Seneste nyt

Skaberens eksistens

At komme frem til at der eksisterer en Skaber, der har skabt alt, er i virkeligheden meget simpelt, og ikke noget der kræver specielle egenskaber.

Det eneste der kræves er, at mennesket gør brug af sin forstand på den rigtige måde, og det anbefales i denne sammenhæng at artiklen “Menneskets natur” læses først.

Skaberen kan, som alle ved, ikke sanses direkte, men dette er ikke ensbetydende med at Han (bemærk ikke køn blot benævnelse) ikke eksisterer, ligesom det at man ikke kan se eller høre om sin nabo er hjemme, ikke er ensbetydende med, at han eller hun ikke er derinde.

Når man har forstået menneskets måde at tænke på, er det nødvendigt at foretage en analyse. En analyse af universet og dets indhold, for derved at komme frem til at der eksisterer en fuldkommen Skaber der har skabt alt.

Analysen

Når vi betragter universet er det tydeligt, at alt i universet er begrænset og har behov. Begrænset i mængde og størrelse og med forskellige behov. Når som helst vi finder noget i universet der har behov, så betyder det, at den enkelte ting ikke er evig men derimod skabt. Når noget har behov for noget andet, for selv at eksistere, betyder det, at det som det har behov for skal eksistere før det selv. Derfor er der intet af det der eksisterer der er evigt, da alt i hele universet har behov. Behov for et sted at være, et bestemt tryk, en bestemt temperatur osv. Solen er en brændende stjerne, der består af forskellige molekyler, der alle har behov. Andre planeter består af gasarter, der igen består af forskellige molekyler, der også alle har behov. Fælles for alt er, at det har brug for et sted at være. Er der ikke plads til solen, så kan solen ikke eksistere. Alt i hele universet har behov, og alt i hele universet er dermed ikke evigt men derimod skabt.

Universet er heller ikke uendeligt som nogen påstår. Igen fordi universet består af galakser, planeter, stjerner osv. Alle disse himmellegemer er begrænsede i mængde og størrelse, hvorfor universet ikke er uendeligt. Hvis universet – som er en fælles betegnelse for alt vi sanser i rummet – skal være uendeligt, så betyder det, at det som universet består af også skal være uendeligt. Hvis der skal være uendeligt mange stjerner, så er der ikke plads til noget andet, da der ellers ikke er uendeligt mange stjerner. Mellem himmellegemerne kan vi se tomme pladser, hvorfor der mangler himmellegemer på disse steder, hvilket betyder at ingen himmellegemer er uendelige. Skal der være uendelige mange stjerner, så er der ikke plads til noget andet, hverken mennesker, jorden, planeter eller andet. Er der alligevel en enkelt plads der er udfyldt af en enkelt planet istedet for en stjerne, så mangler der en stjerne på det pågældende sted, hvilket betyder der ikke er uendeligt mange stjerner.

Universet og alle dets bestanddele inklusiv jorden, alle mennesker og dyr, har alle behov, og er dermed ikke evige. Ligeledes er alle disse ting begrænsede og dermed ikke uendelige.

Alt er derfor skabt. Det næste spørgsmål er så: -hvordan?

Skaberen

Der er kun enkelte muligheder. Enten har universet med alt dets indhold skabt sig selv, eller alt er opstået tilfældigt ud af intet, eller også er alt skabt af et eller andet væsen, der ikke selv er skabt.

At universet har skabt sig selv modsiger forstanden, da det ville betyde at universet skulle være til stede før det var til stede for at skabe sig selv, hvilket naturligvis er umuligt.

At universet er kommet til ud af intet ved en tilfældighed, kan heller ikke lade sig gøre, da det er en fastlagt naturlov, at når som helst en begivenhed indtræffer i universet, så sker det altid ved at to eller flere ting påvirker hinanden. Ingen hændelse eller begivenhed i universet forekommer uden at det kan sanses, at det er minimum to, eller flere ting der påvirker hinanden, hvorfor det er umuligt at universet skal være kommet til ud af intet. Når der ingenting eksisterer, kan der ikke forekomme nogen som helst form for hændelse eller begivenhed, hvorfor der ikke kan komme noget tilstede ud af intet.

Den eneste mulighed der er tilbage er, at der skal eksistere en Skaber der har skabt alt ud af intet, uafhængigt af alt og alle. Han skal have skabt det hele ud af intet, da Han ellers vil have behov for materialet til skabelsen, men da det er Ham der har skabt alt har Han også skabt materialet hvorfor Han eksisterede før alt andet. Skaberen skal være evig og uafhængig uden behov for andet. Han skal altså være fuldkommen. Fuldkommen er det modsatte af mangelfuld, og hele universet med alt dets indhold er mangelfuldt. Alt mangler evighed, uafhængighed osv.

Nogle påstår at det er rigtigt at materialet har behov for andet materiale men at materialet har behov for det selv og dermed er selveksisterende og udadtil ikke har behov for andet hvorfor materialet i sin helhed er evigt. Dette er forkert da alt materiale er underlagt forskellige naturlove og egenskaber. Vand har for eksempel den egenskab, at det koger ved 100 grader. Vandet har altså brug for, en bestemt temparatur under 100 grader, da det ellers vil koge op og ikke længere eksistere. Vandet er dermed mangelfuld. Mangelfuld i den sammenhæng, at det mangler evnen til at undgå, at koge ved 100 grader for, at eksistere. Vandet er altså underkastet en naturlov, som vandet ikke selv har nogen indflydelse på. Vandet har derfor behov for noget andet for at kunne eksistere hvilket betyder, at vandet ikke er evigt .

Når noget har behov for noget andet for, at vedligeholde dets egen eksistens betyder det, at det som det har behov for skal eksistere før det selv, altså kan ”genstanden” med behov ikke være evig.

Alt i hele universet er underkastet forskellige naturlove og egenskaber og har dermed behov. Intet sanseligt er fuldkomment hvorfor det alt er skabt og ikke selveksisterende.

Nu er vi kommet frem til, at der eksisterer en Fuldkommen Skaber, på basis af klare og tydelige beviser der alle stemmer overens med virkeligheden.

Vi kan herefter ikke komme længere alene. Vi har her et behov for, at Skaberen kontakter os, og fortæller os, hvad meningen med vores liv er, hvorfor Han har skabt os, og hvordan vi skal opfylde de behov, Han har lagt i os, da det ellers vil være gætning og formodning. Vi skal vide, om der virkelig eksisterer et liv efter døden, om vi vil blive stillet til regnskab hos Ham for vores liv, eller vi blot er overladt til os selv.

Alt dette kan vi ikke finde ud af, uden Skaberen selv kontakter os, da vi ikke kan komme i kontakt med Ham. Endvidere er det nødvendigt, at vores Skaber giver os et bevis, sådan at vi med 100% sikkerhed ved, at det er Ham, der har kontaktet os, og ikke en fantasi, bedrageri el. lign. Dette bevis skal ikke være et bevis, som noget skabt væsen kan frembringe, da vi så ikke kan stole på det. Ligeledes er blind tro ikke nok, da det kan være, at denne blinde tro er forkert, hvilket kan medføre et resultat vi end ikke kan forestille os.

Alle de forskellige religioner siger hver især, at de er de rigtige, og at de er fra Skaberen. Alligevel modsiger de alle hinanden. Derfor skal Skaberen nødvendigvis vise os den rigtige vej, på basis af klare tydelige beviser. Kun Islam har et bevis. Et bevis der er en ophævelse af en naturlov, ophævelse af en naturlov der ellers som alle naturlove er fastlagt af Skaberen. Dermed kan kun Skaberen, der har fastlagt alle tings naturlove, selv ophæve dem som bevist ovenfor.

De ting som de tidligere profeter var sendt med som beviser, som f.eks. Moses der siges, at kunne dele vandet med sin stok, gøre stokken til en slange osv., Kan vi ikke bruge til noget, da vi ikke kan sanse disse ellers udmærkede beviser. Hvis vi så dem direkte, ville vi kunne bruge dem som beviser. Vi skal altså have noget håndgribeligt og sanseligt der direkte og uden tvivl, kan sammenkædes med Skaberen af universet.

Quranen er det eneste budskab der i teksten selv siger, at den er fra Skaberen, den Fuldkomne, og som samtidig har et absolut bevis. Dette er, hvad artiklen “Quranens bevis” handler om.

Skrevet af: Naim al-Gharib

Se også

Betydningen af seerah

Det er et accepteret faktum i Islam, at Muhammad (saaws) kom som det sidste og …