Det orientalistiske angreb

Muslimernes situation i dag står i stærk kontrast til deres storslåede fortid. Det er vigtigt at forstå hvordan og hvorfor sådan en tilstand er opstået. Det er nøglen til vores oprejsning. For at kunne identificere hovedfaktorerne i vores svaghed, er det nødvendigt at studere Islams historie, helt fra profetens (saaws) tid og perioden som fulgte efter, med islamisk civilisation og indflydelse, indtil i dag.

Resultatet af et sådant studie, viser at hovedfaktoren er en gradvis intellektuel nedgang i muslimernes sind, angående forståelsen af deres Deen, dvs. deres levemåde og livssystem.

Islams fjender var i stand til at udnytte dette i deres kamp imod den islamiske stat, og dermed tage alle midler i brug, for at overvinde den og overtage alle dens ressourcer. I denne sektion vil vi fremhæve noget af historien bag angrebene fra kuffar imod Islam, og de beskidte midler og maskinerier de tog i brug.

Islams enorme styrke og indflydelse, intellektuelt, militært, kulturelt og politisk siden dens begyndelse er noget som Vesten aldrig helt har forstået; spørgsmålet om hvordan Islam var i stand til at erobre store områder af verden, på så kort tid, har Vesten undret sig over i århundreder.

Fra året 632 e. kr. og frem: I det 8. og 9. Århundrede faldt Persien, Syrien, Egypten, Tyrkiet og Nordafrika i muslimernes magt. Islam regerede så langt østpå som til Indien, Indonesien og Kina. For det kristne Vesten repræsenterede Khilafah en konstant fare og trussel, og ved det 15. Århundrede gik det op for europæiske magthavere og tænkere, at noget skulle gøres angående Islam.

De europæiske tænkere vidste at, for at overvinde truslen fra Islam og dens følgere, var det først nødvendigt at forstå Islam. Det stod snart klart for dem at muslimernes styrke lå i deres organisering som en stat, som forenede dem, beskyttede dem, og som koordinerede deres anstrengelser hen imod at dominere verden. De konkluderede at den islamiske stat måtte invaderes, overtages og til sidst, genskabt i en mindre offensiv form. Retfærdiggørelsen af en så voldsom politik, til vesterlændingen og muslimen, var at Islam var en fordrejet version af kristendom, som havde forårsaget en tidligere mægtig region til at blive barbarisk, og dette måtte fjernes gennem den moderne Vestens civiliserede indflydelse og påvirkning.

Vesten forsøgte som udgangspunkt at besejre Islam militært, ved at påbegynde et massivt militærfelttog imod Khilafahs muslimske hær. Felttoget blev kendt som korstogene, men for middelalderens vesterlænding blev det snart klart, at ethvert forsøg på at besejre Islam militært var frugtesløst. Muslimerne var i kamp for Allahs (swt) skyld; de kæmpede for Islam, og med deres forståelse for Islam som ideologi, så kunne de ikke besejres ved sværdets magt. Enhver muslim var klar over, at en kamp med kuffar kun ville resultere i to ting: Sejr eller martyrskab, og derved Paradis. Frygten for døden havde derfor ingen virkning på dem, og de ville med stor glæde give deres liv for Islam. Da dette gik op for kuffar, som ikke var så villige til at ofre deres liv, for en sag som egentlig ikke betød noget for dem, planlagde de i stedet at besejre muslimerne, ved at starte et intellektuel felttog, og derved angribe de islamiske grundkoncepter, og erstatte dem med falske ideer og koncepter. Derved ville de skabe mistillid til de islamiske tanker og love iblandt muslimerne. Som resultat vil dette svække den islamiske Ummah og den islamiske stat.

Denne plan blev udført med ødelæggende effektivitet, som et direkte angreb på muslimens opfattelser og handlinger, med det mål at så tvivl i muslimernes sind, angående den islamiske livsstil og dens implementering, i hver tid og sted, i en verden som hurtigt forandrer sig. Derudover blev det gang på gang understreget, at enhver som troede på Islam, enten måtte være evnesvag, retarderet eller laverestående end deres vestlige modparter.

Angrebene blev udført mange steder i Ummah; i de tyrkisk-, indisk- og arabisk-talende lande, gennem subkontinentet og Sydøstasien; og angrebene var på flere områder.

• Khilafah blev betragtet som blasfemisk og diktatorisk;
• Jihad som en aggression mod alle mennesker;
• Flerkoneri blev fremvist som uciviliseret eller dyrisk, og en nedværdigelse af kvinden;
• Skilsmisse som et forræderi;
• Troen på guddommelig skæbne (Qada’ wal qadar) blev afvist som irrationel fatalisme;
• Quranen blev set som et stykke glimrende skrevet poetisk værk, som kun foreskrev få bestemte moralske og åndelige værdier, og ikke som basis for love og regler for menneskeheden, dvs. livet, samfundet og staten.
• Muhammad (saaws) blev set som et geni, der havde narret folket, og ikke som en profet;
• Den gudfrygtige muslim var en ydmyg mand, fattig og ikke involveret i verdens politiske, økonomiske, juridiske og kulturelle anliggender, men derimod en moskéens beboer.

Sådanne ideer fik ofte mere vægt, da kuffar begyndte at påvirke og omvende retslærde og lærde mænd i Islam; et eksempel var da Napoleon invaderede Egypten i slutningen af det 18. århundrede. Ved brug af disse retslærde var Napoleon istand til at udføre en ondsindet og udtænkt kampagne imod Islam. Da det stod klart for Napoleon, at hans hær var for lille til at gå i kamp mod Egypten, forsøgte han at få de lokale imamer, muftier og ’ulama til at fortolke Quranen til fordel for ‘La Grande Armée’ (Napoleons hær), for derved at føre dem bag lyset angående hans formål i området.

Dette sammen med de smigrende ord fra de retslærde i al-Azhar havde stor effekt, og snart så det ud til at Cairos befolkning havde mistet deres tillid til styret. Napoleon gav senere instrukser til sin stedfortræder, om at varetage Egypten gennem orientalisterne og de religiøse islamiske ledere, som de kunne påvirke og omvende. Enhver anden strategi betragtede han som for dyr og latterlig. Disse strategier fortsætter den dag i dag, med “regeringens retslærde” i de muslimernes lande, som løbende producerer såkaldte “islamiske” domme i overensstemmelse med Vestens ønsker. Derved opfyldes det formål, at holde Islam i baggrunden af muslimernes liv.

De europæiske stater, med Storbritannien i spidsen, arbejdede på svækkelsen af muslimernes overbevisning og forståelse af Islam. De etablerede bevægelser i den muslimske verden, hvis formål skulle være at nedlægge Islam og splitte muslimerne. For at opnå dette formål, blev der i starten bygget missionær-organisationer såsom:

• “Society for Promoting Christian Knowledge”(1698),
• “The Society for the Propagation of the Gospel in Foreign Parts”(1701),
• “The Church Missionary Society”(1799),
• “The British and Foreign Bible Society”(1804) og andre.

Yderligere var der også en indstrømning af handelsforbund, lærde forbund, fonde for geografisk udforskning, såvel som indplantning af udenlandske skoler, missionær-skoler, konsulærministerier, fabrikker og i nogle tilfælde endda store europæiske samfund.

Alt sammen gav Vesten større interesse i området, som i sidste ende ville legitimere deres forøgede fysiske tilstedeværelse, for derved at beskytte deres interesser. I mellemtiden blev disse institutioner tilflugtssted, for personer som Muhammad ‘Ali i Cairo og Ibrahim Pasha, som begge blev rekrutteret til at tjene Vestens formål.

Den konstante propaganda fra Vesten, om dens overlegenhed og muslimernes underlegenhed, fik mange muslimer til at emigrere til Vesten, for at ligge for dens fødder og ligeledes blive undervist af kuffar. Derefter ville de vende tilbage til deres hjemland, for at belære om, hvordan man bliver “civiliseret” og “moderne”. Selvom det betød, at man adopterede den vestlige ideologi, og desuden accepterede koncepter som demokrati, sekularisme, kvindefrigørelse, nationalisme, friheder o.s.v., som alle modsiger Islam.

Disse koncepter havde en dramatisk effekt på muslimernes mentalitet og psyke, hvorefter mange i Ummah blev fortryllet af den ikke-islamiske livsstil. Også i dag ses denne attitude i nogle dele af Ummah.

Men intet har været mere succesfuldt, i forsøget på at drive muslimer mod muslimer og derved deres distancering fra Islam, end indplantningen af assabiyah (nationalisme). Det var følelser som, nationalisme, sekterisme og patriotisme, der med katastrofal effekt splittede muslimerne, og som i sidste instans ledte til Khilafahs nedlæggelse. Disse ideer og følelser blev indplantet gennem den gradvise besættelse, og opdeling af den islamiske stat i små stater, hver med sine egne nationale interesser, grænser og mål, som dermed forøgede splittelsen blandt muslimerne. Frem til i dag har vi mindst 55 adskilte stater, og vi betragter os selv som pakistanere, kurdere, jordanere, egyptere osv., i stedet for som muslimer. Dette koncept er stadig at finde i Ummah i dag, som en sygdom der udelukkende skal holdes på afstand. Allahs sendebud (saaws) sagde: “Han er ikke en af os, som kalder til assabiyah, og han er ikke en af os, som kæmper for assabiyah, og han er ikke en af os, som dør for assabiyah.” Berettet af Imam Abu Dawud.

Angrebet imod muslimernes forståelse af Islam, og den samtidige indplantning af korrupte og falske koncepter, havde stor succes. Imperialist-magterne: Storbritannien, Frankrig og Rusland, fortsatte med at planlægge, for at levere muslimerne det afgørende stød, ved nedlæggelsen af den islamiske stat. Derefter ville de opbryde dens territorium, afskaffe Khalifah’en og det system han repræsenterede, opstille kunstige stater og placere Ummahs enorme ressourcer i hænderne på nogle små vestligt-orienterede familier. Kuffar fortsatte op gennem 18-hundredetallet, med at ødelægge statens enhed, ved at overtage territorier, og anspore til splittelse blandt befolkningen, som boede i dem. Samtidig arbejdede de hårdt på at fjerne alle spor af islamiske love i Tyrkiet. Ved hjælp af agenter, som Rashid Pasha, lagde Storbritannien pres på staten for at indføre en ny grundlov, hvor Islam ikke længere ville være fundamentet for statens lovgivning, men blot være kendt som statens “officielle religion.”

Ved århundredeskiftet var staten blevet kendt som “Europas syge mand”, og de Europæiske magtindehavere lagde planer, for uigenkaldeligt at nedlægge staten, én gang for alle. Mange lande samarbejdede i dens nedlæggelse, jf. dette telegram fra 1915, hvor Ruslands ambassadør i London skriver til Ruslands Udenrigsminister:

“Den italienske regering støtter den russiske regerings mening, om nødvendigheden i at separere den islamiske regering, som skal etableres i Hijaz (den arabiske halvø), fra Khilafah, og putte den under Storbritanniens fulde kontrol. Den italienske regering støtter helhjertet, at Khilafah bliver taget fra tyrkerne og ophævet, hvis det bliver nødvendigt.”

Med hjælp fra Vestens nikkedukker, som Mustafa Kamal – ydmygelsens far – i Tyrkiet, blev Islam systematisk fjernet fra livets affærer i muslimernes lande – Khilafah blev nedlagt. Arabisk blev erstattet med regionale sprog og dialekter, moskéer blev lukket og hijab (kvindens islamiske påklædning) blev gjort forbudt. Khilafah som global supermagt, der implementerede Allahs (swt) Deen, blev reduceret til et svagt land i Europas periferi. Størstedelen af muslimerne sad i stilhed og overværede dette forræderi. Dette kendetegnede nationalisternes og de sekulære gruppers succes, med at fordreje muslimernes forståelse af deres overbevisning og de pligter, som Iman på Allah (swt) kræver.

Effekten af dette intellektuelle angreb på muslimerne har været katastrofalt, og mere effektivt end noget militært angreb nogensinde kunne have været. I dag er der rigtigt mange muslimer, der er splittede på grund af nationalisme. De vender sig mod Vesten i søgen efter viden, og de har efterladt Islam til moskéerne. Hemmeligheden bag denne succes ligger i kuffars evne til at genskabe muslimernes forståelse af Islam som en ren spirituel, moralsk og individuel religion, dermed sekularisme, og ikke som et livssystem og samfundsystem. Hovedårsagen har været en stor nedgang i det klassiske arabiske sprog, som betød en svækket forståelse af Quranen og Sunnah – og dermed Islams love og regler angående muslimens affærer. Resultatet har været Islams degradering til bedetæppet.

Samtidigt med muslimernes degradering, udførte kuffar et konstant bombardement af negative opfattelser imod Islam og muslimer. Muslimer blev betragtet som kamelridende terrorister, barbariske væsner som hverken var civiliserede eller menneskelige, og de blev derfor set som værende en trussel, mod det civiliserede Vesten. Det endelige resultat i dag er, at den islamiske verden er en intellektuel, politisk, økonomisk og kulturel satellit for de Vestlige stormagter. Vesten opfatter den arabiske halvø som “en uovertruffen kilde til strategisk styrke og den største materielle præmie i verdenshistorien.” USA er bevidste om, at kontrollen over regionens olieressourcer er nøglen til at styre verden. Og med undtagelse af få stater, så er de fleste af regionens regimer under USA’s eller Englands primære kontrol.

Desværre hører følgerne, af disse sammensværgelser og angreb, ikke kun til fortiden. Ummah er i dag ramt af sygdom og svækkelse. De korrupte koncepter, som er trængt ind i vores overbevisning og handlinger, gennem vores forsømmelse i vores forståelse af Islam, er ligesom en altædende kræft, som gør os svage – og vore lidelser fylder kuffar med henrykkelse. Vi har glemt, at vi er den bedste Ummah. Vi har glemt styrken og magten i Islam som Deen. Vi har glemt, at de vantro ikke vil være tilfredse med os, før de har destrueret vores Deen. Vi burde huske at Islam er en gave fra Skaberen af hele universet, som skal bringe værdighed og retfærdighed til menneskeheden, ikke ydmygelse.

Hovedfaktoren bag mange af de problemer Ummah står overfor i dag, omend det er krige, sult, korruption, usikkerhed, tilbagegang og undertrykkelse, er at den islamiske livsstil ikke er tilstede, og manifesteret i Khilafah-staten. Uden Khilafah vil vores liv og ære ikke være beskyttet, og kuffar kan torturere, voldtage og dræbe, uden at frygte straf. Vore ressourcer og landområder er et nemt bytte for alle, som ønsker at stjæle og udnytte dem. Vores tankegang er modtagelige overfor løgne, fordrejninger og bagtalelse af vores Deen, uden en autoritet og magt, som kan gå imod dem, med sandhedens stemme. Med alle disse problemer kan vi tydeligt se, at det livsvigtige for den muslimske Ummah, er genetableringen af Khilafah.

Vi skal fjerne den korruption og fejlagtige opfattelse, som vores uvidenhed har forårsaget, og vende tilbage til Islam igen. Vi skal plante det dybt i vores hjerter og sind, ved at uddanne os indenfor dens lovgivning og de systemer, som er perfekte i deres helhed, og en velsignelse fra Allah (swt).