Seneste nyt

Den korrekte forståelse af sejr

”Sandelig! De vantro bruger deres ejendom for at hindre (folk) i at følge Allahs vej; således vil de fortsætte med at bruge (deres ejendom), men det vil i sidste ende være noget de fortryder. De vil blive overvundet; og disse vantro vil blive samlet (og smidt) i Helvede.”

[MOQ Al-Anfal:36]


Ibn Katheer nævner i sin Tafseer (forklaring af teksten), at denne ayah blev åbenbaret under Badr kampen, specifikt med hensyn til Abu Sufyan ibn Harb. Det berettes, at Abu Sufyan, kort før kampen, leverede en tale, hvor han opfordrede Quraish til at give deres rigdom til krigen, og i særdeleshed til, for en gang for alle, at komme af med Muhammad (صلى الله عليه وسلم). Han (Ibn Katheer) beretter også fra Ibn ’Abbas, som beretter fra Mujahid, at den blev åbenbaret angående Abu Sufyan, fordi han gav sin rigdom for at dræbe Profeten (صلى الله عليه وسلم). Ad-Dahhak (رضي الله عنه) sagde: ”Denne ayah blev åbenbaret vedrørende Badr folket, og alle dem som var i stand til at gøre (hvad denne ayah nævner).”

Selve Sabab an-Nuzuol (Åbenbaringens Årsag) var en specifik hændelse, dvs. ved Badr. Allah har informeret os om, at Kuffar vil bruge deres rigdom for dermed at forhindre folk i at følge Sandhedens Vej (Tareeqat ul-Haqq), og de bliver ved med at bruge deres rigdom til dette formål, indtil de bliver ynkelige… de ønsker at udslukke Allahs (سبحانه و تعالى) Lys og få deres ord til at dominere Sandhedens ord, men Allah (سبحانه و تعالى) hæver Sit lys selvom Kuffar måtte hade det, og Han (سبحانه و تعالى) støtter Sin Deen, og får den til at dominere over alle andre levemåder, og dette er deres ydmygelse i dette liv og straf i Helvedesilden i det Hinsides.” [Tafsir Ibn Katheer]

Denne ayah kan påføres over den nuværende realitet, hvor Kuffar har indledt et korstog imod Islam (og fortsætter med det, selv i den velsignede Ramadhan måned). Denne ayah blev åbenbaret i den velsigende Ramadhan måned, hvor Quraish var i færd med at samle deres styrker og rigdom for at knuse Islam, hvilket kulminerede i den berømte Badr kamp.

Også i dag forsøger Kufr magterne at underkue Islam, ved at angribe Muslimerne i Afghanistan, Irak, Palæstina, Tjetjenien, Kashmir, og andre dele af den Islamiske verden. De bruger deres rigdom, ikke kun for at bekæmpe Muslimerne fysisk, men også for at kolonisere Muslimernes sinde, ved at forsøge at fjerne dem fra deres ’Aqeedah (verdensanskuelse) og forvrænge den Islamiske kultur.

Ulig Badr kampen, så står Muslimerne i dag ikke side om side under én ledelse, som implementerer Islam. Siden nedlæggelsen af Khilafah (den Islamiske Stat) har Muslimerne derimod været foruden hyrden, skjoldet og beskytteren, som Profeten (صلى الله عليه وسلم) kaldte Allahs (سبحانه و تعالى) skygge på jorden.

At-Tabarani og Al-Baihaqi reporterede, at Sendebudet (صلى الله عليه وسلم) sagde: ”Sultanen er Allahs skygge på jorden.”

Uden denne Sultan, Imam eller Khaleefah, er vi udsat for angreb fra alle sider uden at vi har en ledelse som beskytter vores liv, ejendom og værdighed. Det er i denne situation af allerhøjeste vigtighed, at vi forstår konceptet om, at Nasr (Sejr) er fra Allah (سبحانه و تعالى), på den korrekte måde. Man kan ved at kigge på deres udtalelser og handlinger, se at nogle Muslimer misforstår dette koncept.

Nogle finder det svært at tro, Allah (سبحانه و تعالى) kan give os Sejr, når vi drukner i et hav af problemer og Kuffars skib virker så mægtigt. De anser Kufrs overhoveder, såsom Amerika og hendes moderne Ahzab (Alliance eller Koalition), for at være for stærke økonomisk, militært og politisk set til at Muslimerne kan overvinde dem. De bliver fortryllet af edderkoppens hus (Bait al-’Ankabut) og kan ikke se igennem husets svage struktur. Det har ført til at nogle lider nederlag overfor det nuværende angreb, og det har resulteret i deres inaktivitet og manglende indsats for at befri Ummah fra denne verdens Farao (Fir’awn), og rejse sig for at reetablere Khilafah. En nederlagsmentalitet vil aldrig indtræde den oprigtige Muslims hjerte, som ved, at Allah (سبحانه و تعالى) vil give Sejr.

En anden misforståelse folk erhverver sig er hvor man sammenblander selve Al-’Aqeedah (verdensanskuelsen) og Ahkam Shar’iyya (de Islamiske love). De mener at Allah (سبحانه و تعالى) vil give os sejr, men de sætter deres lid til dette, uden at påtage sig de handlinger, Allah (سبحانه و تعالى) har beordret os til at udføre. Denne fejlagtige forståelse fører til at folk forbliver inaktive, i stedet for at ændre situationen omkring dem og den efterlader dem tilfredse med at vente på den kommende sejr; den eneste handling de ofte kalder til er kun at lave Du’a til Allah (سبحانه و تعالى) og søge hjælp fra Ham (سبحانه و تعالى). Denne syge holdning er en korruption af den Islamiske mentalitet og kan føre til at Muslimerne bliver fatalistiske, og forsømmer deres Fara’id (pligter).

For at demonstrere dette kan vi tage et kig på overbevisningen om, at Rizq (forsyning) er fra Allah (سبحانه و تعالى). Vi er overbeviste om, at Allah (سبحانه و تعالى) er Al-Raaziq (Den som forsyner), men når det gælder vores handlinger, så skal vi følge Hans påbud og forbud, fordi ellers så overtræder vi Qur’an il-Kareem, som Han (سبحانه و تعالى) åbenbarede til os som et Furqan (kriterium), og vi ville absolut være syndige.

Det blev berettet, at ’Umar ibn Al-Khattab (رضي الله عنه) passerede nogle folk, der var kendt som læsere af Qur’an il-Kareem. Han så dem sidde med sænkede hoveder og spurgte hvem de var. Han blev fortalt: ”De er dem, som sætter deres lid (al-mutawakkiloon) til Allah (سبحانه و تعالى).” ’Umar svarede: ”Nej, de er ’nassere’, som æder folks ejendom. Skal jeg beskrive hvem der virkelig sætter sin lid til Allah (سبحانه و تعالى)?” Manden svarede bekræftende, så ’Umar sagde: ”Det er en person, som lægger frøet i jorden, og sætter sin lid til sin Herre, Den Almægtige, Den Ophøjede.”

’Umar ibn Al-Khattab (رضي الله عنه), som Shaytan var bange for, forklarede hvordan det at sætte sin lid til Allah (سبحانه و تعالى), ikke vil sige at forlade ens pligter og ikke arbejde for at opnå det man er ansvarlig for. Den Muslimske mand er påbudt af Allah (سبحانه و تعالى), at tjene sit levebrød for at forsørge sig selv og sin familie, selvom han har den permanente opfattelse om, at mængden af indsats ikke er lig med samme mængde af Rizq. Altså gøres der forskel på ’Aqeedah emner og det at overholde Ahkam Shar’iyya. Muhammad (صلى الله عليه وسلم) trykkede engang Sa’d ibn Mu’adh’s (رضي الله عنه) hånd og lagde mærke til, at hans hænder var ru. Da Profeten (صلى الله عليه وسلم) spurgte om det, så sagde Sa’d: ”Jeg graver med en skovl, for at forsørge min familie.” Profeten (صلى الله عليه وسلم) kyssede Sa’d’s hænder og sagde: ”(Dette er) to hænder, som Den Almægtige elsker.” Profeten (صلى الله عليه وسلم) sagde: ”Ingen kunne nogen sinde spise noget mad, som er bedre end det, hans egne hænder har tjent.”

Som Muslimer ved vi, at Ajal (livstid) kun kan fastlægges af Allah (سبحانه و تعالى). Som Han (سبحانه و تعالى) sagde: ”Og ingen person kan dø uden Allahs tilladelse, og kun ved et fastsat tidspunkt.” [MOQ ale-’Imran:145]

Skønt vores død ikke kan afværges, så skal vores viden om dette faktum ikke føre os til at forlade enhver kur til sygdomme eller andre midler fra realiteten. Tværtimod søger vi kure til sygdomme, for at imødekomme beretningen: ”For enhver sygdom er der en kur. Så søg kuren.” Desværre kan vi se modsigelser i dem der begrænser sig til Du’a, når det drejer sig om at løse de store problemer, som Ummah står overfor, ligesom bombardementet af de uskyldige Muslimer i Afghanistan og Irak. De ville ikke begrænse sig til at lave Du’a, når det drejer sig om at søge deres Rizq (forsyning); derimod ser vi dem studere, arbejde og stræbe for at opnå den. Vi ville heller ikke se dem efterlade deres ejendom uden opsyn og deres hjem usikre, skønt de har den holdning at Allah (سبحانه و تعالى) er Al-Raaziq (Den som forsyner).

Når de er syge, så ser vi dem tage til lægen og tage medicin. Hvordan kan det så være, når Allah (سبحانه و تعالى) har beordret os til at motivere magtens folk, såsom hærene i den Islamiske verden, til at påtage sig deres pligt at forvise aggressoren og knuse korsridderne, at de forbliver inaktive, bedende til at Mahdi skal komme eller at sejren skal gives? Hvordan kan det være de er tavse, når Allah (سبحانه و تعالى) har beordret os til at påtage os den intellektuelle og politiske kamp, for at fjerne de korrupte regenter i den Islamiske verden og erstatte dem med en Khaleefah? Som var vi en fjer i vinden uden ansvar.

Vi skal forstå at sejr udelukkende gives af Allah (سبحانه و تعالى), ligesom Rizq udelukkende gives af Ham (سبحانه و تعالى), skønt vi ikke er blevet efterladt på denne jord uden en Shari’ah, vandrende formålsløst. Derimod åbenbarede Han (سبحانه و تعالى) Qur’an il-Kareem i måneden Ramadhan, som en retledning til folk med klare beviser for denne retledning, for at vi skal adoptere den.

De to ekstremer, nederlagsmentalitet og fatalisme, er både ukorrekte og eksisterede ikke hos Sahabah (رضي الله عنهم). Muslimerne i Badrkampen, som i alle de andre kampe, forstod at Allah (سبحانه و تعالى) er den der giver Sejr, selv om de var i undertal; så de blev ikke overvundet af den besværlige virkelighed omkring dem, derimod vidste de at de var betroet med forpligtelsen om at yde deres yderste for at besejre fjenden. Eksemplet ved Badr er tilstrækkeligt for at demonstrere dette.

Den 8. dag i Ramadhan, i det andet år efter Hijrah, drog Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) ud med tre hundrede og fem af sine ledsagere, hvoraf halvfjerds red på kameler – ’Amr ibn Umm Maktum var udpeget til at lede bønnen, mens Abu Lubabah havde fået kommandoen over Madinah. De red i skift på kamelerne, i retning af en karavane som blev ført an af Abu Sufyan. Som de marcherede videre så søgte de oplysninger om karavanen, indtil de nåede Dafran dalen hvor de slog sig ned, og nyheden nåede dem, at Quraish var draget ud af Makkah for at beskytte deres karavane. Hele affæren antog nu andre proportioner for det var ikke længere et simpelt angreb på en karavane, nu var det pludselig et spørgsmål om at angribe Quraish eller ej. Så Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) konsulterede Muslimerne. Abu Bakr (رضي الله عنه) og ’Umar udtrykte deres holdninger, hvorefter Al-Miqdad ibn ’Amr (رضي الله عنه) rejste sig og sagde, ”O Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم)! Gå hvor end Allah siger, for vi er med dig. Vi vil ikke sige som Bani Israeel sagde til Musa: ’Gå Du og din Herre og kæmp, vi bliver her’, men gå du og din Herre og kæmp og vi vil kæmpe med dig.”

”Rådgiv mig O folk!” hvormed han (صلى الله عليه وسلم) mente Ansar, som havde givet ham lydighedsløfte ved Al-’Aqabah. De havde sværget at beskytte ham som de beskyttede deres kvinder og børn, med den betingelse at de ikke var ansvarlige for at kæmpe med ham udenfor Madinah. Da Ansar indså at han mente dem, så sagde Sa’d ibn Muadh (رضي الله عنه), som holdte deres banner, ”Det ser ud til at du mener os, O Allahs Sendebud.” Han (صلى الله عليه وسلم) sagde, ”Ja.” Sa’d sagde, ”Vi laver Imaan på dig, vi erklærer din sandhed, og vi bevidner at det du har bragt til os er sandheden, og vi har givet dig vores ord og enighed om at høre og adlyde; så gå hvor end du vil, vi er med dig; og ved Ham som sendte dig, hvis du skulle bede os om at krydse dette hav og du hoppede deri, så ville vi hoppe deri med dig, og ingen ville blive tilbage. Vi hader ikke tanken om at møde vores fjende i morgen. Vi er erfarne i krig, og troværdige i kamp. Det kan være Allah vil lade os vise dig noget, som vil gøre dig glad, så tag os med, med Allahs velsignelse.” Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) blev meget glad over Sa’ds ord og sagde, ”Fremad med højt humør, for Allah har lovet mig den ene af de to parter, og ved Allah, det er som om jeg nu så fjenden liggende på knæ.”

Så avancerede de to parter og nærmede sig hinanden fredag morgen på den 17. dag i Ramadhan. Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) rettede rækkerne og opildnede Muslimerne til at kæmpe. Muslimerne blev opmuntret af Allahs Sendebuds (صلى الله عليه وسلم) ord og rykkede frem. Kampen brød voldsomt ud og hovederne fra Quraish krigerne begyndte at flyve fra deres kroppe, og Muslimerne blev stærkere alt imens de hele tiden gentog ordet ’Ahad! Ahad!’ (Den Eneste Ene, Den Eneste Ene!) Mens Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) stod i midten af konfrontationen, så tog han en håndfuld småsten og kastede dem mod Quraish med ordene, ”Sikke beskidte ansigter!”

Derefter beordrede han (صلى الله عليه وسلم) sine ledsagere til at angribe og de adlød med det samme indtil kampen var ovre, og fjenden var jaget på flugt. Muslimerne var sejrrige, trods det at de var i undertal, tre til en; de nedlagde mange af Quraish’ krigere og stammeledere og mange flere til fange. Quraish flygtede fra kampbanen og Muslimerne vendte tilbage til Madinah, hvormed de havde opnået en virkelig mægtig sejr.

I disse hårde dage er det livsnødvendigt for os at have den mentalitet Sahabah (رضي الله عنهم) havde hvad angår emnet om Nasr (Sejr). Vi skal være overbevist om at Allah (سبحانه و تعالى) vil give den, når Han (سبحانه و تعالى) vil; vi skal ikke blive ødelagt hvis vi ikke ser den, og heller ikke stå stille og vente på den. Vi er nød til at gøre vores yderste i implementeringen af Allahs (سبحانه و تعالى) påbud, inklusive dem der omhandler ændring af status quo og Khilafahs reetablering. Dette liv er en test og i vores søgen efter politisk ændring vil vi møde alle former for trængsler, ligesom Profeten (صلى الله عليه وسلم) og Sahabah (رضي الله عنهم) mødte.

”Tror I at I vil indtræde Lyksalighedens Haver (Al-Jannah) uden de samme (prøver) som kom til dem der gik bort før jer?”

[MOQ Al-Baqarah:214]


Allah (سبحانه و تعالى) har visselig lovet os Hans (سبحانه و تعالى) hjælp og sejr.
 

”Så vær ikke svage (overfor jeres fjender), eller sørgmodige, for I vil være overlegne (i sejr) hvis I (virkelig) er Mu’mineen.”

[MOQ Ale-’Imran:139]


”O I som har Imaan! Hvis I støtter Allah, så vil Han støtte jer, og rodfæste jer på jorden.”

[MOQ Muhammad:7]


Se også

Varede Khilafah kun i 30 år?

Spørgsmål: Behovet for Khilafah er blevet grundfæstet solidt, og mange muslimer kalder nu til den. …