Seneste nyt

Behovet for sendebud

Den islamiske aqeedah (livsanskuelse) er et veldefineret sæt af ideer om eksistensen af mennesket, livet og universet. Denne aqeedah behandler den første og mest fundamentale ide, som leder mennesket til en specifik vej med hensyn til livets affærer. F.eks. er det essentielt, at denne aqeedah bliver adopteret gennem en oplyst og intellektuel undersøgelse af menneskets liv, og at den ikke adopteres gennem efterligning eller overfladisk tænkning. Den intellektuelle adoptering af denne aqeedah forsikrer en rodfæstet livsanskuelse, der gør menneskets liv produktivt og progressivt.

En vej, som mennesket ikke vil afvige fra.

Ser man på situationen, som den muslimske Ummah befinder sig i, vil man dog finde, at produktiviteten og det progressive, som forventes af en hel nation, der adopterer den islamiske aqeedah, tydeligt er fraværende. Desuden indikerer de ideer og tanker, som Ummah gennem tiderne har adopteret, tilstedeværelsen (i Ummahs tankegang) af en overflod af ideer, der er i modstrid med fundamenterne i den islamiske aqeedah. Blandt disse ideer er bid’ah, som bliver præsenteret i Sufi-kulturen, adopteringen af maslaha (interesse), selvom det modstrider Shari’ah-teksten, sekularisme, patriotisme og nationalisme.

Ved studering af historien bag opståelsen af disse falske ideer, som i sahabahs tid og de første generationer herefter, kan vi finde en Ummah, som ikke kun var progressiv, men styrede og tog vare om hele menneskeheden i alle livets affærer. Derfor er vore dage uduelige til at leve et progressivt liv som en Ummah, og det er en del af konsekvensen af vor afvigelse fra den islamiske aqeedah. Dette skulle tvinge os til at omvurdere vejen, hvorpå vi har adopteret vores aqeedah, for at genopbygge aqeedahen på sunde og intellektuelle beviser. Vi skal derefter rense vores tanker for ideer, som er bygget på efterligning eller på tvivl.

En af de fundamentale ideer i den islamiske aqeedah, er Muhammad (saaws), som er Allahs sendebud. Alle muslimer tror på denne ide, men der er mange muslimer, som fejler i forståelsen af ideen, som er en forudsætning for at tro på Muhammad (saaws), nemlig ideen om at tro på behovet for sendebud. Uden at vide, hvor essentielt det er for menneskeheden at have en profet fra Allah, får os til at miste synet omkring den store værdi, ideen tillægges i Islams budskab. Derfor præsenterer vi følgende de vigtigste beviser for behovet for sendebud og illustrerer herved, virkningen ideen har på måden, hvorpå Islam bliver adopteret af folk.

Ved en studering af de mange kulturer og samfund, som har eksisteret gennem menneskets historie, ser man, at ideen om tilbedelse af noget har været tilstede hos menneskeheden, lige siden man begyndte at nedskrive historie. Samfund fra alle dele af verden har, som en del af deres kultur, opbygget en ærbødighed for nogen eller noget. Tilstedeværelsen af denne opførsel i samfund indikerer, uden at tage hensyn til tid eller sted, at tilbedelse er en instinktiv adfærd hos mennesket. Det er en del af menneskets natur at se op til noget andet end sig selv, som har en indflydelse på ens skæbne. Derudover er tilbedelse et instinkt, som ikke kan undertrykkes permanent.

Som et eksempel på ovenstående, kunne man under det kommunistiske Rusland ikke dyrke nogen form for religion. Religion blev bandlyst, og folket havde ikke andre måder at tilfredsstille religiøsitetsinstinktet, undtagen ved at vise deres ærbødighed over for Lenin, Stalin og endda også det kommunistiske parti. Men efter sammenbruddet af kommunismen opstod der en hurtig og stor efterspørgsel på kirker og andre symboler fra den kristne arv. Man begyndte at genopbygge kirker kort efter bandlysningen blev ophævet i Rusland. Dette er en indikation på, at religiøsitetsinstinktet er så stærkt hos mennesket, at selv efter 70 års kommunistisk bandlysning og undertrykkelse ikke kunne fjerne instinktet fra mennesket. Man skal derfor indse at religiøsitetsinstinktet er en magtfuld kraft, som skubber og driver mennesket til at adoptere specifikke ideer og ritualer, som er midlerne, hvorpå man tilfredsstiller dette instinkt.

Hvis dette instinktive behov for tilbedelse er bygget på en intellektuel og oplysende tanke, vil man nå frem til, at det eneste, som er værd at tilbede, er Skaberen, Allah (swt). Det er fordi, Allah (swt) er skaberen af mennesket, og som skabte religiøsitetsinstinktet i mennesket, og som har evnen til at påvirke menneskets skæbne. Derfor er det alene Allah (swt), der skal tilbedes. Dette er selvfølgelig grundfundamentet for den islamiske aqeedah. Men spørgsmålet, som melder sig af denne konklusion, er, hvordan skal man tilbede Allah (swt)?

Angående dette, skal det forstås, at forholdet er mellem mennesket og Allah (swt). Alle forhold skal defineres og opklares, idet definitionen bliver fundamentet for forholdet. Hvis forholdet mellem mennesket og Allah (swt) ikke bliver defineret, vil der ikke være nogen form for mekanisme til at tilfredsstille religiøsitetsinstinktet. Derfor er det nødvendigt at definere instinktet. Og det store spørgsmål er, hvordan skal man definere forholdet mellem mennesket og Allah (swt)! Ved at reflektere over denne sag, når man frem til følgende muligheder:

Enten afgøres dette forhold af det enkelte individ, menneskenes konsensus eller af skaberen Allah (swt).

Ved at oprette et forhold til Skaberen, skal man, som ved alle forhold, have viden om alle dele i forholdet. Mht. Allah (swt) kan man ikke tilegne sig meget viden om Ham (swt) ved brugen af intellektet, foruden intellektuel overbevisning om skaberens eksistens, enhed, suverænitet og enkelte andre attributter. Mennesket kan derfor på ingen måder konstatere, hvordan Skaberen skal helliggøres og tilbedes. Det er ikke muligt at bruge intellektet, om hvad Allah (swt) kan lide eller ikke kan lide, eller at tale om ideen om at lide eller ikke at lide vedrørende Allah (swt). Det er fordi, Allah (swt) er ubegrænset og ligger over og uden for vores opfattelses- og forståelsesrammer, og at forudsætte, hvordan Allah (swt) skal tilbedes, er ikke andet end spekulation, som ikke er baseret på realiteten. Derfor kan mennesket alene ikke bestemme, hvordan man skal tilbede Allah (swt). Hvis det var, at hver enkelt person tilbeder Allah (swt) ifølge sin egen tænkning, vil det ende med konflikter i samfundet. Den ene person vil eksempelvis konstruere idoler for at tilbede Allah (swt), og en anden persons ide vil være at destruere alle idoler. Siden tilbedelse er et instinkt, som skal tilfredsstilles, vil begge individer stræbe efter at udføre deres tilbedelse, og det uundgåelige resultat vil være en heftig kamp mellem folket. Desuden vil kriteriet for den enkeltes tilbedelse være klart subjektivt, og det vil ikke være muligt at løse denne konflikt ved accept af den enes dominans over den anden.

Kortfattet vil resultatet, af at lade mennesket selv etablere forholdet til Skaberen, være falske ideer om tilbedelsen, men de vil også kæmpe mod hinanden for de falske ideers skyld. Derfor vil det være ukorrekt at tilfredsstille religiøsitetsinstinktet i overensstemmelse med individets egen tænkning.

Den anden mulighed er, at tilbedelsesmåden sker gennem individernes enstemmighed. Dette er allerede blevet tilbagevist, og mennesket har ikke nok viden om Allah (swt) til at etablere et forhold. Dette gælder for den enkelte person og desuden for samlingen af individer. Så selvom alle mennesker enes om en specifik måde for tilbedelse af Allah (swt), er der intet rationelt grundlag for at tro, at denne form for tilbedelse er korrekt. Herudover vil tanken i sig selv om enstemmighed være svag og ubestemt. Det vil være nødvendigt at overskue alle individers holdning, adoptere de ideer, som er mest præsenteret og overbevise alle til at adoptere ideerne som deres standard, hvilket i realiteten er umuligt. Derfor vil det ikke være muligt at tilbede Allah (swt) ved at adoptere en tanke på basis af menneskers enstemmighed.

Den endelige mulighed er, at Skaberen selv skal bestemme for mennesket, hvordan og hvorledes Han (swt) skal tilbedes, idet Allah (swt) er skaberen af mennesket og har anbragt religiøsitetsinstinktet i mennesket. Han (swt) er den eneste, som ved, hvordan dette instinkt skal tilfredsstilles på den bedste måde. Desuden er Allah (swt) den eneste, som har viden omkring, hvilken pligt mennesket har over for Ham (swt). Derfor er den eneste mulighed, for at tilfredsstille religiøsitetsinstinktet på den rigtige måde, at basere det på et budskab fra Skaberen. Men en åbenbaring bliver ikke sendt til alle og enhver person. Samtidig kan nogle påstå at have modtaget en åbenbaring. Faktummet er, at meget få mennesker i historien har påstået at have fået en åbenbaring.

Derfor har mennesket brug for sendebud for at instruere mennesket i, hvordan Allah (swt) skal tilbedes og klargøre den virkelige implementering af denne tilbedelse.

Desuden kan man se, at åbenbaringen ikke kan komme på et individuelt grundlag, idet mennesket har opbygget så mange forskellige former for tilbedelse. Derfor må åbenbaring komme til menneskeheden gennem specifikke individer udvalgt af Allah (swt) som sendebud. Sendebud skal ikke kun viderebringe budskabet til menneskeheden, men også forklare og demonstrere den praktiske metode for tilbedelsen af Allah (swt). Dette er nødvendigt, således at religiøsitetsinstinktet  bliver tilfredsstillet gennem praktiske handlinger, om end det er at recitere ord eller lave visse ritualer. Derfor har menneskeheden brug for sendebud for at instruere folk, i hvordan Allah (swt) skal tilbedes og for at demonstrere den rigtige måde for tilbedelse.

Derudover er der andre beviser på behovet for sendebud, som også opstår fra en studering af menneskets liv. Menneskers natur indebærer et socialt behov. Mennesker, der lever i et samfund, etablerer forhold mellem hinanden. Disse forhold bliver sat i gang med henblik på tilfredsstillelse af menneskets behov og instinkter. Derfor etablerer vi økonomiske forhold mellem hinanden, for at opnå en profit og tilfredsstille vores overlevelsesinstinkt. Vi gifter os og får børn for det instinktive behov og/eller for at bevare den menneskelige art. Sammen med dette er der mange andre aktiviteter i samfundet, som alle skal tilfredsstilles på den rigtige måde, for at mennesket skal leve i fred og ro. Derfor er målet for ethvert samfund at tilfredsstille hvert menneskes behov og instinkter. Da disse behov og instinkter bliver tilfredsstillet gennem forhold, er det essentielt, at disse forhold indgås på den korrekte måde.

Forholdene i ethvert samfund er bestemt af systemet, som bliver implementeret i samfundet. Dette system kan enten være et produkt af menneskelig tænkning eller være fra menneskets skaber. Hvis man ser historisk på de menneskeopfundne systemer, kan man se, at de alle har været uduelige, partiske, modsigende, overfladiske og ændrer sig i forhold til tid og sted. Derfor har mennesket aldrig produceret et perfekt og universelt system, som er i stand til at etablere det korrekte forhold, som tilfredsstiller alle behov og instinkter hos et hvert individ til alle tider. Vi finder snarere systemer, som fører til tilfredshed hos få mennesker på bekostning af majoriteten.

I de moderne kapitalistiske samfund er der klare eksempler på sådanne resultater af de menneskeskabte systemer. Velhavende lande som USA og Storbritannien har kæledyr, som er soigneret, bespiste og er beskyttet i overdådige paladser, mens hundrede af tusinder af nationens egne borgere lever i papkasser, spiser af restauranternes skraldespande og har ingen mulighed for medicinbehandling. Ydermere er realiteten af menneskeskabte systemer, at løsninger, som de påtvinger folk for at løse et problem, skaber flere problemer end, der var i forvejen. Den sidste budgetkrise i USA er et klassisk eksempel på dette. Den kapitalistiske økonomi indebærer, at der altid vil være fattigdom blandt en del af samfundets borgere. For at udligne dette problem, blev tanken om det sociale sikkerhedsnet dannet. Men i dag ser vi, at disse lappeløsninger har ført til en opståen af velhavende klasser, forsikringsbedrageri og en enorm gæld. Alt dette er blevet samfundets største problem, og der bliver fokuseret på dette i den såkaldte budgetkrise. Derfor er det umuligt for mennesket at etablere et system for dem selv, som fuldstændigt behandler og tilfredsstiller hele folkets instinkter og behov.

Den eneste måde, hvorpå mennesket kan leve i forhold til det korrekte og produktive system, er, hvis systemet kommer fra Skaberen Allah (swt). Allah (swt), som er skaberen, har fuldstændig viden om det gode og det onde og hvad, der frembringer lykke og katastrofe. Han (swt) har viden om fortid, nutid og fremtid. Han (swt) skabte mennesket og kender dets natur; hvad der vil tilfredsstille det, og hvad der vil gøre det ulykkeligt og elendigt. Desuden er Allah (swt) den eneste, som er i stand til at nedfælde et system, som henvender sig til alle mennesker, beskytter menneskets ret og giver mennesket visse ansvar, som det er i stand til at opfylde. Derfor er Allah (swt) den eneste, som skal forsyne mennesket med det system, som kan organisere samfund og tilfredsstille menneskets behov og instinkter. Dette system er dog kommet til menneskeheden som et budskab fra Skaberen. Det er ikke noget, som opstår lige pludselig i samfundet, så samfundet begynder at fungere med det samme. Studering af realiteten i dag er nok til at forstå pointen. Derfor har mennesket brug for et sendebud fra Allah (swt), som skal etablere de rigtige forhold iblandt dem, og som skal bringe dem budskabet og instruere dem i implementeringen af dette.

Derfor har mennesket brug for et sendebud fra Allah for at etablere et rigtigt forhold imellem dem, og som skal bringe dem budskabet og instruere dem i dets implementering.

Det tredje bevis for behovet for sendebud er bygget på forståelsen af, at vi alle er skabt af Allah (swt), og derfor er vi alle lige. Derfor burde ingen person være suveræn over den anden, og ingen skal være slave for den anden. Faktisk er Allah (swt) den eneste suveræne, og menneskene skal være slaver for Ham (swt) alene. Men hvis vi accepterer ideen om, at mennesket skal lovgive for sig selv i dette liv, begynder vi at sætte nogle personer suveræne over de andre. Men filosofferne i den vestlige kultur diskuterer, at selvom Gud er den suveræne, har Han givet mennesket muligheden for at lovgive. Derfor strides de om, at det er naturligt for mennesket at lovgive og prøve at opdage “Guds lov”.

Menneskets evne til at lovgive er dog ikke en speciel attribut, som det er udstyret med. Snarere er det blot en udvidelse af evnen til at tænke. Tænkning kræver mennesket til at bedømme, og så snart mennesket udstrækker sin bedømmelse angående forholdene i samfundet, og de bliver implementeret i samfundet, bliver det til lovgiver. Derfor er evnen til at lovgive kun en af funktionerne i tænkningen.  Desuden vil det ikke betyde, når man har kapacitet til at udføre en handling, at man har tilladelse til at udføre denne handling. Som eksempel kan man ikke, fordi man har hænder og er i stand til at røre og tage ting, tage andres ting, som ikke tilhører en selv. Man skal have tilladelse fra ejeren af tingen for at røre eller tage tingen. Derfor kræver det et bevis for denne tilladelse fra Skaberen for at bruge menneskets hjerne til at lovgive på Skaberens vegne. Tilladelsen skal komme som et budskab fra Skaberen. De vestlige filosoffer kan ikke gøre fordring på noget autentisk budskab fra Allah (swt), som giver dem denne tilladelse. Derfor er påstanden om, at mennesket skal lovgive på vegne af Allah (swt), et forsøg på at overtage Allahs (swt) suverænitet.

Selv hvis mennesket fik tilladelse til at lovgive, vil det kun være dem, der har magt og rigdom, der ville komme til at styre masserne ved at opbygge en offentlig opinion. Derfor vil det kun være de rige og magtfulde, som tager beslutninger for resten af samfundet om, hvordan de skal leve, hvad der er ret og uret, godt og ondt, moralsk og umoralsk. Resultatet af dette vil være, at majoriteten af folket vil blive slaver for denne lille elite. Dette var tilfældet, da kirken i Europa påstod suverænitet for gejstligheden og regerede folket med deres egne menneskeskabte lovgivning. Konsekvenserne var, at folk blev slaver for kirken og til den grad, at de kun fik lov til at tænke på den måde, som præsterne ville have det, som tilfældet var med videnskabsmænd som Galileo. Det samme gjorde sig gældende i de kapitalistiske samfund, som opstod i Europa efter kirkens opløsning som en politisk eksistens, hvor nogle personer gjorde sig til suveræne over andre. De gjorde dette under demokratiets ansigtsmaske og frembragte et endnu større og magtfuldt slaveri. Under demokrati har folket illusioner om frihed, men i virkeligheden er de underlagt at leve ifølge en lov, som er formet af en lille del af folket, valgt til deres poster med hjælp fra de rige og magtfulde i samfundet.

Dette er den naturlige konsekvens ved at prøve at overtage Allahs suverænitet. Derfor må mennesket, hvis mennesket vil være fri for at leve under andres slaveri, anerkende Allah (swt) som den absolut suveræne af dem alle, og den eneste lovgiver for dem. Hvis Allah (swt) skal være Lovgiveren, har vi brug for sendebud fra Ham (swt), som giver folket lovgivningen. Loven, som kommer fra Allah (swt), er ikke påvirket af en gruppe eller anden, men er den eneste, som er henvendt med lighed og retfærdighed til alle mennesker. Derfor realiseres den rigtige betydning af frihed kun, når vi anerkender behovet for sendebud fra Allah, foreviser deres sandhed, når de kommer, og følger dem helhjertet, med viden om at underkaste sig fuldstændigt til Skaberen af mennesket og universet, Allah (swt).

Brugen af disse beviser for at rekonstruere vores forståelse af, hvorfor vi har brug for Muhammad (saaws) som et sendebud for at retlede os, er en principiel vigtighed som position i den rene islamiske aqeedah. Uheldigvis er der mange muslimer i dag, som ved grundig studering gør sig til talsmænd for ideer, som i bund og grund modstrider anerkendelsen af Islam. Som eksempel herpå er der nogle muslimer, der påstår, at Islam ikke kom med et fuldkomment system til et samfund, men snarere kom med generelle regler og lod det være op til mennesket at regere, som det ville. Desuden er der nogle muslimer, der mener, at de islamiske strafferegler er forældede, og at det islamiske forbud mod riba er upraktisk.  Disse påstande hentyder til, at Islams budskab ikke er fuldkomment og ikke kan bruges til alle tider og steder. Dette er et argument, som ikke-muslimer vil komme med, men at muslimer kommer med ideer bygget på dette argument, afspejler den svage forståelse de har for den islamiske aqeedah. Hvis vi tror på, at menneskeskabte systemer er uperfekte, og at mennesket ikke selv ved, hvordan man skal tilbede Allah (swt), og at den eneste måde, hvorpå mennesket kan blive fri på, er at opfatte Allah (swt) som den absolut Suveræne, ville det være umuligt at favorisere vores egne personlige meninger frem for ordrerne fra åbenbaringen.

Derfor er alle de forhenværende ideer om benægtelsen af behovet for sendebud i bund og grund fejlagtige og falske. Hvis vi grundlægger vores livsanskuelse på dette behov på den oplysende og intellektuelle måde, gennem de ovennævnte beviser, vil vi, Insha’ Allah, være i stand til at beskytte os selv fra disse afvigende og lignende ideer, som får mennesket til at prioritere menneskeskabte ideer frem for åbenbaringen. At have et budskab fra skaberen er en nødvendighed, og muslimer er beærede ved at følge det sidste sendebud Muhammad (saaws), hvis budskab en dag vil dominere over alle de menneskeskabte systemer.

For at grundfæste forståelsen af behovet for sendebud, forlanger den islamiske aqeedah at have en afgørende tro på Muhammads (saaws) profetskab. Dette kan kun opbygges gennem undersøgelsen af miraklet, som Muhammad (saaws) kom med, nemlig Qur’anen. For at tro på, at Qur’anen er et mirakel, kræves et bevis.

Se også

Varede Khilafah kun i 30 år?

Spørgsmål: Behovet for Khilafah er blevet grundfæstet solidt, og mange muslimer kalder nu til den. …