Iqra.DK Iqra.DK
Hvad angår spørgsmålet om at sætte sin lid til Allah (swt), så forstod de første muslimer det meget godt, så de satte deres fulde lid til Allah (swt). Og de udførte derfor de mægtigste handlinger, og kastede sig ud i de værste besværligheder. Dette er anderledes i forhold til de muslimer, der efterfulgte dem, især da det materielle dominerede sindene, og muslimerne blev ramt af det kortsigtede syn, og den svækkede forståelse. De blev fremmedgjorte overfor den sande Tawakkul, som blev gjort til indholdsløse ord, der hverken har en realitet i deres liv eller i deres sinde. Og dette blev forårsaget, fordi de retslærde i deres forklaring fokuserede på at forklare Tawakkul, som at man skal tage sine forholdsregler. Derfor, så snart ordet Tawakkul blev nævnt, så refererede det med det samme til den noble Hadith:
”Bind den, og hav Tawakkul.”
[Sunan al-Tirmidhi]
Altså begyndte man at bruge den Hadith til at svække Tawakkuls betydning i sindene og ikke for at afvise det nogen kunne tro om Tawakkul, at det betyder at tage sine forholdsregler. Med andre ord gjorde de den Hadith til en del af Tawakkul, og ikke til noget, som er adskilt fra den. Iveren faldt, viljen blev svækket, og synet på livet der før havde været bredt blev smallere. De begyndte derfor at føle sig uegnede, og mente at deres magt var begrænset, og at de ikke kunne opnå mere end det de gjorde. Altså vil muslimer ikke vende tilbage for at tage den mægtige position, og kaste sig ud i livet, for at opnå overlegenheden, hvis ikke de fuldtud forstår meningen med Tawakkul til Allah (swt), og sætter deres fulde lid til Allah (swt). Og dette er fordi mennesker ikke kan realisere de store missioner, hvis de begrænser deres kunnen til det menneskelige. Hvis mennesket kun kigger på de menneskelige kræfter og handler ifølge det synspunkt, vil det føle sig lammet og ude af stand til at realisere almindelige opgaver, for ikke at nævne ekstraordinære opgaver. Hvis mennesket var overbevist om, at der er kræfter udover den menneskelige
styrke, der hjælper det med at realisere sine ambitioner, så vil det utvivlsomt søge hen mod det, der er mere mægtigt end menneskets egen magt, ved at afhænge af disse kræfter.
Hvis vi udelukkende betragter menneskets magt, så vil vi finde den begrænset; altså vil mennesket begrænse sine gerninger ifølge det synspunkt. Men hvis han havde et breddere syn på sin magt, ville han ikke finde en begrænsning på dem. Så ville han være istand til at realisere de mægtige opgaver, og påtage sig hvad han før troede, han ikke var istand til at gøre. Menneskets magt har derfor ingen grænse, hvis han erkendte, at der er en magt bag hans magt, som hjælper ham med at opnå hvad han tager sig for at opnå. Selv dem der ikke har erkendt Allahs (swt) eksistens, og heller ikke sætter deres lid til Ham, tror på en magt udover deres egen magt som de kalder naturen eller andre navne; og de påtager sig mægtige opgaver. Hvordan er muslimen så, som har erkendt Allah (swt) med absolutte beviser, og han har absolut vished om Allahs (swt) eksistens som noget der stemmer overens med realiteten, baseret på
beviser? Og med sin Tawakkul til Allah (swt), så kan han uden tvivl realisere mere end andre muslimer. Altså er Tawakkul et af de vigtigste elementer af den islamiske Ummah og en af Islams vigtigste tanker.
Tawakkul til Allah (swt) bevises af Qur’anens absolutte tekst. Allah (swt) siger:
“Hvis Allah hjælper jer, så kan ingen overvinde jer. Hvis Han forlader jer, hvem kan så hjælpe jer efter Ham? Lad derfor de Troende sætte deres lid til Allah.”
[MOQ. Aal ’Imran 3:160]
”Og når du har besluttet dig, så sæt din lid til Allah. Fordi Allah elsker dem, som sætter deres lid til Ham.”
[MOQ. Aal ’Imran 3:159]
”Sig: ”Intet vil ramme os udover det, Allah har skrevet til os. Han er vores beskytter.” Og lad de Troende sætte deres lid til Allah.”
[MOQ. al-Tawbah 9:51]”Allah! Der er ingen anden gud end Ham. Lad derfor de Troende sætte deres lid til Allah.”
[MOQ. al-Taghabun 64:13]“Men hvis de vender sig bort, så sig: “Allah er nok for mig. Der er ingen anden gud end Ham. Jeg har sat min lid til Ham, og Han er den Ophøjede Trones Herre.”
[MOQ. al-Tawbah 9:129]”Sig: ”Allah er nok for mig. De tillidsfulde sætter deres lid til Ham.”
[MOQ. al-Zumar 39:38]”Men hvis nogen sætter sin lid til Allah, så er Allah visselig Ophøjet i Mægtighed, og Vís.”
[MOQ. al-Anfal 8:49]”De Troende er dem der føler en skælven i deres hjerter, når Allah nævnes; og finder deres erkendelse forøget når Hans Tegn reciteres for dem, og de sætter deres lid til deres Herre.”
[MOQ. al-Anfal 8:2]”Det usete i himlene og jorden tilhører Allah og afgørelsen (i enhver sag) vender tilbage til Ham. Så tilbed Ham og sæt din lid til Ham; og din Herre er ikke ubekendt med hvad I gør.”
[MOQ Hud 11:123]”Og sæt din lid til Den Levende, som ikke dør, og Ophøj Ham med Lovprisning.”
[MOQ. al-Furqan 25:58]”Og sænk din ’vinge’ til de Troende som følger dig. Hvis de ikke adlyder dig, så sig: ”Jeg er fri (for ansvar) i det I gør.” Og sæt din lid til den Ophøjede i styrke, den Barmhjertige.”
[MOQ. al-Shu’ara 26:215-217]
Og alle disse ayaat er absolutte i deres mening at Tawakkul til Allah (swt) er obligatorisk. De er tydelige i ordren om Tawakkul til Allah (swt); og denne ordre er blevet forbundet til en absolut (Jazm) antydning, dvs. Allahs (swt) lovprisning af dem som har Tawakkul, fordi Han vil elske dem.
Der er også mange Ahadith, som er tydelige i deres antydning angående Tawakkul.
Imam al-Bukhari berettede fra Ibn ’Abbas (ra), at Sendebuddet (saw) sagde:
”70.000 fra min Ummah vil træde ind i Paradiset uden regnskab; det er dem der ikke bruger magi, som ikke ser onde tegn i noget, og sætter deres lid til deres Herre.”
I en anden beretning (også) fra Imam al-Bukhari:
”Dem der ikke bruger magi, som ikke ser onde tegn i noget, som ikke brænder deres hud, og sætter deres lid til deres Herre.”
Ahmed i sin Musnad og al-Tirmidhi i sin Sunan beretter også, at Profeten (saw) sagde: ”Hvis I virkelig sætter jeres lid til Allah vil Han forsyne jer ligesom Han forsyner fuglene; de forlader deres hjem med tom mave om morgenen og vender tilbage med fuld mave.”
Disse beviser efterlader ikke plads til muslimen til at tøve et enkelt øjeblik vedrørende Tawakkul, fordi det er tydelige beviser, især disse Ayaat fra Qur’anen er absolutte beviser, og enhver der afviser dem, vil frafalde Islam. Dette gør Tawakkul til Allah (swt) til en af de største forpligtelser for muslimerne.
Og påbuddet om Tawakkul til Allah (swt) i alle disse beviser er hverken forbundet til nogen betingelse eller til en handling. Derimod så kom beviserne med et absolut (og ubegrænset) påbud om Tawakkul. Det er derfor obligatorisk (Wajib) at vi besidder Tawakkul til Allah (swt) uden begrænsning og i enhver sag. Altså skal vi have Tawakkul til Ham (swt) i enhver handling.
Så beviserne antyder, at når vi beslutter os for noget, eller udfører en handling, så skal vi have Tawakkul til Allah (swt); og de antyder ikke noget andet. Og der findes ikke noget bevis, der begrænser disse beviser; de er derimod absolutte (ubegrænsede).
Altså er Tawakkul til Allah (swt) obligatorisk for alle muslimer, uden begrænsning eller betingelse. Hvad angår denne Hadith: ”Bind den, og hav Tawakkul”, (berettet af al-Tirmidhi), så er det ikke en begrænsning til disse Ayaat og Ahadith og heller ikke en uddybning af dem for de er ikke ambivalente (utydelige) som kræver en uddybning. Det er derimod et andet emne, som er at tage sine forholdsregler. Det er en rådgivning til beduinen, idet han forstod Tawakkul som en forsømmelse af forholdsregler.
Så sagde han (saw) til ham, at Tawakkul ikke vil sige at forsømme forholdsreglerne. Denne Hadith kom ikke for at ophæve beviserne, hvad angår at tage sine forholdsregler; det er derimod noget andet. Altså bad Profeten ham om at tage sine forholdsregler, samtidig med at have Tawakkul.
Denne Hadith blev berettet af Anas bin Malik (ra), der sagde:
”En mand sagde: ”Åh Allahs Sendebud, skal jeg binde den, og have Tawakkul, eller lade den gå frit, og have Tawakkul?” Han (saw) sagde: ”Bind den, og hav Tawakkul.”
[Sunan al-Tirmidhi]
Denne Hadith rådgiver beduinen til at binde sin hun-kamel, dvs. tage sine forholdsregler, med en forklaring om, at Tawakkul ikke modstrider at man tager sine forholdsregler, og befaler ham at tage sine forholdsregler, og have Tawakkul. Denne Hadith er overhovedet ikke en begrænsning til beviserne om Tawakkul. Derfor er det obligatorisk, man har Tawakkul til Allah (swt), uanset forholdsreglerne. Og de er heller ikke en begrænsning til Tawakkul eller en uddybning af dens dom (Hukm). Dette er fordi beviserne med hensyn til Tawakkul kom på en absolut måde, og er ikke begrænset af nogen tekst. Dens beviser er heller ikke ambivalente (utydelige), som kræver en uddybning. Spørgsmålet om forholdsreglerne er forskelligt fra spørgsmålet om Tawakkul. Og det er et andet emne, og beviserne er også forskellige i forhold til beviserne for Tawakkul. Altså er det ikke korrekt at klemme det ind i spørgsmålet om Tawakkul, eller gøre det til en begrænsning på den. Muslimer er pålagt at tage deres forholdsregler, fordi de shariamæssige beviser argumenterer for det. Og de er ligeledes forpligtet til at have Tawakkul til Allah (swt), fordi de shariamæssige beviser argumenterer for det. Det ene er ikke noget der begrænser det andet, og er heller ikke en betingelse for det.
Altså skal muslimerne have absolut Tawakkul til Allah (swt). Den der ikke sætter sin lid til Allah (swt) er syndig og den, som fornægter Tawakkul til Allah (swt) er Kafir. Dette er fordi at de absolut beviste argumenter beviser Tawakkul til Allah (swt), som har en absolut mening. Skønt der ikke er muslimer som erkender Islam der ikke erkender Tawakkul så forstår de muslimske masser Tawakkul forkert.
De forstår det som, ’Udfør handlingen og hav Tawakkul’; men det er i virkeligheden noget andet. For det vil tværtimod sige, at man sætter sin lid til Allah (swt) først, og så udfører en handling. Der er stor forskel på de to meninger. Meningen med, ’Udfør handlingen, og hav Tawakkul’, gør Tawakkul til noget formelt. Derfor har denne forståelse ikke nogen påvirkning på sjælen, i den der påstod at han havde Tawakkul. Men meningen med, ’Hav Tawakkul og udfør handlingen’, gør Tawakkul til noget grundlæggende; altså vil den have en stor påvirkning på sjælen, og gøre det til en enestående styrke, som er istand til at påtage sig de mægtige opgaver.
