Allah er i live og Han vil aldrig dø

Abu Bakr (ra), profetens (saaw) storartede følgesvend, sagde til folk i Medina efter at have hørt om profetens (saaw) død: “O folk! Den som tilbad Muhammad skal vide at Muhammad er død. Og den som tilbad Allah skal vide at Allah er i live og Han vil aldrig dø.”

Allah (swt)’s sendebud, Islam’s profet og lyset til hele verden døde 23 år efter, at han (saaw) modtog den første Wahi (åbenbaring), i Mecca. Det var en periode, hvori man så Islam’s kald eksplodere ud over verdensarenaen i den arabiske halvø. Det var en tid med revolution (af ideer, folk og handlinger) og en ideologisk ændring, en tid hvor man rensede og lindrede folk fra deres Kufr tro og den byrde som deres Kufr system udsatte dem for, til et liv for udelukkende at tilbede Allah (swt), den eneste sande, ægte og rigtige Gud.

“Jeg har udelukkende skabt jinn og mennesket, for at de skal tilbede Mig.”

[OQM. Az-Zariyat 51:56]

Det var overbevisningen og tilbedelsen af Allah (swt)’s enhed som dirigerede og drev disse personer, som havde accepteret Islam og skaberen eksistens intellektuelt, til at handle og underkaste sig Allah (swt) i alle livets sfærer. Lige fra etableringen af salat (bøn) til etableringen af Islam som en fuld autoritet. Disse første muslimer, Sahabah (Rasool (saaw)’s følgesvende), havde befriet sig selv fra Shirk (forbindelse af andre guder med Allah) og fra alle de følelsesmæssige skikke og sædvaner som eksisterede dengang og som havde ført folk på halvøen til at tilbede idoler og at adlyde menneskeopfundne love og systemer uden at stille spørgsmål ved det eller at tænke over det.

Den fortsættende ubøjelige og hårde kamp fra Sahabah’s side

Rasool (saaw) sagde i sin sidste tale (prædiken): “O mit folk! Ingen profet eller apostel vil komme efter mig og ingen ny tro (Deen) vil se dagens lys. Vær derfor fornuftig mit folk og forstå de ord, som jeg overbringer jer. Jeg efterlader to ting til jer: Den hellige Koran og mit eget eksempel (Sunnah), hvis I følger disse to ting, vil I aldrig fare vild.”

I perioden uden Rasool (saaw) var det Sahabah som var præget af Islams spredning og styring. De fortsatte deres hårde og ubøjelige kamp for at sprede Islam til nye lande, for at tilintetgøre undertrykkelsen, så at udelukkende Allah (swt)’s lovgivning skulle gøre sig gældende. Sahabahs generation var virkelig en storslået generation som fuldstændigt var indrettet på Tauheed (Allah’s enhed) princippet og formet, præget og dirigeret af Koranen og Sunnah. Syed Qutb har sagt i sin bog ‘Milestones’: “I en tid frembragte dette budskab (Islam) en generation – den generation af profetens (saw) følgesvende (må Allah være tilfreds med dem), en generation hvis sammenligning man ikke har set igen igennem hele historien. Efter dem, har det ikke været muligt at finde en generation af samme kaliber.”

Hvad kan vi lære af/fra Sahabah?

Hvad var det, som gjorde Sahabah så unik og storslået, at Allah (swt) var godt tilfreds med dem? Hvilke nødvendige fakta og informationer kan vi muslimer (som frygter ilden i Helvede og længes inderligt for Paradiset og ønsker at tilbede Allah (swt)) lære fra studeringen af deres liv, med hensyn til dagens Kufr samfund? For netop som Mekka’s folk omfavnede Islam, tidligt i Rasool (saaw)’s kald til Islam, for at blive hans (saaw)’s følgesvende, dem som ville stå i spidsen for at befri samfundet fra Shirkslaveri (den største synd) og Kufr, så ser vi, at i dag i det 20 århundrede omfavner vi Islam under lignende tidspunkt og situation.

Men de idoler (afguder) som vi står op imod i dag, er ikke nøjagtig de samme idoler som dem i Jahilliyah (uvidenhed) dagene, i Mekka, dem som Rasool (saaw) og hans følgesvende i sidste ende tilintetgjorde, fordi at samfundet havde indrettet sig ifølge disse værdier. Ligeledes er vi oppe imod nymoderne idoler som demokrati og friheder indplantet gennem det rustne værktøj, FN. Kufr er der altid og vil altid være der, den skifter kun nuance. Derfor er det vores pligt at studere Islam og Kufr (og Shirk) som dominerer os i dag , ligesom Rasool og hans pålidelige Sahabah gjorde. Sahabah blev undervist af Rasool (saaw), en undervisning som førte til at de blev sande ‘islamiske retslærde’ med en velforståelse angående de sande implikationer og konsekvenser ved erklæring af Shahadah (trosbekendelse): “Der er ingen ilah (gud) foruden Allah, og Muhammad er Allah’s sendebud (Rasool).”

Shahadah: religiøst doktrin eller en overbevisende ideologisk erklæring?

Denne kontrakt blev ikke betragtet som et religiøst doktrin, men en overbevisende ideologisk erklæring, som drev dem som tog imod den, til fuldstændigt at forkaste alle andre ikke-islamiske (Kufr) måder at leve sit liv på og systemer som ikke var åbenbaret af Allah (swt). Sahabah forstod også at bekræftelsen af Shahadah betød at man skulle adlyde Allah (swt) i alt. Eksempelvis kan nævnes Bilal (ra), som blev udsat for tortur, udelukkende for at han skulle benægte Allah (swt) og Hans Rasool og han sagde i denne situation til sin slaveherre: “Min sjæl er ikke blevet fordærvet af Muhammad. Han har vejledt den imod den rigtige vej. Hvis jeg ikke adlød dine ordrer, herre, så var det fordi at jeg adlød Allah.” Og da Bilal (ra) blev ubarmhjertigt pisket forblev han tro og sagde: “Ahad! Ahad!” De var ikke bange for Kuffar og deres afstraffelse, men fortsatte hensynsløst med deres Dawah (kald til Islam) i den offentlige sfære. Ligesom den første Sahabi som blev dræbt af Kafireen og blev martyr for udelukkende at have sagt Shahadah. Dette var den absolutte intellektuelle overbevisning (Aqeedah), som denne generation bar på og noget som vi alle stræber hen imod. Kraften der drev disse personligheder til at handle og som chokerede Kuffar, var disse absolutte tanker og ideer. Det var personligheder som udelukkende handlede efter Allah (swt)’s påbud og forbud. Denne overbevisning førte mange Sahabah til at forlade mange ting såsom: deres rigdom, deres familier og deres stammemæssige (nationalistiske) ære og binding. Om end det var individuelt eller kollektivt, så var de ikke bange eller bekymret for ‘hvad mon samfundet tænker’ for de vidste at det at bære Dawah var deres eneste pligt.

“Tror de (mennesker) virkelig, at blot ved at de siger, at de har lavet Iman, vil blive sluppet fri, uden at blive udsat for prøvelser? Sandelig, har Vi udsat de foregående for prøvelser, og sandelig ved Allah hvem som er trofast og hvem som er løgnagtig” 

[OMQ. Al-‘Ankabut 29:2-3]

Individuel eller kollektiv opgave?

Forbundet til hinanden, ikke på baggrund af økonomiske eller materielle interesser, men med overbevisningen på Islam, handlede de (Sahabah) ikke individuelt men kollektivt omkring verset “at påbyde det gode og forbyde det slette”. De handlede som en politisk bevægelse i udfordringen af de fremherskende Kufr ideer i samfundet, en metode som var opfostret og udviklet af Rasool. De var også fælles om at varetage folks affærer, ved at fjerne samfundets Shirk elementer (herunder de menneskeopfundne love og traditioner), og ændrede den korrupte opløste verden til en verden ifølge Allah (swt)’s befalinger.

Forén muslimerne under en Khaleef

Det er derfor ikke overraskende, under Rasool (saaw)’s død, at Sahabah først og fremmest udvalgte en leder (Khaleef) fremfor Rasool (saaw)’s begravelse. Det er indlysende at Sahabah forstod, at det at forene muslimerne under en Khaleef, var af yderste betydning og vigtighed, desuden var det også forpligtet over dem at udvælge en Khaleef for at fjerne synden fra deres hals, som dem der frygtede Allah (swt) mest. Ligeledes, må vi også genetablere suveræniteten af Allah (swt)’s lovgivning udover verden, hvis vi også vil opnå Allah (swt)’s tilfredshed, ligesom den unikke generation. Derfor må vi også frygte Ilden, længes inderligt for Paradiset, påbyde det gode, forbyde det slette og følge i sendebudets (saaw) fodspor, under Mekka perioden hvor han (saaw) modbeviste Kufr (og Shirk), således at de udelukkende kunne acceptere Islam (og Shahadah) og tilbede ingen andre end Allah (swt).