Kvindens påklædning

Den muslimske kvindes påklædning hersker der stadig stor forvrængning og uvidenhed omkring. Orientalister og andre islamfjendske mennesker påstår på en forvrængende måde, at hidjab ikke står nævnt i Quranen, og at det ikke er en forpligtelse. Allah (swt) siger i meningsoversættelsen af et Quran-vers som fuldstændigt knuser denne påstand:

“Og når I beder dem (profetens hustruer) om nogen forsyning, så spørg dem, når de er bag en hidjab” 

(Al-Ahzab:53)

Så hidjab står altså utvetydigt nævnt i Quranen, og det er en forpligtende ordre fra Allah til profetens hustruer om at tilsløre og dække sig fuldstændigt fra top til tå, når de er foran fremmede mænd, fordi hidjab betyder noget, som fuldstændigt adskiller og skjuler, så hele kroppen dækkes, inklusive ansigtet og hænderne. At hidjab kun er en forpligtelse for profetens hustruer, betyder ikke, at der dermed ikke findes en ordre fra Allah til de muslimske kvinder om at beklæde sig med en bestemt islamisk påklædning. Allah (swt) har påbudt og forpligtet de muslimske kvinder med en anden påklædning, som består af to beklædningsgenstande, nemlig khimar (hoveddækket) og djilbab (den omsluttende og lange overfrakke eller kappe, der går helt ned til fødderne), som bliver nærmere opklaret og bragt beviser for i det følgende.

At en islamisk lov, hukm Sharii, ikke har kilde i Quranen betyder ikke, at loven dermed ikke er islamisk. Dette skyldes, at der findes andre lovgivningskilder i Islam ud over Quranen, såsom Sunnah (profetens handlinger, udtalelser og anerkendelser – dvs. samlingen af alle hadith). Kravene for at en lovgivningskilde kan være en islamisk lovgivningskilde er, at den skal være absolut bekræftet af Allah. En islamisk lov er så en lov, som har sin kilde i og udspringer fra en absolut bekræftet lovgivningskilde. Sunnah er sådan en absolut bekræftet lovgivningskilde, og den, der benægter den som en absolut lovgivningskilde fra Allah, bliver kafir (vantro). Blandt de absolutte beviser i Quranen på, at Sunnah er en absolut islamisk lovgivningskilde, som man skal tro på og forholde sig til, er meningsoversættelsen af Allahs ord i de følgende Quran-vers:

“Og han (profeten Muhammad) taler ikke af eget begær. Dette er kun åbenbaring, der er åbenbaret (af Allah)”

(Al-Nadjm:4-5)

“Alt hvad sendebudet har bragt jeg, skal I tage imod, og alt hvad han har forbudt jer, skal I afholde jer fra, og frygt Allah, thi Allahs straf er meget hård” 

(Al-Hashr:7)

Det er velkendt, at profeten både er kommet med Quranen og Sunnah, og da Allah i Quranen entydigt og absolut siger, at hvad end der kommer fra sendebuddet er åbenbaring, da bliver Sunnah absolut bekræftet som en åbenbaring fra Allah. Disse to lovgivningskilder, Quranen og Sunnah, og de principper og love, som udspringer herfra, skal vi forholde os til og overholde, da Allah (swt) truer os med en hård straf, hvis vi ikke gør dette

Derfor når man bringer beviser på en islamisk sag, så skal man referere til både Quranen og Sunnah. Selve Sunnah er den praktiske og levende efterlevelse af Islam, og her finder vi stort set alle lovene i Islam, hvormed man tydeligt får illustreret og bekræftet Islam som et universelt og altomfattende livssystem. Tilsidesætter og ophæver man Sunnah, vil Islam dermed begrænses til en åndelig og teoretisk religion, hvor dens tilhængere må snylte sig op af et fremmed livssystem, såsom kapitalismen, og dermed indgå i sekulariseringen af livet. Derfor er det ikke ubetydeligt, når der påstås , at Sunnah ikke er en lovgivningskilde, men det er selve dødsstødet til Islam. Virkeligheden og naturen af Islam er, at den er en fuldkommen, altomfattende og universel ideologi til hele menneskeheden, samt at den bygger på intellektet og stemmer overens med menneskets natur, hvilket Islams tekster, historien og Islams realitet entydigt og tydeligt er et bevis på.

Denne artikel handler udelukkende om et af aspekterne af socialsystemet i Islam og fremlægger kun lovene omkring den muslimske kvindes påklædning i det offentlige liv, med kilde i Quranen og Sunnah.

Kvindens ‘aurah

Kvindens ‘aurah (den del af kroppen, som man ikke må vise) omfatter hele hendes krop, foruden hendes ansigt og hænder. Så kvindens hals, hår, ja selv et enkelt hår, og en hvilken som helst side af hovedet er en del af hendes ‘aurah. Så alt foruden ansigtet og hænderne hører under ‘aurah, som er en pligt for kvinden at dække. Beviset for dette er meningsoversættelsen af Allahs ord:

“Og de (muslimske kvinder) skal ikke vise deres (naturlige og kunstige) skønhed, med undtagelse af hvad der er åbenbaret af denne.” 

(Al-Nur:33)

Hvad der er åbenbar af denne skønhed er ansigtet og hænderne, fordi disse legemsdele var dem, der var åbenbare af de muslimske kvinder foran profeten, hvilket han anerkendte, og fordi disse to legemsdele er hvad, som åbenbar i ibadat, nemlig under hajj og salah, og fordi disse legemsdele var dem, som blev vist i sendebuddets tid, dvs. i perioden, hvor verset åbenbaredes. Et andet bevis på, at kvindens ‘aurah er hele hendes krop foruden hendes ansigt og hænder, er profetens udtalelse: “Kvinden er en ‘aurah” og profetens udtalelse:

“Når kvinden når menstruationsalderen, så er det kun tilladt for hende at vise ansigtet, og hvad der er under dette og tog med sin (ene) hånd fat om sin (anden) arm. Og mellem der hvor han tog fat (med den ene hånd) og hånden (på den anden arm), var endnu en plads til, at man næsten kunne tage fat med sin hånd“.

Og profeten (saaws) sagde til Asma, Abu Bakrs datter:

“O Asma, når kvinden når menstruationsalderen, så er det ikke tilladt, at man ser andet end dette og dette af hende; og pegede på sit ansigt og sine hænder“.

Dette er tydelige beviser på, at hele kvindens krop, foruden hendes ansigt og hænder, er en ‘aurah, og at kvinden er forpligtet til at dække sin ‘aurah, dvs. dække hele sin krop foruden ansigtet og hænderne.

Hvad angår, hvad kvinden skal dække sin ‘aurah med, så har Shariah (den islamiske lovgivning) ikke fastsat nogen bestemt beklædning, hvormed ‘aurah skal dækkes, men Shariah har gjort det åbent uden nogen fastlæggelse og begrænset sig til ordene: “det er ikke tilladt for hende at vise….” Og “det er ikke tilladt, at man ser af hende….“. Så en hvilken som helst beklædning, der dækker hele hendes krop foruden hendes ansigt og hænder betragtes for at være dækkende, uanset hvordan den ser ud. Så den lange beklædning er dækkende og bukser er dækkende og nederdelen er dækkende og strømper er dækkende. Så beklædningens udseende og art har lovgiveren Allah ikke fastlagt. Så enhver beklædning, som dækker ‘aurah, dvs. som ikke fremviser ‘aurah, betragtes for at være dækkende for ‘aurah ifølge Shariah, uanset hvordan beklædningen ser ud eller beklædningens art eller antal stykker.

Lovgiveren Allah har dog betinget, at beklædningen ikke må fremvise huden og har forpligtet et dække, der ikke fremviser hudfarven, dvs. som dækker huden, så man ikke kan skelne om huden er hvid, rød, brun eller sort eller andet. Det vil sige, at dækket eller beklædningen skal dække huden og hudfarven, således at man ikke kan vide, om huden er hvid, rød eller brun mv. og hvis dækket ikke opfylder dette, så betragtes dækket (eller beklædningen) ikke som værende dækkende for ‘aurah. Er tøjet tyndt og gennemsigtigt og dermed fremviser hudfarven, så man kan skelne den fra andre hudfarver, så er tøjet ikke egnet som et dække for ‘aurah, som betragtes som værende åbenbar og udækket. Dette skyldes, at dækningen ifølge Shariah ikke opnås, medmindre huden dækkes ved at hudfarven skjules. Beviset på, at lovgiveren Allah har forpligtet, at huden skal dækkes, således at man ikke kan se hudfarven, er Aishas beretning. Aisha berettede, at Asma, Abu Bakrs datter, var gået ind til Allahs sendebude i noget gennemsigtigt tøj, hvorpå profeten vendte sig væk fra hende og sagde:

“O Asma, når kvinden når menstruationsalderen, så er det ikke tilladt, at man ser andet end dette og dette af hende“.

Så sendebudet (saaws) betragtede ikke det gennemsigtige tøj som værende dækkende for ‘aurah, og han (saaws) betragtede det, som at hun viste sin ‘aurah, hvorved han så vendte sig væk fra hende og beordrede hende til at dække sig, dvs. med en beklædning, som dækker ‘aurah. Beviset herpå er også, hvad der blev nævnt i Usamas beretning. Da Usama blev spurgt om kopter-tøjet, svarede han, at han har givet det il sin kone, hvorpå sendebudet sagde til ham:

“Befal hende til at tage en kjole på under den, fordi jeg frygter, at den (dvs. kopter-tøjet) vil åbenbare størrelsen på hendes knogler“.

Kopter-tøjet er noget gennemsigtigt tøj, og da sendebudet fik at vide, at Usama havde givet det til sin kone, beordrede profeten ham til at sige til hende, at hun skulle tage et andet klæde på under kopter-tøjet, så man ikke kunne se hendes hud gennem kopter-tøjet, fordi profeten sagde: “Befal hende til at tage en kjole på under den“, og begrundede det med “fordi jeg frygter, at den (dvs. kopter-tøjet) vil åbenbare størrelsen på hendes knogler” – dvs. ligesom glasset afslører, hvad der ligger bag det. Så profeten frygtede, at man ville kunne se hendes hudfarve, dvs. at hendes hud ville være åbenbar, fordi ordet “tasif” i hadithen betyder at afsløre og åbenbare det, som ligger under eller bag, ligesom det, der er bag eller under glasset, vil åbenbares og vises gennem glasset. Ordet “tasif” kan på arabisk kun betyde, at hvad det ligger under eller bag åbenbares og afsløres, og ordet kan ikke betyde en beskrivelse af formen, der ligger under eller bag. Derfor er meningen med metaforet “størrelsen på knoglerne” i denne sammenhæng en betegnelse for hudfarven. Disse to hadith er tydelige beviser på, at lovgiveren har betinget, at den beklædning, hvormed man dækker ‘aurah, skal dække og skjule hudfarven. Derfor skal kvinden dække sin ‘aurah med en ugennemsigtig beklædning, som ikke afslører og åbenbarer, hvad der ligger under eller bag.

Dette var mht. beklædningen af ‘aurah, og dette emne må hverken blandes sammen med kvindens påklædning i det offentlige liv eller med fremvisningen af kvindens naturlige og kunstige skønhed med nogle former for beklædningsgenstande.

At der findes en beklædning, der dækker ‘aurah, betyder ikke, at det er tilladt for kvinden at tage det på i det offentlige liv, fordi Shariah har fastlagt en bestemt påklædning for kvinden i det offentlige liv, hvor det ikke er tilstrækkeligt med at ‘aurah dækkes. Så selvom bukser dækker ‘aurah, så er det ikke tilladt for kvinden at have bukser på i det offentlige liv, dvs. udendørs, fordi Shariah har til det offentlige liv fastlagt en bestemt påklædning, som Shariah har forpligtet. Derfor er kvinden syndig, hvis hun bryder eller overtræder Shariahs påbud, ved at påklæde sig med en anden påklædning, end den Shariah har fastsat, fordi hun dermed har forladt en pligt. Derfor må man ikke blande dækningen af ‘aurah med kvindens påklædning i det offentlige liv.

Ligeledes må man heller ikke blande dækningen af ‘aurah med kvindens fremvisning af sin naturlige og kunstige skønhed (tabarruj). At bukserne dækker ‘aurah, hvis de er ugennemsigtige, betyder ikke, at kvinden kan tage bukser på foran fremmede mænd, fordi hun hermed fremviser sine kropstræk og sin skønhed. I dette tilfælde vil kvinden være i en tilstand, hvor hun fremviser sin kunstige eller naturlige skønhed, selvom hun har dækket sin ‘aurah, og denne tilstand (tabarruj)har Shariah forbudt, på trods af at kvinden har dækket sin ‘aurah. Så at kvinden har dækket sin ‘aurah betyder ikke, at hun ikke kan fremvise sin skønhed. Og derfor må man ikke blande dækningen af ‘aurah med fremvisningen af skønheden (tabarruj), da det er to forskellige emner.

Kvindens påklædning i det offentlige liv

Hvad angår kvindens påklædning i det offentlige liv, dvs. udendørs, så har Allah forpligtet kvinden, at hun beklæder sig med en beklædning, som hun kan tage over sig oven på sit tøj, når hun bevæger sig udendørs. Allah har forpligtet kvinden, at hun skal have en djilbab – dvs. en omsluttende overfrakke (mila’a) eller noget tildækkende overtøj som en kappe (milhafah), som hun skal tage på over sit tøj, og som hun sænker ned over sig til den dækker fødderne. Hvis kvinden ikke har sådan en påklædning, så skal hun låne en af sin veninde, bekendte eller nabo mv. eller købe en. Hvis hun ikke får fat på en sådan påklædning, så må hun ikke bevæge sig udendørs. Og hvis kvinden alligevel bevæger sig udendørs uden dette overtøj, så vil hun være syndig, fordi da vil hun have forladt et af Allahs påbud.

Dette er mht. kvindens nedre beklædning. Hvad kvindens øvre beklædning angår, så skal hun have en khimar (islamisk hoveddække/tørklæde) eller noget lignende, der dækker hovedet, halsen og tøjåbningen fortil på brystet, og skal være beregnet til at kunne bevæge sig med udendørs, dvs. den øvre påklædning til det offentlige liv.

Så har kvinden disse to beklædningsgenstande, djilbab og khimar, så kan hun bevæge sig udendørs, og hvis hun ikke har disse to beklædningsgenstande, så er det overhovedet ikke tilladt for hende at gå uden for sit hus. Dette skyldes, at påbudet om djilbab og khimar, er nævnt i generelle udtryk, og er derfor et generelt påbud i alle tilfælde, fordi der ikke er nævnt nogen specifikation.

Beviset for påbudet om at, kvinden skal beklæde sig med disse to beklædningsgenstande i det offentlige liv er, at Allah (swt) siger mht. den øvre beklædning i meningsoversættelsen af et Quran-vers:

“Og de skal ikke åbenbare deres (naturlige og kunstige) skønhed, undtagen hvad der er åbenbar af den, og de skal slå deres khimar (hoveddække) ned over deres bryster”

(Al-Nur:31)

Og beviset for den nedre beklædning er meningsoversættelsen af følgende vers:

“O profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og de troendes kvinder, at de skal sænke deres djilbab ned over sig”.

(Al-Ahzab:59)

Et andet bevis er også Ummu ‘Atiyyahs beretning:

“Allahs sendebud beordrede os til at tage de ældre, de menstruerende og de ukønsmodne piger ud til (salah) Al-fitr og Al-Adha (salah). Hvad de menstruerende angår, så skulle de afholde sig fra salah og overvære det gode og muslimernes bøn. Så spurgte jeg: O Allahs sendebud: Hvad nu hvis en af os ikke har en djilbab? Han (saaws) sagde: Så skal hendes søster beklæde hende med en af sine egne djilbab“.

Disse beviser er tydelige i deres indhold omkring kvindens påklædning i det offentlige liv. Allah (swt) har i disse to vers på en præcis og omfattende måde beskrevet den påklædning, som det er en pligt for kvinden at beklæde sig med i offentligheden. Så mht. kvindens øvre påklædning i det offentlige liv, sagde Allah i versets meningsoversættelse: “Og de skal slå deres khimar ned over deres bryster“. – dvs. de skal vikle deres hoveddække om deres hals og bryst, hvormed disse dækkes.

Og hvad den nedre påklædning angår, så har Allah i meningsoversættelsen af verset sagt: “De skal sænke deres djilbab ned over sig“. – dvs. sænke deres overtøj ned over sig såsom en altomsluttende kappe eller overdækkede frakke, som de tager på udendørs.

Og Allah (swt) sagde i versets meningsoversættelse i forbindelse med det generelle udtryk, hvorpå påklædningen skal være: “Og de skal ikke åbenbare deres (naturlige og kunstige) skønhed, undtagen hvad der er åbenbar af den“. – dvs. de ikke skal åbenbare og fremvise deres skønhed såsom ørerne, armene, benene osv., foruden det, som blev fremvist og var åbenbar af kroppen i det offentlige liv, da dette vers blev åbenbaret, dvs. i profetens tid, hvilket var ansigtet og hænderne. Med denne præcise beskrivelse, viser det sig tydeligt, hvad kvindens påklædning i det offentlige liv indebærer, og hvordan den skal være. Og Ummu ‘Atiyyahs beretning opklarede tydeligt, at det var en pligt for kvinden at tage en djilbab som overtøj på, når kvinden ønskede at bevæge sig uden for huset, fordi da hun spurgte sendebuddet (saaws): “Hvad nu hvis en af os ikke har en djilbab? Så svarede profeten: Så skal hendes søster beklæde hende med en af sine egne djilbab“. – dvs. hvis kvinden ikke har en djilbab, dvs. en beklædning, som hun kan tage på over sit tøj og gå ud med, så har sendebuddet beordret, at en muslimsk søster skulle låne hende en beklædning, der tages på over alt det andet tøj, man har på. Meningen af hadithen er, at hvis hun ikke får lånt en djilbab, så er det ikke tilladt for hende at gå udendørs. Og dette er bevis på, at ordren i denne hadith er en forpligtelse, dvs. at det er en pligt for kvinden at tage djilbab på over sit tøj, hvis hun ønsker at gå ud, og hvis hun ikke tager det på, må hun ikke gå ud.

Kravet for djilbab er, at det skal sænkes helt ned, så det dækker fødderne, fordi Allah (swt) siger i meningsoversættelsen af verset: “De skal sænke deres djilbab ned over sig“. Og Ibn Umar har berettet, at Allahs sendebud sagde:

“Allah vil på dommedag ikke se på den, som i arrogance trækker sit tøj efter sig”. Derpå sagde Ummu Salamah: Hvad skal kvinderne så gøre med deres tøjslæb. Han (saaws) sagde: “De skal (kun) sænke det en håndsbredde ned”. Hun sagde: “Så vil deres (kvindernes) fødder blive blottet. Han (saaws) sagde: “Så skal de slå det en armslængde ned, og ikke længere“.

Dette er en tydeligt bevis på, at djilbab, som tages på som overtøj over resten af tøjet, skal sænkes helt ned, så det dækker fødderne. Så hvis fødderne er dækkede af strømper eller sko, så skal djilbab alligevel sænkes ned, så man kan se, at der er tale om nedsænkning, og derfor er det ikke nødvendigt at dække fødderne med djilbab, hvis de er dækkede af strømper eller sko. Det vigtigste, at djilbab på en tydelig måde er nedsænket, således at man kan se, at det er påklædningen til det offentlige liv, og som kvinden er forpligtet til at tage på, og at man tydelig kan se, at den er nedsænket, dvs. opfylder Allahs ord: “nedsænke“

Heraf er det tydeligt, at det er en forpligtelse for kvinden at have en bred påklædning, som hun tager over alt det andet tøj, for at hun kan gå udendørs. Så hvis hun ikke har en djilbab og ønsker at gå ud, så skal en muslimsk søster låne hende en djilbab som et stykke omsluttende overtøj, der kan sænkes helt ned. Hvis kvinden alligevel går ud uden djilbab vil hun være syndig, selv hvis hun dækker hele sin ‘aurah, fordi den brede beklædning, som er sænket helt ned til fødderne, er en forpligtelse, og derved vil kvinden have overtrådt en pligt, og vil være syndig hos Allah og vil straffes af den islamiske stat.