Iqra.DK Iqra.DK
| Denne tale blev holdt af Abdelhakim Chtioui i Valby Lørdag den 18. februar 2006 i anledning af de intellektuelles og politikeres diskussioner om ytringsfrihedens grænser. Diskussionerne opstod som følge af en international konflikt, der blev antændt af den danske regering, da den opfordrede det danske samfund, herunder medier, kunstnere og forfattere, til at anvende ytringsfriheden i kampen mod ”middelalderlig muslimsk kultur”, og inspirerede Jyllands Posten til at offentliggøre de krænkende tegninger af profeten Mohammed (sa). Talen er rettet til både danskere og muslimer her i landet, og den opfordrer alle til at sætte spørgsmålstegn ved ytringsfriheden. Efter talen findes der besvarelser til nogle af de spørgsmål, der blev rejst i forbindelse med andre arrangementer. |
Copyright har ingen eksistensberettigelse, hvorfor denne artikel kan citeres, kopieres, oversættes og trykkes uden tilladelse.
Indledningen
I dag fortsætter debatten om ytringsfriheden, ikke blot her i Danmark, men verden over. Alle i den vestlige verden er enige om, at ytringsfriheden er universel, at ytringsfriheden er ukrænkelig, og at ytringsfriheden er grundlæggende i et sekulært demokratisk samfund. Uenigheden opstår blot i spørgsmålet om, hvor grænserne for ytringsfriheden ligger. Den ene part vil udvide ytringsfriheden, hvorimod den anden part vil begrænse ytringsfriheden. Den ene part vil gør det forsvarligt ”at drive hån, spot og latterliggørelse” af muslimernes anskuelse, hvorimod den anden part ikke vil. Det er her debatten ligger. Grænserne for ytringsfriheden.
Ingen i den vestlige verden, herunder hverken regeringer, partier eller befolkninger, stiller spørgsmålstegn ved selve ytringsfriheden. Selv en del muslimer gør det heller ikke. Denne tale gør det. Denne tale stiller spørgsmålstegn ved selve ytringsfriheden.
Der findes mennesker, der siger, at ”ytringsfriheden er helligt” i den forstand, at ingen må stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden. De siger, at ”ytringsfriheden er hævet over enhver diskussion”, og at ”ytringsfriheden ikke er til diskussion”.
Til disse mennesker siger vi: Der findes intet spørgsmål, der er hævet over enhver diskussion, selv spørgsmålet om Guds eksistens. Ligesom ethvert menneske har ret og endda pligt til at stille spørgsmålstegn ved Guds eksistens, har ethvert menneske på jorden også ret og pligt til at stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden. I dag skal vi lære alle i den vestlige og den islamiske verden at stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden. Er ytringsfriheden universel? Stemmer ytringsfriheden overens med menneskets natur? Denne tale vil besvare disse spørgsmål. I dag vil vi som mennesker alene i kraft af vores intellekt finde ud af, om ytringsfriheden gælder universelt eller ej. I dag vil vi også finde ud af, hvad islam siger om ytringsfriheden.
Jeg vil starte med at spørge jer, der kalder sig for danskere, er det ikke på tide at finde ud af hvorfor der findes muslimer, der ikke kun er imod, men også arbejder for at befri menneskeheden fra ytringsfriheden? I får fortalt, at årsagen til, at vi er imod ytringsfriheden er uvidenhed, kulturel arv, tilbageståenhed, primitivitet eller simpelthen had til den vestlige verden. I denne tale vil vi forklare jer hvorfor vi ikke kun er imod, men også arbejder for at befri menneskeheden fra ytringsfriheden.
I kunne også spørge: Hvilken betydning har det, at der stilles spørgsmålstegn ved ytringsfriheden? Til dette spørgsmål har vi følgende svar. Finder vi ud af, at ytringsfriheden ikke er universel, så er konsekvensen den, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår ytringsfriheden bliver afskaffet i den islamiske verden. Det er også blot et spørgsmål om tid, hvornår ytringsfriheden bliver afskaffet fra de såkaldte internationale love. Sidst, men ikke mindst, er det også et spørgsmål om tid, hvornår ytringsfriheden bliver afskaffet i den vestlige verden, herunder også i dette land, der kaldes Danmark. Konsekvensen er, at ytringsfriheden bliver afskaffet fra Danmarks grundlov. Så lyt derfor til denne tale og debat, hvis I stadig mener, at ytringsfriheden er universel.
Vi er alle sammen mennesker, der kan sanse og tænke. Vi kan i kraft af vores intellekt bedømme om en ide stemmer overens med realiteten eller ej. Vi kan derfor finde ud af om ytringsfriheden stemmer overens med realiteten eller ej. Anvender vi vores intellekt, vil vi udelukkende komme frem til, at ytringsfriheden ikke er universel, at ytringsfriheden er et produkt af en reaktion, at ytringsfriheden ikke er objektiv, at ytringsfriheden er menneskeopfunden, at ytringsfriheden er en utopisk og upraktisabel ide, at ytringsfriheden er modstridende, at ytringsfriheden er mangelfuld, at grænsen for ytringsfriheden varierer gennem tider og steder, og sidst, men ikke mindst, at ytringsfriheden modstrider menneskets natur, og er dermed en fare for mennesket og samfundet.
For en almindelig dansker er disse påstande uhørte.
Ja, disse påstande er uhørte for dig, eftersom du gennem familien, skolen, medierne og samfundet er opdraget til ikke at stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden, men i dag må du lære at gøre det.
Lad os begynde med det rationelle modbevis af ytringsfriheden. Et modbevis der alene bygger på, at vi som mennesker anvender vores intellekt, vores forstand, uafhængig af enhver anskuelse, kultur og tro. Et modbevis som vi alle mennesker på jorden kan opfatte alene i kraft af vores intellekt, uanset om vi er liberale, kristne eller muslimer.
Det rationelle modbevis af ytringsfriheden
Hvad er ytringsfriheden?
For at diskussionen om ytringsfriheden skal give resultater, er det nødvendigt at vide: Hvad er ytringsfriheden? I den vestlige verden findes der en hel del definitioner og forklaringer, som eksempelvis, at ”ytringsfriheden er folks beskyttelse og våben imod magthavere” eller, at ”ytringsfriheden er retten til at udtrykke sig i skrift og tale”.
Den første definition er forkert, fordi ytringsfriheden er langt mere omfattende end blot at kritisere magthavere, og fordi ytringsfriheden heller ikke sikrer folks beskyttelse imod magthavere. Denne definition er blot formuleret for at gøre ytringsfriheden tiltrækkende for folk.
Den anden definition er mere præcis, dog er den mangelfuld.
Den rigtige definition af ytringsfriheden er, ”at individet har friheden til at ytre sig om alt forudsat at det ikke krænker et andet individs frihed”. Denne definition indebærer, at individet har friheden til -gennem skrift eller tale- at udtrykke sine tanker og følelser om alt, dog ikke sådan at det krænker andre individers friheder.
Læg mærke til, at definitionen på ytringsfriheden ikke er relativ, som nogle påstår. De siger, at der ikke findes en definition på ytringsfriheden, og derfor kan det enkelte individ selv definere den efter sin smag og behag.
Nej, ytringsfriheden er en bestemt ide, der udspringer fra en bestemt anskuelse, og har dermed en bestemt definition. Den bestemte anskuelse er den sekulære verdensanskuelse, der adskiller religionen fra livet, og tager dermed udgangspunkt i individets frihed. Individet har således friheden til at ytre sig om alt forudsat, at dette individ ikke krænker et andet individs frihed.
Læg mærke til, at ytringsfriheden ikke siger ”at ikke krænke et andet individ”, men den siger derimod ”at ikke krænke et andet individs frihed”. Der er således forskel på formuleringerne ”at krænke et individ” og ”at krænke et individs frihed”. At krænke et individ kan være hvad som helst. Selv det at jeg hilser på dig eller byder dig velkommen kan du opfatte som en krænkelse. Men nej, sådan siger ytringsfriheden ikke. Den siger, at jeg må ytre mig om alt, blot det, at jeg ikke krænker din frihed, at jeg ikke påfører dig en ydre tvang. Jeg må altså ikke ytre mig sådan, at jeg truer din ejendom eller truer dit liv for at få dig til at udføre en bestemt handling. Her vil der være tale om at krænke et individs frihed, og dette forbyder ytringsfriheden, men ellers har jeg friheden til at ytre mig om alt.
I vil senere blive chokeret over hvilke ytringer ytringsfriheden tillader. Ytringer der ødelægger mennesker og samfund.
Efter at vi har opfattet hvad ytringsfriheden er -en frihed om at ytre sig om alt, dog ikke at krænke andre individers friheder- er det nu på tide at føre det rationelle modbevis af ytringsfriheden. Lad os begynde.
Nr. 1 ytringsfriheden er ikke universel
For det første siger alle i den vestlige verden, at ytringsfriheden er universel, hvilket vil sige, at ytringsfriheden gælder til alle tider og steder. Ytringsfriheden stemmer overens med menneskets intellekt og natur, og kan dermed løse et problem hos alle folk og nationer til alle tider og alle steder. Det er hvad det vil sige, at ytringsfriheden er universel.
Liberalisterne -som er de mennesker, der går op i individets frihed- siger endda til dagligt, at ytringsfriheden er universel. Lad os nu som mennesker anvende vores intellekt. Er ytringsfriheden universel? Kan vi som mennesker til alle tider og steder erkende og forholde os til ytringsfriheden?
Svaret er nej.
En liberalist kan for det første ikke give et rationelt bevis for, at ytringsfriheden er gyldig til alle tider og steder. Han kan ikke engang bevise, at ytringsfriheden gælder her og nu. Vi kan eksempelvis til enhver tid og sted bevise Guds eksistens, ikke udfra vores kultur og historie, men udfra selve realiteten. Det kan en liberalist ikke. Han kan kun referere til hans historie om middelalderen, og forsøge at legitimere ytringsfriheden udfra en bestemt begivenhed, der har fundet sted i Europa. Han kan ikke bevise frihederne udfra selve realiteten, uafhængig af tid og sted, men han argumenterer således: ”Fordi kirkens undertrykkelse i Europa under middelalderen forhindrede velstand og fremgang, var det nødvendigt at adskille religionen fra livet og indføre frihederne, herunder ytringsfriheden”.
Jamen, hr. liberalist. Du refererer her til din historie. Du refererer til en bestemt begivenhed i Europa. Du refererer til en bestemt tid og sted. Du kan ikke bevise, at ytringsfriheden er gyldig uafhængig af tid og sted, herunder uafhængig af din kultur og historie. Det kan du ikke, fordi ideen om ytringsfriheden ikke er fra selve realiteten, men stammer fra hovederne hos en flok mennesker i Europas middelalder under deres kamp imod kirkens og kongernes undertrykkelse. Derfor er ytringsfriheden ikke universel.
Jeg vil senere hen også begrunde hvorfor ytringsfriheden heller ikke er universel, fordi den ikke stemmer overens med menneskets natur. Lad os nu gå til det næste punkt.
Nr. 2 ytringsfriheden er et produkt af en reaktion
Ytringsfriheden opstod i en bestemt begivenhed i Europa, hvor en flok mennesker tog kampen op som en reaktion, jeg gentager igen, som en reaktion, mod kirkens og kongernes undertrykkelse. En reaktion mod en bestemt religion i Europas middelalder. Det er årsagen til, at ytringsfriheden er et produkt af en bestemt reaktion, og alt det, der er et produkt af en reaktion, er ikke universel.
Nr. 3 ytringsfriheden er ikke objektiv
Ytringsfriheden er ikke objektiv, fordi den ikke opstod fra selve realiteten, der er uafhængig af menneskehedens kulturer, men den opstod derimod hos en flok mennesker i Europas middelalder. Ytringsfriheden er altså et produkt af Europas egen kultur og historie. Den er et produkt af en flok mennesker som John Locke. Det er årsagen til, at ytringsfriheden er Europas egen mening. Europas subjektive mening. Ytringsfriheden er subjektiv, og alt det, der er subjektiv, er ikke universel.
Nr. 4 ytringsfriheden er menneskeopfunden
Vi kan alle i kraft af vores intellekt også erkende, at ytringsfriheden er menneskeopfunden. Lad os tage et eksempel. Er Guds eksistens menneskeopfunden? Nej, for vi kan uafhængig af alt, herunder uafhængig af menneskehedens kulturer, bevise Guds eksistens alene udfra sansningen af enhver ting vi ser omkring os. Er ytringsfriheden menneskeopfunden? Ja, for ytringsfriheden opstod i Europas middelalder, hvor en flok mennesker -som en reaktion mod kirkens og kongernes undertrykkelse- opfandt ytringsfriheden. Det er årsagen til, at ytringsfriheden er menneskeopfunden, og alt det, der er menneskeopfunden, er ikke universel.
Nr. 5 ytringsfriheden er en utopisk og upraktisabel ide
Ytringsfriheden er en utopisk ide, fordi den er et produkt af mennesker, hvis sanser og intellekt er begrænsede. Som alle utopiske ideer er ytringsfriheden upraktisabel, og det er årsagen til, at vestlige politikere indfører love for at begrænse ytringsfriheden. Det er også årsagen til, at ytringsfriheden ikke findes verden over, heller ikke i Danmark. Der findes blot en ide om ytringsfrihed, der udover er begrænset af skrevne love, som eksempelvis de såkaldte racisme- og blasfemiparagraf, også er begrænset er uskrevne regler, som findes i eksempelvis familien, skolen, arbejdsplads og samfundet. Børn kan blive straffet af forældre, hvis de ytrer sig forkert, lærerne straffer eleverne, hvis de ytrer forkerte svar, arbejdsgiverne kan finde på at straffe arbejdstagerne, hvis de ytrer sig forkert om løn eller arbejdsforhold, og samfundet kan straffe individer og grupper, hvis de ytrer sig imod samfundets værdier. Hvor findes ytringsfriheden hen på jorden? Den har faktisk aldrig og vil aldrig findes i et samfund, netop fordi den er en utopisk og upraktisabel ide.
Nr. 6 ytringsfriheden er modstridende
Ytringsfriheden er -som enhver anden menneskeopfunden ide- modstridende, mangelfuld, varierende i tider og steder, og sidst, men ikke mindst, så modstrider den også menneskets natur.
Lad os tag det en efter en. Ifølge ytringsfriheden har du friheden til at ytre dig om alt forudsat at du ikke krænker et andet individs frihed. Dette er modstridende, for det betyder at du kan anvende ytringsfriheden for at ytre dig imod ytringsfriheden. Det er årsagen til, at ytringsfriheden er selvdestruktiv.
Udover at ytringsfriheden modstrider sig selv, så modstrider den også alle andre friheder. Du har nemlig friheden til at ytre dig for at afskaffe både tros-, personlig og økonomisk frihed, og du har sågar også friheden til at ytre dig for at afskaffe både sekularisme og demokrati, hvilket vil sige, at den kapitalistiske ideologi er modstridende.
Denne modstridelse har gjort, at vestlige politikere er tvunget til at føre dobbeltstandarder. På den ene side er det tilladt at du anvender ytringsfriheden, men på den anden side kan du risikere at miste dit arbejde, din ejendom, dit hjem eller endda dit eget liv, hvis du ytrer dig imod deres kultur eller ideologi. Vi ser eksempler på hvordan en del af vores brødre i dag udvises fra gymnasier, fordi de har ytret sig imod den vestlige kultur. Vi ser brødre, der har mistet arbejde, fordi de på åbent skærm har ytret sig imod den vestlige kultur. Vi ser brødre der sidder i vestlige fængsler, fordi de har ytret sig om djihad som løsningen på krigen i Irak. Vi ser brødre der landsforvises, fordi de har ytret sig om, at Allahs lov kommer før fransk grundlov.
Oven i dette, findes der også en modstridelse i alle vestlige love forårsaget af ytringsfriheden. På den ene side nævner grundlovene ytringsfriheden, men på den anden side tilføjes paragraffer, som begrænser og endda modstrider ytringsfriheden. Lad os tag et eksempel:
I den såkaldte danske grundlov står der i paragraf 77:
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”. Jeg gentager igen ”dog under ansvar for domstolene”. Læg mærke til, at først nævnes ytringsfriheden, men i samme paragraf blandes domstolene ind. Paragraffen blander staten ind, og giver den altså muligheden for at sætte begrænsninger på ytringsfriheden. Lad os så se hvilke begrænsninger på ytringsfriheden den danske magtelite har indført i lovene.
For det første ser vi, at de har indført paragraf 266 b, også kaldet racismeparagraf, der siger følgende:
”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”.
Denne paragraf modstrider ytringsfriheden, for hån, spot og latterliggørelse af enhver person eller en befolkningsgruppe er ikke en krænkelse af deres friheder. I realiteten giver ytringsfriheden individet friheden til at drive spot, hån, verbale ydmygelser og latterliggørelse af ethvert menneske alene på grund af sin race, hudfarve, national oprindelse, tro eller seksuel orientering. Se selv her hvordan politikerne -på grund af ytringsfrihedens ugyldighed- er tvunget til at indføre love for at begrænse ytringsfriheden.
De er tvunget til at indfører love imod ytringsfriheden, fordi de handler i praksis, og kan under deres praktiske arbejde indse, at en ytringsfrihed uden grænser er en fare for samfundet. De kan i praksis se, at ytringsfriheden er en utopisk ide.
For det andet ser vi, at de også har indført paragraf 110 e, der siger følgende:
”Med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil to år straffes den, der offentligt forhåner en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller De forenede nationers eller Det europæiske Råds flag.”
Denne paragraf modstrider også ytringsfriheden, fordi hån, spot og latterliggørelse af enhver stat og nation ikke krænker andre individers frihed. Ytringsfriheden giver individet friheden til at drive både hån, spot og latterliggørelse af enhver stat og nation.
For det tredje ser vi, at de også har indført paragraf 140, også kaldet blasfemiparagraffen, som lyder således:
”Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.”
Denne paragraf modstrider også ytringsfriheden, fordi ytringsfriheden giver individet friheden til at drive spot og hån af enhver religion og anskuelse.
Vi ser her med disse eksempler hvordan en flok mennesker danner en menneskeopfunden ide, som eksempelvis ytringsfriheden, og fordi de -ligesom os- har et begrænset intellekt, er de tvunget til at udtænke love, der modstrider deres egne love. At udtænke racisme- og blasfemiparagraf, der modstrider ytringsfriheden.
Nr. 7 ytringsfriheden er mangelfuld
Ytringsfriheden er mangelfuld, fordi den giver individet friheden til at ytre sig, og derfor mangler den love, der eksempelvis beskytter det ene menneske mod et andet menneskes verbale overgreb. Det er årsagen til, at vestlige politikere i deres grundlove nævner ytringsfriheden, men så tilføjer de paragraffer, som eksempelvis racismeparagraf, for at udfylde den mangel ytringsfriheden danner.
Nr. 8 ytringsfriheden er varierende i tid og sted
Det er ikke selve ideen om ytringsfriheden, der varierer, men det er derimod hvordan mennesket praktiserer ytringsfriheden, der varierer i både tid og sted. I 1930’ernes Tyskland var det tilladt at håne og spotte jøder, men i dagens Tyskland er det ikke kun forbudt at gøre det, det er også forbudt at anvende ytringsfriheden for at afvise historien om Holocaust. I 1970’erne var det i Danmark en skam at spotte og håne muslimer, men i dag er det ikke kun tilladt at gøre det, det er også tilladt at anvende ytringsfriheden for at spotte og håne muslimernes anskuelse.
Nr. 9 ytringsfriheden modstrider menneskets natur
Udover at ytringsfriheden ikke er universel, fordi dens gyldighed ikke kan bevises i alle tider og steder, så er den heller ikke universel, fordi den modstrider menneskets natur.
En sekularist -som er et menneske, der går indenfor at adskille religion fra livet- vil finde det uhørt at sige, at ytringsfriheden modstrider menneskets natur. For hvis ytringsfriheden modstrider menneskets natur, så betyder det, at ytringsfriheden ikke er gyldig til alle folk og nationer, heller ikke til de europæiske befolkninger. Det betyder, at ytringsfriheden aldrig har været og vil aldrig være den rigtige løsning for europæiske befolkninger. ”Sådan noget kan du ikke mene” vil en sekularist sige.
Svaret er jo, ytringsfriheden modstrider menneskets natur, og inden vi fremlægger beviser for det, vil vi først fjerne en misforståelse omkring ytringsfriheden, der hersker i den vestlige verden.
Vestlige politikere siger, at ytringsfriheden er en forudsætning for kreativitet, fremgang og velstand i et samfund. De siger, at realiteten bekræfter, at de lande hvor ytringsfriheden ikke findes, er folk underudviklede og fattige.
De siger også, at historien bekræfter, at folk var underudviklede og fattige i Europa, og da ytringsfriheden blev indført, så opstod kreativitet og fremgang. Resultatet ser alle i dag, hvor den vestlige verden har både kreativitet, fremgang og velstand. Af den grund mener de, at ytringsfriheden er gyldig til alle folk og nationer.
Til disse politikere siger vi: Det er rigtigt, at ytringsfriheden var med til at fremme en kreativitet hos europæiske tænkere, der i middelalderen ikke fik lov til at tænke, men det var ikke selve ytringsfriheden, der førte til Europas oprejsning. Det var derimod den sekulære verdensanskuelse, netop fordi denne verdensanskuelse danner et samfundssystem. Dog er denne oprejsning i Europa forkert, fordi den baserer sig på en ideologi, hvis verdensanskuelse modstrider menneskets intellekt, og hvis samfundssystem modstrider menneskets natur. At ytringsfriheden modstrider menneskets natur, er årsagen til, at I indfører love for at begrænse ytringsfrihedens konsekvenser på mennesker.
Velstanden i Europa skyldes ikke ytringsfriheden, men en forkert oprejsning, og denne oprejsning har også fået den vestlige verden til at samle sine kræfter, erobre og udnytte andre folks og nationers rigdomme.
Ytringsfriheden modstrider menneskets natur, fordi den giver friheden til at ytre sig mod selve mennesket. Den giver friheden til at drive spot og verbale ydmygelser af selve mennesket sådan som det er skabt. Det ligger i menneskets natur ikke at blive spottet, latterliggjort ej heller at blive verbalt ydmyget for sådan som det er skabt. Intet barn på jorden ønsker at blive udsat for verbale mobninger, fornedrelse ej heller at blive verbalt ydmyget for sådan som det er skabt, men ytringsfriheden tillader alt dette. Den giver individet friheden til at føre verbale mobninger og ydmygelser af selve mennesket, og dette modstrider menneskets natur.
Ytringsfriheden giver individet friheden til at fremsige smædekampagner, injurier, racetaler, gudsbespottelser, løgn, bedrageri, hån, spot og verbaler ydmygelser. Dette fører til et samfund med beskyldninger, splittelser og interne uroligheder for til sidst at gå i opløsning. At ytringsfriheden er en fare for samfundet, og endda opløser samfundet, er årsagen til, at vestlige politikere udtænker love, herunder racismeparagraffer, for at begrænse ytringsfriheden. At begrænse ytringsfrihedens ondskab, for ellers vil den føre til slægtsfejder, konflikter, og sidst, men ikke mindst, krige mellem folk og nationer. Det er ikke forkert, og historien bekræfter det endda, at ord kan føre til krig.
Lad os uddybe ytringsfriheden yderligere, så enhver kan sanse dens ugyldighed og dens modstrid med menneskets natur.
Ytringsfriheden giver individet friheden til at spotte, håne og latterliggøre jøder. Der Stürmers tegninger af jøder som rotter og jødesmovse med krumme næser og pengeposer, der drikker blod fra børn, udtrykker ytringsfriheden. De jøder, der bekender sig til ytringsfriheden, må finde sig i Der Stürmers tegninger, selvom disse tegninger fra 1930’ernes Tyskland er falske.
Den jøde, der mener at besidde en menneskelig værdighed, bør tage afstand fra ytringsfriheden og fremme muslimernes kamp for at afskaffe ytringsfriheden fra jordens overflade. Ytringsfriheden er en fare overfor menneskeheden, også overfor jøderne.
Ytringsfriheden giver individet friheden til at drive spot, hån og latterliggørelse af kristne. Føtex-sandalerne med tegninger af Jesus (’isa (as)), og film, der fremstiller Jesus med smag for kvinder, udtrykker også ytringsfriheden.
De kristne, der bekender sig til ytringsfriheden, bør også afvise ytringsfriheden, og i stedet fremme muslimernes kamp for at befri menneskeheden fra ytringsfriheden.
Ytringsfriheden giver individet friheden til at drive spot, hån og latterliggørelse af muslimer. Tegningerne af profeten Mohammed (sa) med en bombe, udtrykker også ytringsfriheden. Det er selvmodsigende, at de muslimer, der taler positivt om ytringsfriheden, i dag begynder at klage over disse tegninger. Jyllands Posten har ret i, at tegningerne af profeten med en bombe udtrykker ytringsfriheden.
De muslimer -der ligesom islam- mener, at alle sendebude ikke må være genstand for hverken spot, hån eller latterliggørelse, skal afvise ytringsfriheden og arbejde sammen med de muslimer, der kæmper for at genoprette den islamiske stat, khilafah, der vil fjerne ytringsfriheden verden over.
Sekularister -som er de mennesker, der adskiller religion fra livet- har i over 500 år lovet både kristne, jøder og muslimer fred og velstand på jorden. I dag er vi ikke kun vidner til den økonomiske ulighed, kriminalitet og perversitet verden over, men vi er også vidner til, at sekularisterne gennem tiderne har drevet spot, hån og latterliggørelse af både kristne, jøder og muslimer. I talende stund er turen igen kommet til muslimerne.
I dag er det muslimerne, der er genstand for spot, hån og latterliggørelse. Hvorfor det? Fordi der findes muslimer, der arbejder for at afskaffe det sekulære demokratiske samfund og erstatte dette samfund med det islamiske samfund udtrykt i den islamiske stat, khilafah. Sekularisterne i Danmark kan overfor muslimerne ikke bevise gyldigheden af sekularisme, demokrati ej heller individets frihed, herunder hverken ytrings-, tros-, personlig eller økonomisk frihed. De har intet andet at tilbyde end at drive spot, hån og latterliggørelse. Til disse sekularister har vi dette at sige: Spot, hån og latterliggørelse beviser ikke det I står for. Fremlæg rationelle beviser for det I står, for ellers er det kun et spørgsmål om tid, hvornår jeres sekulære demokratiske samfund ophører med at eksistere.
Det islamiske modbevis af ytringsfriheden
Når vi som mennesker alene i kraft af vores intellekt kan erkende, at ytringsfriheden ikke er gyldig for folk og nationer, er det på tide at finde ud af, hvad islam siger til ytringsfriheden. Lad os se på islam, hvis verdensanskuelse kan erkendes i kraft af vores intellekt.
Vi må huske på, at de muslimer, der går indenfor ytringsfriheden, gør det på grund af misforståelser, og ikke på grund af, at de mener, at Allah ikke bestemmer hvilke ytringer mennesket må fremsige. Enhver muslim ved, at en bevidst afvisning af de koranvers, hvor Allah påbyder eller forbyder bestemte ytringer, er frafald fra islam, hvilket vil sige, at den pågældende muslim ikke længere er muslim, selvom vedkommende stadig kalder sig for muslim. Vender vedkommende ikke tilbage til islam inden sin død, da vil han eller hun komme i helvedet, djahannam, i al evighed. Må Allah beskytte os fra det. Det er prisen for at gå indenfor ytringsfriheden sådan, at Allahs påbud eller forbud afvises.
De muslimer, der går indenfor ytringsfriheden, gør det fordi de antager, at ytringsfriheden betyder ”retten til at ytre sig”, eller antager, at ytringsfriheden betyder ”den lille mands kritik af magthavere”. Med disse antagelser mener de, at ytringsfriheden ikke modstrider islam. De siger endda, at ytringsfriheden findes i islam.
En kvinde her Europa antog også, at ytringsfriheden gælder i islam, så henviste hun til vers fra koranen, der begrænser ytringsfriheden, såsom at du ikke må bagtale. Med denne fremgangsmåde kom hun frem til den konklusion, at ”frihed under ansvar” gælder i islam.
I realiteten er denne fremgangsmåde uislamisk. I islam må hun ikke først antage en ide, og derefter henvise til koranvers for at begrunde denne ide. I islam skal koranen og sunnah tolkes udfra koranen og sunnah. Med denne metode ser vi, at begrebet ytringsfrihed hverken findes i koranen eller sunnah. Ideen om ytringsfriheden er ikke fra islam, men stammer fra den vestlige kultur, som er forbudt at modtage, fordi Allah (swt) siger:
”Og alt hvad sendebudet giver jer, skal I tage imod, og alt hvad han forbyder jer, skal I afholde jer fra”.
[al Hasjr 59:7]
”De vil lovgives af hedenskaben (taghout), og de er blevet beordret at benægte den”.
[al Nisa 4:60]
I realiteten er ytringsfriheden hverken ”retten til at ytre sig” eller ”den lille mands kritik af magthavere”. I realiteten er ytringsfriheden friheden til at ytre sig om alt, dog under forudsætningen af at andre individers friheder ikke krænkes. Ytringsfriheden tillader således at kritisere magthavere, men den tillader også at kalde til det, der er uislamisk (kufr), såsom sekularisme, kvindefrigørelse, ligestilling, perversitet, socialdarwinisme, nationalisme, diktatur og demokrati, og den tillader at kalde til det, der er forbudt (haram), såsom renter, aktier, druk og forhold af samme køn, og den tillader at krænke det ukrænkelige, såsom kvindens ære (’ird). Den muslim, der på grund af misforståelser går indenfor ytringsfriheden, har altså åbnet op for, at kufr og haram destruerer samfundet.
Islam tager ikke udgangspunkt i frihed, men den tager derimod udgangspunkt i, at enhver muslim forholder sig til sharia. Ingen må foretage en hvilken som helst handling uden sharias tilladelse. Beviset herfor er, at Allah (swt) siger:
”Ved din Herre, Vi vil drage dem alle til regnskab for, hvad de har lavet”.
[al Hidjr 15:92-93]
Dette vers er beviset på, at vi ikke må foretage en handling, herunder at ytre os, uden sharias godkendelse. Vi må ikke tegne, vi må ikke tale og vi må ikke skrive uden sharias godkendelse. Ytringsfriheden har således ingen eksistensberettigelse i islam.
Udover koranen er der i sunnah en hadith, hvor sendebudet (saw) siger:
”Den, der erkender Allah og den sidste dag, skal sige det gode eller tie”.
Det betyder, at du kun må fremsige det gode, hvilket er kun det islam tillader, eller også må du tie. Der findes således ingen ytringsfrihed i islam, enten siger du kun det islam tillader eller også må du holde din mund. Læg mærke til, at sendebudet begynder med at sige ”Den, der erkender Allah og den sidste dag”, hvilket betyder, at vi som muslimer er forpligtet (fard) til enten at sige det gode eller at tie.
Lad os se på sharia for at se hvordan den behandler spørgsmålet om ytring. Sharia opfordrer (mandoub), uopfordrer (makrouh), påbyder (fard), forbyder (haram) og tillader (mubah) bestemte handlinger, herunder i forbindelse med ytringer. Den opfordrer bestemte ytringer, såsom at du hilser på din bror. Den uopfordrer bestemte ytringer, såsom at føre sladder. Den forbyder bestemte ytringer, såsom at bagtale, at kalde til det, der er uislamisk (kufr), eller at kalde til det, der er forbudt (haram). Den påbyder bestemte ytringer, såsom at du skal give vidneudsagn i retten, eller at du skal ytre dig imod magthaverne, der ikke overholder sharia, som det er tilfældet i dag med de provestlige regimer i den islamiske verden. Den tillader at ytre dig om alt forudsat at det bygger på islam. Du har tilladelsen til at skrive skrifter, herunder bøger og artikler. Du har tilladelsen, læg mærke, ikke friheden, men tilladelsen, til at fremføre videnskabelige, intellektuelle, politiske og shariamæssige diskussioner.
Islam forbyder dig ikke at ytre dig. Allah har skabt din mund, så du blandt andet kan ytre dig. Ytr dig, men det skal bygge på islam, eller også må du tie. For på dommedagen vil du blive draget til ansvar for enhver ytring, der kommer ud af din mund og hånd. Beviset herfor er, at Allah (swt) siger:
”Ved din Herre, Vi vil drage dem alle til regnskab for, hvad de har lavet”.
[al Hidjr 15:92-93]
Sådan er islam. Den regulerer handlinger så der opstår harmoni i det islamiske samfund, hvor ingen gør hinanden fortræd og samtidig findes der kreativitet, velstand og fremgang. Et samfund, hvor alle kan være deri, også jøder og kristne, uden at bliver genstand for spot, hån, fornedrelse eller verbale ydmygelser.
Der findes muslimer, der bliver tiltrukket af ytringsfriheden, fordi den giver individet friheden til at ytre sig imod magthavere. Men læg mærke til, at ytringsfriheden ikke forpligter, men den giver blot friheden til, at du kan ytre dig imod magthavernes tyranni. Du kan altså vælge at gøre det, og du kan også vælge at lade være. Derfor sikrer ytringsfriheden ikke, at folk tager kampen op imod magthavernes tyranni. Det gør islam. Islam siger, at du har pligt (fard) at ytre dig imod magthavernes tyranni, ellers bliver du straffet. Allahs sendebud (saw) siger:
”Den bedste anstrengelse (djihad) er et sandt ord hos en tyrannisk regent”.
Det er islam, og ikke ytringsfriheden, der sikrer folks kritik og kamp mod magthaverne. At vi ikke ser dette i den islamiske verden i dag skyldes, at folk endnu ikke er bevidste om islam.
En sekularist kunne stille dette spørgsmål: ”Når I siger at ytringsfriheden er falsk, hvorfor findes der så muslimer, der går indenfor ytringsfriheden, og endda kalder sig selv for demokratiske?” Svaret er, at for det første har kolonistaterne Frankrig og England siden det 19.århundrede udbredt deres kultur, herunder ideen om ytringsfriheden, i den islamiske verden, der lå under forfald. Med andre ord: Muslimer er mennesker, der blev påvirket af den vestlige kultur i flere århundreder.
For det andet var kolonistaterne tvunget til at indføre tyranner i deres oprettede nationalstater i den islamiske verden for at holde islam udenfor samfundslivet. Politisk forfølgelse, undertrykkelse, fravær af rettigheder, fængslinger, tortur og drab har fået en del muslimer til at se op til den vestlige kultur, og at gå indenfor det den vestlige verden står for, herunder ytringsfriheden. Det er grundene til, at der findes muslimer, der bliver tiltrukket af ytringsfriheden.
Med denne tale, der udover fremviser realiteten af ytringsfriheden, også tilbageviser den både rationelt og islamisk, så burde muslimerne fra i dag af ikke kun afvise ytringsfriheden, men også at forklare europæiske befolkninger realiteten af ytringsfriheden med det formål, at disse befolkninger afviser ytringsfriheden.
Afslutningsvis vil jeg fortælle en historie, der en dag kan blive en realitet, ikke blot i den nuværende islamiske verden, men også her i dette land, der kaldes Danmark.
Samfundsopinionen har faktisk en virkning på mennesker, der overstiger domhusenes straf. I Danmark ligesom alle andre europæiske lande er der en samfundsopinion imod diktatur til en sådan grad, at en borger ikke kan ytre sine diktatoriske holdninger uden at svede og frygte denne samfundsopinion. Sådan vil det også være under khilafah. Der vil være en samfundsopinion imod det, der er uislamisk (kufr), også overfor ytringsfriheden.
Samfundsopinionen mod ytringsfriheden vil være til en sådan grad, at hvis det sker, at en person bliver arresteret, fordi han kalder til ytringsfriheden, så vil han overfor shariadomstolen kræve en anden straf.
Han vil sige: ”Hr. dommer: døm mig for tyveri, bedrageri og mord, men døm mig ikke som en demokrat ej heller som en forkæmper for ytringsfriheden”. Dommeren vil sige til ham. ”Jeg søger tilflugt til Allah. Jeg kan ikke dømme dig for forbrydelser du ikke har begået. Din eneste forbrydelse er, at du kaldte til ytringsfriheden, og det er kun det du bliver dømt for. Hvorfor vælger du at blive dømt for andre forbrydelser, når straffen for din forbrydelse er langt mindre?” Han vil sige, ”Hr. dommer. Jeg kan knap nok udholde tanken om at min dom, som værende demokrat eller forkæmper for ytringsfriheden, vil føre til, at min kone, børn og venner forlader mig af skam og forargelse, men jeg kan ikke udholde tanken om, at når jeg en dag dør, så vil mine børnebørn aldrig besøge min grav”.
Det er denne samfundsopinion, hvis Allah vil (in sha allah), opstå verden over. Hvorfor? Fordi ytringsfriheden er ikke universel, er et produkt af en reaktion, er ikke objektiv, er menneskeopfunden, er en utopisk og upraktisabel ide, er modstridende, er mangelfuld, grænsen for ytringsfriheden varierer gennem tider og steder, modstrider menneskets natur, og er dermed en fare for mennesket og samfundet, og sidst, men ikke mindst, er ytringsfriheden uislamisk (kufr).
Tak for jeres opmærksomhed.
Spørgsmål og svar
1. spørgsmål:
Når du nu sætter spørgsmålstegn ved ytringsfriheden, har du så tænkt over, at det netop er ytringsfriheden her i Danmark, der giver dig lov til at holde din tale i dag?
1. svar:
Der findes nogle tænkere i den vestlige verden, der synes, at det er et selvmord at bekæmpe ytringsfriheden, netop fordi den jo sikrer, at enhver får mulighed for at kunne ytre sig. I realiteten er dette forkert, fordi det, der gør, at vi kan ytre os i dag, er ikke ytringsfriheden, men vor Herre, der har skabt vores hånd og mund. Det er altså ikke ytringsfriheden, men det er vor skaber, der har givet mig evnen til at ytre min tale i dag.
Nogle kunne sige, at hvis ikke det var for den grundlovssikrede ytringsfrihed, så havde jeg ikke haft muligheden for at kunne holde en tale i dag. Dette er også forkert, for selv om det skulle ske, at myndighederne forbyder vores ytringer, ligesom det sker i dagens Tyskland, så vil vi stadig kunne ytre os sålænge vi kan bevæge vores medfødte mund.
En anden vinkel kan formuleres som følgende spørgsmål: Hvad kom først: Ytringsfriheden eller mennesket? Vi ved alle, at mennesket har ytret sig før fænomenet om ytringsfriheden opstod i Europas middelalder. Mennesker har ytret sig i årtusinder inden ideen om ytringsfriheden opstod i Europa. Så det er forkert at tro, at det er ytringsfriheden, der har gjort, at mennesket kan ytre sig. Det er således også forkert at tro, at hvis ytringsfriheden afskaffes, så forsvinder menneskets ytringer også.
2. spørgsmål:
Nu hvor I bekæmper ytringsfriheden, tænker jeg på, om I så går indenfor undertrykkelse -altså forbud mod at folk ytrer sig.
2. svar:
Ideen om, at ”Hvis du er imod friheden, så går du indenfor undertrykkelse” er faktisk en ide vi af og til møder hos nogle journalister, intellektuelle og politikere, ikke kun her i landet, men også ude i verden, herunder i den islamiske verden. En sådan ide virker ikke på os, dog kan den virke på de mennesker, der tror at verden består af de modsætninger, som den vestlige verden opstiller. Nemlig at hvis du bekæmper frihederne, ja så må du gå indenfor undertrykkelserne. Bekæmper du demokrati, går du indenfor diktatur. Bekæmper du integration, går du indenfor isolation. Bekæmper du parlamentarisme, går du indenfor vold. Bekæmper du ytringsfriheden, går du indenfor ytringsforbudet. Listen er lang. Sådan opstiller vestlige politikere verden, nemlig en verden, der består af deres selvopfundne modsætninger.
I realiteten er verden ikke sådan. Vi bekæmper både frihederne og undertrykkelserne og fremlægger det islamiske samfundssystem som alternativ. Vi bekæmper både demokrati og diktatur og fremlægger khilafah som alternativ. Vi bekæmper både integration og isolation, og fremlægger det at bære islam og leve blandt folk som alternativ. Vi er imod både parlamentarisme og vold som samfundsændringen og fremlægger sendebudets (sa) ændringsmetode som alternativ. Vi bekæmper både ytringsfriheden og ytringsforbudet, og som alternativ fremlægger vi det islamiske samfund, der forbyder de onde og tillader de gode ytringer.
Fordi islam afviser ytringsfriheden, så er det altså ikke fordi den går indenfor ytringsforbudet. Islam betragter det således, at både ytringsfriheden og ytringsforbudet er uislamiske (kufr), og regulerer handlinger sådan, at den forbyder onde ytringer og tillader gode ytringer. Eksempler på nogle gode og onde ytringer er nævnt sidst i min tale.
3. spørgsmål:
Du siger, at europæerne havde et problem med deres samfund i Middelalderen, og at de blandt andet kom frem til ytringsfriheden som løsning på deres problem. Hvordan skulle de ellers have løst det?
3. svar:
Det er rigtigt, at europæiske befolkninger havde samfundsproblemer, som de ikke kunne løse udfra kristendommen. Netop fordi kristendommen blot er en religion, der ikke har et samfundssystem, herunder hverken et økonomisk, social- eller et styresystem. Fordi kristendommens anskuelse, herunder treenigheden, er irrationel, så førte dette også, at kirken var modstander af, at folket anvendte intellektet og videnskaben. Så du havde et problem i Europa, hvor tænkning, kreativitet og fremgang var lammet. Europa var altså under en form for ytringsforbud. Det er rigtigt, at dette var et problem, men hvad skulle løsningen have været? Skulle løsningen have været det modsatte: Ytringsfriheden? Nej. Bare fordi kirken indførte tvang og ytringsforbud, så er løsningen ikke det modsatte, nemlig frihed og ytringsfrihed. Det var sådan de europæiske tænkere løste deres problemer. Sådan skulle de ikke have gjort. De skulle i stedet have undersøgt efter den ideologi, hvis verdensanskuelse bygger på menneskets intellekt, og hvis samfundssystem stemmer overens med menneskets natur. På den måde ville de have løst deres problemer udfra et objektivt grundlag.
4. spørgsmål:
Er det ikke bedre med ytringsfriheden i dag i stedet for ytringsforbudet under Middelalderen?
4. svar:
Svaret er nej, for menneskeheden står ikke i den situation, at den skal vælge mellem to modsætninger: Enten ytringsforbud eller ytringsfrihed. Der findes faktisk en tredje alternativ, som hverken forbyder eller frigør ytringer, men holder en balance sådan, at onde ytringer forbydes og gode ytringer tillades. En balance hvor samfundet udfra gode ytringer opnår kreativitet, fremgang og velstand og samtidig forhindrer onde ytringers krænkelser, perversiteter og konflikter. Lad mig uddybe.
I realiteten er både ytringsfriheden og ytringsforbudet ikke løsninger på menneskets problemer, faktisk er de begge en kilde til problemer. Begge gør mennesket fortræd. Lad os se på det en efter en.
Hvad angår ytringsforbudet, så hæmmer dette menneskets anvendelse af sin medfødte hjerne, mund og hånd. Godt nok forhindrer ytringsforbudet onde ytringer, men bagslaget er jo, at det også forhindrer gode ytringer, herunder intellektuelle og videnskabelige ytringer. Ytringsforbudet fører til et samfund, hvor kreativitet, fremgang og velstand falder. Det var jo også lige præcis det, der skete i Europas middelalder. Her så vi hvordan kirkens og kongernes ytringsforbud standsede kreativitet og fremgang.
Hvad angår ytringsfriheden, så fremmer dette menneskets anvendelse af sin medfødte hjerne, mund og hånd, men bagslaget er, at den også giver friheden til at føre onde ytringer. Ytringsfriheden giver friheden til både de gode og de onde ytringer, og dette ødelægger samfundet. Godt nok giver ytringsfriheden friheden til at føre gode ytringer som eksempelvis intellektuelle og videnskabelige ytringer, som vi ser i dag i de vestlige samfund, men til gengæld giver den også friheden til at føre onde ytringer såsom smædekampagner, intriger, racetaler, separatisme, sexisme, spot og hån. Dette fører til et samfund, der godt nok har kreativitet og fremgang, men til gengæld ødelægger mennesket, og giver anledning til uro og spændinger. Det er lige præcis det vi ser i dagens Vesten, hvor krænkelser, perversiteter og konflikter er fremtrædende.
Vi ser altså at både ytringsforbudet og ytringsfriheden er en fjende af mennesket. Løsningen er hverken et samfund med ytringsforbud, som i Middelalderens Europa, og heller ikke et samfund med ytringsfrihed, som dagens vestlige verden. Vi skal have et samfund, der fremme de gode og samtidig forbyder de onde ytringer. Et samfund, der fremmer kreativitet, fremgang og velstand og samtidig forhindrer krænkelser, perversiteter og konflikter.
Spørgsmålet melder sig nu, hvordan kan vi mennesker så fremme de gode ytringer, og samtidig forbyde de onde ytringer? Det er her hvor sagens kerne ligger. Det er her tænkerne skulle have grebet deres problem an under Middelalderen, og ikke som de har gjort: At opfinde ytringsfriheden som en reaktion mod kirkens og kongernes ytringsforbud. Det er her vi har spørgsmålet: Hvordan fremmer vi de gode ytringer og fjerner de onde ytringer? Det er også her vi mennesker kan blive uenige, og det er også her vestlige tænkere vil sige, ”At spørgsmålet om hvad der er godt og ondt ikke er objektive størrelser. Hvad er gode ytringer? Hvad er onde ytringer? Hvad er godt og hvad er ondt?”
Svaret er dette: Vi mennesker kan i kraft af vores intellekt kun erkende det vi kan sanse, og eftersom vi udfra selve handlingerne ikke kan sanse de gode og de onde ytringer, så kan vi faktisk ikke vide det. Vi mennesker ved faktisk ikke hvad der er gode ytringer og hvad der er onde ytringer. Spørgsmålet er nu: Hvem ved det så?
Svaret er, at vi udfra sansning af vores omgivelser, himlen såvel som jorden, kan erkende skaberens eksistens, og vi kan udfra sansning af koranens udfordring erkende, at islam er fra skaberen. Udfra islam ved vi hvad gode og onde ytringer er for nogle størrelser. Herefter kan vi på basis af islam tillade gode ytringer og forbyde onde ytringer. På den måde kan vi danne et samfund, hvor der hverken findes ytringsforbud eller ytringsfrihed, men kun de ytringer, som skaberen tillader. Her opnår vi et samfund, der fremmer menneskets kreativitet, fremgang og velstand, og samtidig lukker af for krænkelser, perversiteter og konflikter.
Nu er det sådan, at vi ikke blot kan erkende dette samfund rationelt, men vi er også så heldige at kunne pege på historien. Vi kan pege på, at imens kirkens og kongernes ytringsforbud sank Europa i den mørke middelalder, så var historien helt anderledes i den islamiske verden. For under khilafahs barndom blomstrede kunst, tænkning, teknik, videnskab, astronomi, matematik og jura (fiqh), og samtidig blev krænkelser, perversiteter og konflikter afvist. Det er et sådant samfund vi præsenterer for menneskeheden i dag. Et samfund, hvor der hverken findes ytringsforbud eller ytringsfrihed, men kun de gode ytringer defineret af menneskehedens skaber.
5. spørgsmål:
Det interessante synes jeg er din påstand om, at ytringsfriheden modstrider menneskets natur. Det vil jeg gerne have uddybet. Jeg vil også spørge: Når du under din tale kritiserer sekularister og de liberale, krænker du så ikke selv menneskets natur?
5. svar:
Du har ret i, at det kræver en uddybning. Lad os se på det. Ytringsfriheden modstrider menneskets natur, fordi den giver individet friheden til at ytre sig ondt om selve hvordan mennesket er skabt. Ytringsfriheden giver friheden til eksempelvis at håne mennesket, fordi det har behov for at tilbede eller har behov for afkom. Den giver også friheden til at håne den blinde, den døve, den underudviklede eller på grund af hudfarve. Ytringsfriheden giver også friheden til at latterliggøre kvinden, fordi hun er en kvinde, hvilket modstrider kvindens natur. Ytringsfriheden giver altså friheden til at føre ytringer imod selve mennesket sådan som det er skabt, og dette modstrider menneskets natur. Udover dette, så giver ytringsfriheden også individet friheden til at ytre sig sådan, at mennesket ikke opnår tryghed, og dette modstrider også menneskets natur.
Min kritik af sekularister modstrider faktisk ikke menneskets natur. For kritikken er ikke rettet imod selve sekularisten som værende et menneske, men er derimod rettet imod de forkerte ideer sekularisten bærer på. Kritikken er rettet imod deres uerkendelige ide om at adskille religionen fra livet, og derefter at tage udgangspunkt i individets frihed, herunder ytringsfriheden.
Lad os tage et andet eksempel. At kritisere jøder som værende mennesker, sådan som de er skabt, er forkert. De gælder eksempelvis når nogle håner om deres påståede krumme næser. Det er derimod ikke forkert at kritisere jøder som værende jøder, eksempelvis at sige til dem, at jeres religion er uerkendelig, og at I må forlade jødedommen.
Så læg mærke til, at vi under det islamiske kald (da’wa) aldrig kritiserer regeringer, grupper, folk eller nationer som værende mennesker, men derimod er vores kritik rettet imod deres menneskeopfundne anskuelser, love og systemer, ikke mindst når regimerne i den islamiske verden svigter islam.
6. spørgsmål:
Du siger, at ideen om ytringsfriheden ikke stammer fra ”realiteten”, men fra en flok mennesker i Middelalderen. Hvad mener du med begrebet ”realiteten”?
6. svar:
Et andet begreb for realiteten er virkeligheden. Det jeg mener med realiteten her er alt det du kan se omkring dig, alt lige fra himlen til jorden, og som ikke er et produkt af mennesker. Du kan i kraft af dine sansninger af denne objektive realitet her erkende eksempelvis Guds eksistens, men det kan du næppe med ytringsfriheden, da den jo er et produkt af mennesker. Det var en håndfuld tænkere i Europas middelalder, der som en reaktionmod en bestemt religion dannede ideen om sekularismen, hvilket er det at adskille religion fra livet. Med denne ide kom de frem til individets frihed, herunder ytringsfriheden. Læg mærke til, at deres ideer ikke kan erkendes fra selve realiteten, men er derimod opstået fra en bestemt historisk omstændighed i Europa.
7. spørgsmål:
Når ytringsfriheden er upraktisabel, hvordan kan vestlige lande så få deres ytringsfriheder til at harmonisere med hinanden?
7. svar:
Ja, det kan de, fordi der findes en enighed på det principielle plan. Alle vestlige lande og befolkninger er enige om den samme verdensanskuelse, nemlig sekularismen, hvilket er det at adskille religionen fra livet. Vestlige lande og befolkninger har altså samme verdensanskuelse, og derfor er de enige om ytringsfriheden, men når det så gælder om detaljerne eller hvordan ytringsfriheden skal praktiseres, så opstår der uenigheder.
I det praktiske ser vi endda magtkampe. Lad os se på nogle eksempler. Da Venstre og de konservative kom til magten i 2001 gik de i gang med at fjerne venstreorienterede råd med det påskud, at de var smagsdommere, men pludselig så vi hvordan de indsatte deres egne råd. De fjernede altså de råd, som de mente havde forkerte ytringer, og så indsatte de deres egne råd, som de mente havde rigtige ytringer. Magtkampe ser vi ikke blot blandt partier, men også i selve det enkelte parti. Her ser vi hvordan partiledere ekskluderer de partimedlemmer, der menes at have forkerte ytringer. Magtkampe ser vi også blandt vestlige lande indbyrdes. De stærke lande har en større ytringsfrihed end de svage lande, der mere eller mindre må efterligne de stærke landes ytringer. Ytringsfriheden er altså flot skrevet på grundlovspapirerne, ikke mindst i de såkaldte internationale love, men i praksis findes der en magtkamp, hvor den ene forsøger at lukke munden på den anden.
Mens der forholdsvis findes en begrænset ytringsfrihed blandt vestlige lande, så er de dog alle sammen enige om at bekæmpe de såkaldte islamister, hvilket vil sige, de muslimer, der kalder til islam (da’wa). Trods deres erklærede ytringsfrihed, forsøger de alligevel her at fjerne islamiske ytringer under det påskud, at disse ytringer er roden til den såkaldte internationale terrorisme. Altså ser vi i praksis, at Vestens ytringsfrihed kun gælder for sekularister og de provestlige.
Så det er rigtigt at vestlige lande kan få deres ytringsfriheder til at harmonisere på det principielle plan, men dog hverken i detaljerne eller i det praktiske liv. Her findes der modstridelser og magtkampe -ikke harmoni.
8. spørgsmål:
Jeg vil gerne spørge: Hvordan ser fremtiden ud for ytringsfriheden?
8. svar:
Nu er det sådan at vi mennesker ikke kan sanse selve fremtiden, men dog kan vi på basis af historiske erfaringer, nutidige realiteter, naturlove og islam selv tænke os frem til ytringsfrihedens fremtid. Vores overbevisning er, at menneskeheden befries fra ytringsfriheden. Årsagen hertil er, at ytringsfriheden er irrationel, modstrider menneskets natur og sidst, men ikke mindst, modstrider islam.
Det her er fra den ideologiske vinkel, men hvad angår den politiske. Ja, så vil vi fremover i den vestlige verden se flere indskrænkninger på deres ytringsfriheder -ikke mindst når vestlige politikere henviser til den såkaldte terrorbekæmpelse. Jo mere vestlige politikere opdager forfaldet i den vestlige verden, og samtidigt ser islams genkomst, desto mere vil de indskrænke deres ytringsfriheder for at bevare deres magt. Det ser vi allerede de gør i både USA og Europa. De begynder allerede i dag at rettighedsindskrænke og overvåge deres egne borgere. Ironisk nok ser vi altså, at dem, der opfandt ideen om ytringsfriheden, også er dem, der i dag slår den ihjel. De er nødt til at bruge deres magt for at holde fast på deres folk, der med tiden påvirkes af det islamiske kald (da’wa). Vi skal blot huske på, at det er os muslimer, der skal forhindre, at de i fremtiden kaster USA og Europa i en ny middelalder med et nyt ytringsforbud. Vi skal her bekæmpe både ytringsfriheden og ytringsforbudet, og i stedet indføre det islamiske samfund, der forbyder de onde ytringer og tillader de gode.
9. spørgsmål:
Du siger, at muslimer skal befri menneskeheden fra ytringsfriheden. Kan dette lade sig gøre i praksis?
9. svar:
Det kan det, fordi islam har en bestemt ændringsmetode for et samfund. Sendebudet Mohammeds (sa) ændringsmetode går ud på at kultivere, vekselvirke med et samfund med henblik på at danne en samfundsopinion for islam, og til sidst at opnå støtte (nusra) for at overtage statsmagten. Med denne stat bliver islam udbredt til omverdenen gennem det islamiske kald (da’wa) og væbnet kamp (jihad). Hvorfor nævner jeg så dette? Jo, fordi dette er den islamiske metode for at befri menneskeheden fra alt det, der er uislamisk (kufr), herunder ytringsfriheden. Under kultiveringen og vekselvirkningen bliver frøet for afskaffelsen af ytringsfriheden sået, men den endelige afskaffelse sker gennem den islamiske stat, der blandt andet vil kunne føre samtaler med folk og nationer verden over, og overbevise dem om ytringsfrihedens ugyldighed.
Læg mærke til, at vestlige politikere udover anvender deres stater for at udbrede deres kultur, også forhindrer muslimerne i at fremlægge beviserne på, at ytringsfriheden er ugyldig. Gennem den islamiske stat, khilafah,vil muslimerne kunne hæmme de vestlige politikeres evne til at anvende deres stater. Gennem den islamiske stat vil det være muligt at tvinge vestlige politikere til at møde op til offentlige møder, og på åbent skærm foran hele verden fremlægge beviserne på deres kultur. På den måde vil alle i verden kunne indse, at den vestlige kultur, herunder ytringsfriheden, ikke kun er irrationel og uislamisk, men også er en fare for menneskeheden.
Som afslutning vil jeg bemærke, at det rationelle modbevis ikke kun gælder overfor ytringsfriheden, men også overfor alle andre menneskeopfundne ideer -ikke mindst overfor sekularisme, demokrati og individets frihed med dens tros- personlig og økonomisk frihed. Alt det, som den vestlige verden står for, er irrationel, modstrider menneskets natur og sidst, men ikke mindst, modstrider islam. Dette gælder også overfor alle de friheder, der udspringer fra selve ytringsfriheden, såsom den såkaldte friforskning og pressefrihed.
