Demokrati er anti-islamisk

Selv om mange muslimer ikke længere er under de vestlige kolonimagters direkte militære og politiske kontrol, er mange inklusive nogle ”retslærde” blevet påvirket af disse kolonimagters ideologi og kultur. Blandt de kapitalistiske ideer, som disse muslimer tager til sig, er især ideen om demokrati.

Definitionen af demokrati

Oxfords engelske leksikon definerer demokrati således: “Folkets styre; den type styre, hvor folket som et hele besidder autoriteten, og hvor de udøver autoriteten enten direkte eller gennem repræsentanter.”

Lord Hailsham siger i sin bog “Demokratiets dilemma”, at den eneste rigtige brug af termet er i sammenhæng med folkets suverænitet og intet andet. Suverænitet kan ligge hos individet, et antal af udvalgte borgere eller hele den voksne befolkning. Kun det sidstnævnte kan kaldes et demokrati.

Suverænitet

Suverænitet betyder den højeste magt. Folkets suverænitet, hvilket er essensen i demokratiet, er tilstede, når folket som en helhed har det sidste ord at skulle have sagt, i en hvilket som helst sag, og samtidigt med, at folket er den sidste reference til lovgivningen og konstitutionen. I praksis har demokratiske stater, normalt kendt som republikker, folkevalgte parlamentsmedlemmer, som nedfælder og vedtager love ifølge majoriteten.

Dette er stærkt i modstrid med det islamiske suverænitetsbegreb.

Muslimer har ikke tilladelse til at nedfælde love, eller varetage deres affærer efter deres eget velbehag, men de skal rette sig efter Allahs (swt) åbenbaring. For eksempel kan folket via majoriteten ikke gøre riba (rente, o. a.) tilladt, eller aflyse jihad. Således tilhører suveræniteten udelukkende Allah (swt) og Hans Shari’ah.

“De har ingen beskytter foruden Ham (Allah), og Han giver ingen andel i Sin styring.”

(OQM. Al-Kahf:26)

“Og de, der ikke styrer med det, Allah har nedsendt, er visselig de vantro.”

(OQM. Al-Ma‘idah:44)

“O I som bærer iman! Adlyd Allah og adlyd Sendebudet og dem, som har autoritet af jer, og hvis I strides om noget, så lad det vende tilbage til Allah og Sendebudet, hvis I har iman på Allah og den sidste dag.” 

(OQM. An-Nisaa:59)

Konklusion

Hermed er det tydeliggjort, at demokrati er et kufr-system. Vi må indse, at der ikke kan drages paralleller mellem det system, som er nedsendt af Skaberen, og det mangelfulde/uretfærdige menneskeskabte system. Khilafahs styresystem skal accepteres, som det er, nemlig en enestående politisk struktur, der hverken er diktatorisk eller demokratisk.

Det er påkrævet os at frigøre os selv fra Vestens intellektuelle slaveri og kun acceptere Islam, som vores reference til løsningen af vores problemer og varetagelse af vores affærer med.