedvarende krigsførelse og blodfejde mellem stammerne. Han ville derefter have været i stand til at befri arabernes lande fra persisk og romersk imperialisme og havde været i stand til at etablere en forenet arabisk stat.

Det kan siges, at hvis profeten (saaw) havde kaldt til folk på denne måde, istedet for at udholde tretten års tortur, på grund af modstanden blandt magtmæglerne på halvøen, havde hele Arabien accepteret kaldet.

Det kan siges, at hvis Arabien havde blevet forenet på denne måde under hans ledelse og autoriteten havde blevet overdraget til hans hænder, kunne han bruge alt dette til, at få dem til at acceptere overbevisningen på en Gud, for hvilket formålet med ham (saaw) også var; og så herfra bringe folk sammen til at underkaste sig for deres Opretholder, Allah, efter at folk havde underkastet sig til hans egen menneskelige autoritet.

Men den Alvidende – Allah – førte ikke Sin profet (saaw) ad denne vej. Han førte ham til at erklære åbent, at der ikke er andre ilah end Allah, og at bære tålmodighed, sammen med sine få følgesvende, uanset hvilke prøver de blev udsat for.

Hvorfor? Selvfølgelig, var det ikke for at underligge eller udsætte Sin profet (saaw) og de troende for undertrykkelse. Sandelig ved Han, der har skabt mennesket, livet og universet, at der ikke er andre metoder og fremgangsmåder end dén som Han førte sin profet (saaw) ad. Henseendet var ikke at befri jorden fra romersk og persisk tyranni og erstatte det med arabisk tyranni. Alt form for tyranni er elendigt! Jorden tilhører Allah (swt) og skal derfor også udelukkende blive renset for Allah (swt), og den kan ikke blive renset for Ham førénd banneret “Ingen andre ilah end Allah”, – “La ilaha illa Allah” – er rejst på en autoritativ beliggenhed; hvor ingen suverænitet eksisterer foruden Allah; hvor ingen anden lov udspringer foruden Allah’s (swt) lovgivning; og hvor autoriteten af en person over en anden person ikke er virkende; og hvor autoriteten med al respekt tilhører Allah (swt). Den ‘Gruppe’ af mennesker som Islam proklamerer med er underlagt udelukkende denne Iman alene, den Iman hvori folk af hver race eller farve, såsom arabere, romere eller persere – er ligestillet under Allah’s (swt) banner. Dette er den eneste metode og fremgangsmåde.

I perioden under profetens kald til profetskabet, var det arabiske samfund blottet for den rigtige uddeling af rigdomme og berettigelser. En mindre gruppe i samfundet, havde monopol på alt rigdom og handel, en indtægt, som blev eksponentielt forøget gennem åger. Den store majoritet af mennesker i samfundet var fattig og sulten. De rige blev også betragtet som noble og fremtrædende og den almindelige befolkning var ikke kun dårligt stillet i rigdom men også i værdighed og ære.

Det kan siges, at Muhammad (saaw) var i stand til at starte en bevægelse i samfundet, og erklære krig mod den noble klasse og de rige, fratage dem deres rigdom og fordele det iblandt de fattige.

Det kan siges, at hvis profeten (saaw) havde startet en sådan bevægelse, istedet for at han skulle konfrontere samfundet med budskabet om én Gud, så ville det arabiske samfund have blevet opdelt i to klasser, den første klasse ville have været den store majoritet som tilhængere af den nye bevægelse, fordi at de var syge og trætte af tyrranien med hensyn til deres rigdom, nobelhed og magt, og den anden klasse ville have været den lille minoritet, som besad disse ting.

Det kan siges, at efter majoriteten havde forenet sig med hans bevægelse og havde givet ham førerskabet og efter at han (saaw) havde opnået kontrol af minoriteten af de rige, kunne Muhammad (saaw) derefter kunne have brugt sin position og magt til at påtvinge overbevisningen på én Gud over samfundet, da det var denne opgave Gud havde udpeget ham med som Sin profet. Det vil sige, ved at først at få mennesket til at bøje sig for hans autoritet, kunne han derefter have fået dem til at bøje sig for den Sande Gud.

Men den Alvidende – Allah – førte ham ikke ad denne metode og fremgangsmåde.

Allah (swt) vidste at dette ikke var metoden og fremgangsmåden. Han vidste, at nøjagtige sociale berettigelser udelukkende opnås ved at alle affærer i samfundet bliver underlagt til Skaberens lovgivning og at samfundet som en helhed er villig til at acceptere de retfærdige opdelinger af rigdomme som er påskrevet af Ham, og at enhver individ i samfundet, omend han er giver eller tager, er sikker på at dette system er blevet lovgivet af Allah den Almægtige, og ved at individet adlyder, vil han ikke kun blomstre i denne verden men vil blive belønnet i det næste.

Samfundet skal ikke være under sådanne vilkår at nogle er drevet af grådighed, mens andre sidder inde med misundelse og at alle affærer i samfundet afgøres med sværdet og pistolen, frygt og trusler, så hjerterne af befolkningen er ulykkelige og deres sjæle er ødelagte, som det er tilfældet med systemer hvor autoriteten tilhører andre end Allah (swt).

I perioden under profetens kald til profetskabet, var graden af moral hos araberne på virkelig lav niveau fra alle vinkler. Kun få stammemæssige sædvaner herskede.

Undertrykkelse blev udført hver dag, som den berømte digter Zuhair Selma har beskrevet det: “Den som ikke forsvarer sig selv med våben, vil fortabes, og den som ikke undertrykker vil blive undertrykt.”

En anden kendt udtalelse fra Jahilliyah dagene (perioden med uvidenhed) beskriver dette: “Hjælp din bror, hvad enten om han er undertrykkeren eller bliver undertrykt.”

Druk og hasard var traditioner og vaner i samfundet, som folk var stolte af. En meget stor del af digtningen fra Jahilliyah dagene omhandlede vin og hasard.

Turfah Abed siger: “Hvis der ikke havde været tre ting for en ung mands nydelse, ville jeg da, ikke have bekymret mig for andet end mad. Én af dem er min fremragenhed i druk af vin, en vin som er så stærk at hvis man tilføjer vand i det, begynder det at boble. Druk, morskab og forbrugelse har været mit liv og er det stadig. Til sidst kom tiden hvor hele stammen forlod mig, som om jeg var en kamel med en frygtelig kløe.”

Hor var overhåndtagende i forskellige former og var noget som folk var stolt over når det skete, som det er tilfældet med alle jahili samfund, omend det er et gammelt eller nyt.

Det kan siges, at Muhammad (saaw) var i stand til at starte en bevægelse for omdannelse af moral, som kunne have til formål at etablere standarde moraler, for at rense samfundet. For at fuldende dette, kunne han have fundet nogle oprejste og hæderlige personer som også var ulykkelige over samfundets moralske udartning. Og disse havde nødvendigvis været kommet til ham for at støtte hans bevægelse for omdannelse.

Derfor, vil nogen sige at hvis profeten (saaw) havde valgt denne metode og fremgangsmåde, ville han (saaw) nemt have samlet en stor gruppe. På grund af personernes moralske renhed og åndelige mod, ville denne gruppe, mere end andre, have accepteret overbevisningen på én Gud og ville have båret de nødvendige pligter. Derfor ville profetens kald, “Ingen anden ilah end Allah,” have sparet dem for den kraftige modstand som de mødte.

Men Allah den Mest Ophøjede vidste at dette ikke var metoden og fremgangsmåden. Han vidste at moral udelukkende opbygges ved hjælp af Iman, en Iman som sørger for kriterier, frembragte værdier. En Iman som definerer autoriteten fra hvilken disse kriterier og værdier bliver udledt fra, og foreskriver belønningen for den person som accepterer denne autoritet og straffen for dem som afviger og modsætter sig denne autoritet. Uden denne form for overbevisning eller begrebet om en højere autoritet, forbliver alle værdier ustabile, og ligesådan, forbliver moraler baseret på dem ustabile uden forklaringer, uden autoritet og uden belønning!

Da, efter hårdt arbejde, overbevisningen blev fast og autoriteten til hvilken denne overbevisning referer til var erkendt, da folk anerkendte deres Opretholder – Allah – og tilbad udelukkende Ham alene, da de blev uafhængig ikke kun fra andre mennesker, men også fra deres egne lyster og begær, og da “La ilaha illa Allah” blev indprintet i deres hjerter – da sørgede Allah (swt) – gennem denne overbevisning og gennem de troende, for alt som var nødvendigt. Jorden blev fri for ‘romere og persere,’ ikke for at arabernes autoritet skulle herske, men udelukkende for at Allah’s autoritet skulle blive etableret og at jorden skulle blive renset for alle oprørere imod Ham, uanset om de var romere, persere eller arabere.

Samfundet var befriet for al undertrykkelse, og det islamiske system var etableret hvori retfærdighed var ifølge Allah’s (swt) retfærdighed og hvori vejning var ifølge Allah’s (swt) vægt. Banneret for retfærdighed var rejst i én Guds navn og navnet på banneret var Islam. Ingen andre navne var tilføjet det, og “La ilaha illa Allah” var skrevet på det.

Dydigheden var ophøjet, hjerter og sjæle var renset, og med undtagelsen af få sager var der ingen anledning for at fremtvinge grænser og straf som Allah (swt) har foreskrevet; for nu var samvittighed lov-håndhæver, og tilfredsstillelsen af Allah, håbet om belønning fra Allah, og frygten for Allah’s vrede tog indpas som politi og straf. Mennesket var ophævet i sin sociale klasse, i sin dyd, i hele sit liv, til et højdepunkt af fuldkommenhed som aldrig er blevet opnået før og som ikke kan opnåes igen hvis man ser bort fra Islam.

Hvis kaldet til Islams ikke havde startet på denne måde ved at lade banneret “Ingen anden ilah end Allah” falde, og hvis den ikke havde taget den bane som tilsydenladende var vanskelig og anstrengende men som i realiteten var nem og velsignet, da ville det ikke have været muligt at etablere dette velsignede system med denne høje standard.

Havde dette kald kommet i dens begyndende faser som et nationalt kald, en samfundsbevægelse eller et reformerende forsøg eller det havde knyttet andre betegnelser til kaldet “La ilaha illa Allah”, da ville dette velsignede system ikke have været for Allah (swt) skyld alene.

Se også

Varede Khilafah kun i 30 år?

Spørgsmål: Behovet for Khilafah er blevet grundfæstet solidt, og mange muslimer kalder nu til den. …