Tafsir Surat ul-Kafiroon

• 

Hvad er Asbab al-Nuzool?

Qur’aanil-Kareem er blevet åbenbaret med retledning til alle tider og kommende situationer. Men adskillige Ayaat blev åbenbaret på et bestemt tidspunkt i historien og under bestemte omstændigheder. Det Arabiske ord Sabab (flertal Asbab) betyder begrundelse, årsag, og ”Ma’rifa Asbab al-Nuzool” er kendskabet til åbenbaringernes årsager, dvs. kendskab til de særlige begivenheder og omstændigheder i historien, der er relateret til åbenbaringen af bestemte passager fra Qur’aanil-Kareem.

Imam Al-Wahidi (d. 468 e. h./1075 e. k.), en velrenommeret klassisk retslærd i denne kundskab, skrev: ”Kendskab til Tafsir af Ayaat er ikke mulig uden beskæftigelse med deres historier og forklaringer af (årsagerne til) deres åbenbaring.” [Asbab al-Nuzool, af Al-Wahidi Al-Naisaburi, Kairo, 1968, side 4]

Kendskab til Asbab al-Nuzool fremmer forståelsen af de begivenheder, hvorunder en bestemt åbenbaring fandt sted, hvilket kaster lys over dens konsekvenser, og giver vejledning henimod forklaringen (Tafsir), og applikationen af pågældende Ayah over andre situationer.

Med dette i sinde søger denne artikel, at undersøge Surat ul-Kafiroon, og udforske et par af Kapitlets konsekvenser for os i dag.

Sabab al-Nuzul til Surat ul-Kafiroon

Denne Surah var en tidlig Mekkansk Surah, som blev åbenbaret til Allahs Sendebud (saaws) på et meget afgørende tidspunkt under de tidlige stadier af den Islamiske Da’awa. Seerah bøgerne beretter at, efter Quraish indså konsekvenserne af den Islamiske Da’awa, og blev frustrerede, tyede de til tre hovedmetoder for at bekæmpe denne Da’awa: Tortur, Propaganda og Boykot.

Ibn Kathir nævner i sin Tafsir, at Quraish søgte en eller form for kompromis med Allahs Sendebud (saaws) og foreslog, at han skulle knæle for deres guder til gengæld for deres knælen til hans Gud, og at han skulle holde inde med at kritisere deres guder og deres tilbedelsesmåde, til gengæld for hvad end han krævede af dem.

Quraish troede, at kløften imellem dem og Muhammed (saaws) ikke var uoverkommelig. De troede en aftale var mulig på en eller anden måde, ved at give de to lejre mulighed for at sameksistere i regionen, og ved at give ham (saaws) visse personlige tilladelser.

For at afskære alle argumenter og distingvere klart mellem den ene form for doktrin og tilbedelse fra den anden, blev denne Surah åbenbaret med en så absolut og gennemslagskraftig tone. Den blev åbenbaret på denne måde for at demarkere monoteisme (Tawheed) fra polyteisme (Shirk), og etablere et sandt kriterium, som ikke tillader yderligere nytteløse argumenter.

Tafsir af Surat al-Kafiroon

Med alle nævnte midler, går denne Surah i gang med at fremhæve en afvisning i en sætning, og en bekræftelse i en anden.

قُلْ (”Qul…”) [MOQ Al-Kafiroon:1],

”Sig” i bydende form antyder en utvetydig guddommelig ordre, som viderebringer det faktum, at hele levemådens affære udelukkende tilhører Allah (swt), intet af den tilhører Muhammed (saaws) selv, og at Allah (swt) er den Eneste til at beordre og beslutte.

قُلْ يَاأَيُّهَا الْكَافِرُونَ

Allah (swt) instruerer Muhammed (saaws) til at henvende sig til dem med deres aktuelle og sande identitet:

”Sig: O, I Vantro!”

[MOQ Al-Kafiroon:1]

Ibn Kathir siger, at ”vantro” inkluderer enhver vantro på jordens overflade. De følger ingen særskilt religion, og de tror heller ikke på dig. Der eksisterer ikke noget samlingspunkt mellem dig og dem nogen steder.

Altså ser vi, at begyndelsen af denne Surah påminder om realiteten af en forskel, som ikke kan ignoreres eller forliges.

لاَ أَعْبُدُ مَا تَعْبُدُونَ 
”Jeg tilbeder ikke hvad I tilbeder”
[MOQ Al-Kafiroon:2] er en udtalelse bekræftet af:

وَلاَ أَنَا عَابِدٌ مَا عَبَدتُّمْ 
”Og jeg vil aldrig tilbede hvad I har tilbedt…”
[MOQ Al-Kafiroon:4]

وَلاَ أَنْتُمْ عَابِدُونَ مَا أَعْبُدُ 
”Og I tilbeder heller ikke hvad jeg tilbeder…”
[MOQ Al-Kafiroon:5], gentages også for fremhævelsens skyld, og for at eliminere alle muligheder for tvivl eller fejlfortolkning.

Endelig opsummeres hele argumentet i sidste Ayah: 

لَكُمْ دِينُكُمْ وَلِيَ دِينِ 
”Til jer, jeres levemåde, og til mig, min levemåde.”
[MOQ Al-Kafiroon:6]

Det vil sige, I (vantro) og Jeg (Muhammed [saaws]) er meget langt fra hinanden, uden nogen bro til at forbinde os – en komplet distinktion og en præcis, forståelig demarkation.

Islam er på den ene side levemåden, som dirigerer mennesket og hele verden henimod Allah (swt) alene, og fastlægger for ham kilden til hans religiøse koncepter, love, værdier, kriterier, etik og moral. Den kilde er Allah (swt) og ingen anden. Altså går livet videre for ham ifølge dette, uden nogen form for polyteisme, hvilket på den anden side repræsenterer en anden levemåde, fuldstændig ulig denne livsanskuelse. De to mødes (forliges) aldrig.

Ibn Kathir siger, at Islam er baseret på absolut monoteisme, hvis koncepter, værdier, doktriner og love dækker alle aspekter af menneskets liv, og de leveres alle sammen af Allah (swt) og ingen anden. Uden denne grundlæggende adskillelse vil forvirring, tvivl og fordrejning utvivlsomt herske. Lad det være klart i vores sinde, at bevægelsen der bærer Islam, aldrig kan være konstrueret på tvetydige eller skrøbelige grundlag, men den skal derimod være bygget på beslutsomhed, præcision og styrke, legemliggjort i Allahs (swt) befaling til os om, at erklære:

لَكُمْ دِينُكُمْ وَلِيَ دِينِ
”Til jer, jeres levemåde, og til mig, min levemåde.”
[MOQ Al-Kafiroon:6]

Således var det Islamiske kalds adopterede måde i de tidlige dage.

Allah (swt) åbenbarede denne Surah, og i den befalede Han sit Sendebud (saaws) og dermed Muslimerne, til at afsværge sig Kufr religioner fuldtud. Altså er afsværgelsen fra alt hvad de er involveret i. Sendebudet (saaws) og hans tilhængere tilbeder Allah (swt), og skal leve ifølge hvad Han (swt) har lovgivet.

Konsekvenserne af Surat ul-Kafiroon
 

كِتَابٌ أَنزَلْنَاهُ إِلَيْكَ مُبَارَكٌ لِيَدَّبَّرُوا آيَاتِهِ وَلِيَتَذَكَّرَ أُوْلُوا الأَلْبَابِ

Konsekvenserne af denne Surah for den noble Ummah i dag er mange. Allah (swt) påminder os ved at sige,

”Her er en Bog Vi har nedsendt til dig, fyldt med velsignelser, så de kan overveje dens tegn, og folk med forståelse kan blive påmindet.”
[MOQ Sad:29]

1. Vi lærer fra Sendebudets (saaws) eksempel, at selv under de strengeste omstændigheder og modgang i Da’awa, skal vi referere til Allah (swt) og Shari’ah, og ikke gøre realiteten eller omstændighederne til vores referencepunkt, uden at tage tilstandene i betragtning.

Tilbudet om kompromis fra Quraish i vor tids kontekst, kunne være sammenlignelig med tilbudet om kompromis, som den Vestlige Kafir tilbyder denne Ummah. Men den første lektion, som bliver ekstrapoleret er, at vores besvarelse skal være baseret på Islam.

2. For det andet, som svar til kaldet om et kompromis, så forvirrede Allahs (swt) henvendelse ikke, eller efterlod noget uklart eller tvetydigt i sin besvarelse af kaldet til en fusion mellem Kufr og Islam.

Derimod leverede Allah (swt) en meget betydningsfuld udtalelse gennem disse Ayaat i Surat ul-Kafiroon. For den sprogkyndige eller ikke-sprogkyndige, er det alt sammen meget tydeligt at se, at Allahs (swt) henvendelse til Quraish kunne have været meget mere moderat eller subtil.

Men vi ser derimod, at henvendelsens stil og budskab, i sin distingvering mellem anerkendelse og benægtelse, var absolut tydelig, og satte en præcedens og en premis for Muslimerne, indtil den Sidste Dag. Denne Surah blev endda efterfølgende navngivet Surat Al-Kafiroon – hvilket betyder ”De Vantro”.

Under lignende omstændigheder i dag er der visse pragmatikere, som bruger alle kræfter på naivt at behage, og agere på en undskyldende måde overfor Kuffar. Hvor mange blandt disse pragmatikere ville recitere Surat Al-Kafiroon for Kuffar, når de hidkalder Ummah under en Kufr paraply, med påskuddet om inter-religiøs dialog, det fælles bedste, og kompromis mellem ”alle trosbekendelser og religioner”?

Efterdønningerne af den 11. september, og den intellektuelle kampagne imod den Islamiske Ummah, for at underkue Islam, gør det endnu mere intenst vigtigt, at Muhammeds (saaws) Ummah skal følge denne Sunnah, og tydeliggøre vores identitet og distinktionen mellem Islam og Kufr.

Ydermere, sammenlign Allah (swt) og Hans Sendebuds (saaws) standpunkt med de korrupte Muslimske regenters standpunkt, især i kølvandet på den 11. september. Fremfor at stille sig på Islams side, underkastede de sig Kufr med Amerika i spidsen.

3. Denne Surah gør det klart, at Kuffar aldrig vil acceptere eller anerkende Islam – tværtimod, adskillige Ayaat indikerer deres yderste bestræbelser for at assimilere og forvirre vores identitet med Kufr.

David Blunkett, den Britiske indenrigsminister, skabte stor ballade, da han erklærede at, ”Immigranter bør sikre, at deres børn vokser op og føler sig britiske.” Det Muslimske lokalsamfund bør adoptere ”acceptable Britiske normer”, sagde David Blunkett. [1]

Mange fortalere for integration blandt Muslimer og Kuffar føler at Muslimer bør adoptere ”acceptable Britiske normer” eller ”Vestlige normer”. Visse personer vil nok lade os forstå, at dette er acceptabelt for Muslimerne. Lad os recitere denne Surah for alle dem, som frembringer dette kald.

Ibn Kathir siger at, ”Jeg tilbeder ikke hvad I tilbeder” [MOQ Al-Kafiroon:2] er en udtalelse bekræftet af ”Og jeg vil aldrig tilbede hvad I tilbeder.” [MOQ Al-Kafiroon:4] ”Og I vil heller ikke tilbede hvad jeg tilbeder…” [MOQ Al-Kafiroon:5], gentages også for fremhævelsens skyld, og for at eliminere alle muligheder for tvivl eller fejltolkning.

Så hvorfor skulle vi, Muslimerne med Haqq, naivt underkaste os deres Kufr tanker og levemåde, når de aldrig vil kompromittere deres Kufr? Det er os der besidder sandheden, og vi bør forsøge at oplyse dem.

4. Det er uundgåeligt i Da’awa, at der vil opstå hårde trængsler, smerte og afvisning, og det er i denne kontekst denne Surah lærer os at være tålmodige, holde fast i sandheden, og være modige i vores standpunkt. Vores standpunkt under disse omstændigheder bør afspejle Allah (swt) og Hans Sendebuds (saaws) standpunkt: ”Til jer, jeres levemåde, og til mig, min levemåde.” [MOQ Al-Kafiroon:6]

Konklusion

Surat ul-Kafiroon markerer et tydeligt landemærke, ikke kun i historien med den islamiske Da’awa, og Allahs Sendebuds (saaws) Da’awa, men også for denne Ummah i dag.

Ligesom dens åbenbaring offentligt og eftertrykkeligt, øremærkede udslettelsen af ethvert håb, som Quraish måtte have haft i modarbejdningen af Islam, skal dens implikationer og virkninger på lignende vis kædes sammen med Da’awa i dag.

Distinktionen vi behandler her, er uundværlig. Behovet for at forstå, at der ikke er plads til kortsigtede eller halve løsninger, kompromiser, eller delvise indfrielser eller justeringer, og at vores kald er unikt for Islam, i modsætning til Kufr. Vi skal modigt stå overfor disse folk, og sige til dem: ”Til jer, jeres levemåde, og til mig, min levemåde.” [MOQ Al-Kafiroon:6].

[1] Der har også været lignende udtalelser fra Danske politikere.