Ijtihad og den modernistiske metode

Da den Osmanniske Khilafah officielt blev nedlagt den 3. marts 1924 af Allahs fjende, Mustafa Kemal, forårsagede det et kaos, som allerede var begyndt at indhylle den Islamiske Ummah.

Nedlæggelsen af Khilafah var et resultat af den nedgang, som forekom århundreder tidligere.

Faktorer som førte til nedgang

Svagheden i den Muslimske forståelse af den Islamiske tanke og praktiske metode til at føre den ud i livet, kan spores tilbage til det andet århundrede efter Hijrah, med indstrømning af fremmede filosofier som de græske, persiske og indiske filosofier. Selvom Muslimerne havde tilbagevist mange af dem, forblev visse påvirkninger. Ydermere, lukningen af dørene til Ijtihad i det syvende århundrede Hijri, var et hårdt slag imod Islam (eller rettere folks forståelse af den). Dette førte til isolation og en manglende evne til at udlede Sha-ri’ah love til at behandle de daglige problemer, som mødte Muslimerne. Dørene til Ijtihad er åbne indtil Dommens Dag; men den skal udføres af dem, som er kvalificeret til det (dvs. en Mujtahid).

Senere skete der en adskillelse af det Arabiske sprogs styrke fra Islams styrke, da det Arabiske sprog blev ig-noreret både i forståelse og udbredelse af Islam. Dette resulterede i forsømmelse af det arabiske sprog og at man kasserede det som Statens officielle sprog, til trods for at Arabisk er det anvendte sprog i Ijtihad for at udlede Shari’ah lovene fra de detaljerede beviser.

Ydermere, den missionære og intellektuelle invasion, foretaget af de vestlige Kufr lande, som fortsat konspi-rerer imod Islam og Muslimer, opildnede til nationale og territoriale stridigheder mellem Muslimerne, så Muslimerne begyndte at kalde til separate nationer, og ignorerede de Islamiske love.

Således, ved begyndelsen af første verdenskrig, var komponenterne til opbrydningen af Khilafah på plads. De vestlige Kufr lande indledte derefter politiske og militære manøvrer, som Muslimerne fejlede i at modar-bejde, på grund af svaghed i forståelsen. Dermed havde Kuffar og deres agenter frit spil til at opbryde Khila-fah, uden at den Muslimske verden bevægede sig det mindste eller kommenterede det, eftersom den var i en tilstand af svaghed og splittelse og en manglende evne til at forså Islam.

Disse faktorer betød at de var ikke var i stand til at se de egentlige problemer de stod overfor, hvormed kolo-nialisterne og deres agenter havde al mulighed for at indsætte visse idéer som var i modstrid med Islam, som Muslimerne på grund af deres svaghed, så søgte at forene med Shari’ah.

Den apologetiske metode

I løbet af det attende århundrede var der tænkere af forskellig kaliber. Mange af dem sansede den Islamiske Ummahs tilstand og ønskede at se en ændring, de havde kærlighed til Islam og Muslimerne, og deres formål var at se en genvækkelse (elevering). Men der var en del af dem, som bevidst havde fået bestemte stillinger af de kolonialistiske Kuffar, med det eneste formål at vildlede Muslimerne væk fra at elevere sig. Men en ting var fælles blandt de Muslimer som overvejede elevering, hvilket var at de ikke havde forstået problemet korrekt. Nogen kaldte til en genfortolkning af Islam, og kaldte til Ijtihad, men de forstod ikke hvad Ijtihad var.

De var dybest set påvirket af de vestlige tanker, og diskuterede idéen om ’fritænkning’. Realiteten af dette var at sekularisere Islam på en sådan måde, at de kunne anbefale løsninger til Muslimer som var afkopieret fra Vesten. Derefter begyndte de at give dem termer som fandtes i den Islamiske kultur. Så for eksempel Majlis ash-Shura (konsultationsforsamling) blev kendt som parlament, riba (renter/åger) blev kaldt profit, ulil amr (dem som har autoriten dvs. en Khaleefah, Wulaa osv.) var de britiske kolonialister eller enhver re-gent. Maslaha blev beskrevet som den ubegrænsede gavn. Ijtihad var en eufemisme for den ubegrænsede brug af forstanden, for at ’modernisere’ Islam.

Også afvigende og svage holdninger, som for længst var tilbagevist, blev fundet for at retfærdiggøre visse holdninger så Islam passede til Vestens smag. Desuden blev Islamiske principper anvendt udenfor rette sammenhæng, igen for at retfærdiggøre en ’elevering’ af Islam, men det resulterede faktisk i at dens nedgang blev forstærket.

Vi vil forsøge at vise, at selvom modernisterne maskerer deres holdninger som Islamiske, og hævder at det er Ijtihad, så er det dog langtfra Ijtihad. De har ikke noget der ligner et bevis og er faktisk uislamiske.

Ijtihads definition

Vi skal forstå hvad Ijtihad er. De retslærde indenfor Usul ul Fiqh (Principper for Jurisprudens) definerer Ijtihad som,

”At yde en kæmpe indsats, for at søge en herskende holdning (zhann) om et spørgsmål, hvad angår Ahkam Shar’iyya, således at denne Mujtahid ikke føler sig i stand til at yde mere.”

(Imam Saif ud-Deen Amidi, Kitab al Ihkam fi Usul al Ahkam, og Imam Taqi ud-Deen an Nabahani, Shakh-siyya Islamiyyah Juz al Awwal)

Det er vigtigt at notere bestemte punkter vedrørende denne definition. Ijtihad skal foregå med hensyn til et Shari’ah bevis (daleel shar’i), som er fremtrædende.

Så der er ingen Ijtihad i den ayah fra Qur’an il-Kareem, som siger:

”… Riba er Haram” 

[MOQ Al-Baqarah:275]

da den kun har én mening, og er baseret på en absolut Ayah.

Holdningen er den fremtrædende mening. Holdningen skal også være relateret til Shari’ah lovene, og dermed vil alt andet end dette ikke blive betragtet som Ijtihad.

En Mujtahid udleder for eksempel den regel, at Kuffar kan kæmpe ved siden af Muslimer under Islams ban-ner, ved at opveje visse beviser. Profeten (saaws) afviste tilbudet om hjælp fra idoltilbederne ved Uhud kam-pen. Han godtog ikke deres tilbud om at kæmpe ved siden af Muslimerne i kampen. Han (saaws) sagde:

”Vi har ikke brug for deres hjælp.”

Men han (saaws) godtog deres hjælp ved Hunain kampen. Hvorfor?

En Mujtahid opvejer disse to beviser, idet han ved at Sendebudet (saaws) ikke godtog tilbudet om hjælp fra Mushrikeen ved Uhud, fordi de ønskede at kæmpe under deres eget banner, med det formål at skille sig ud med det; så hans (saaws) afvisning har en ’illah (juridisk begrundelse), som er at Mushrikeen kæmpede under deres eget banner og stat.

Han (saaws) søgte og godtog deres hjælp ved Hunain fordi de kæmpede under Sendebudets (saaws) banner. Ved Hunain var den juridiske begrundelse (’illah), med hensyn til afvisning af at søge hjælp fra Mushrikeen, ikke tilstede, så det var tilladt at søge og godtage deres hjælp.

Det er ikke tilladt at følge en holdning fra en person, som ikke har baseret deres holdning på de guddomme-lige tekster. Uanset om det er en bestemt holdning, fra en retslærd, tænker eller filosof. Dette er lig med at adoptere noget andet end Islam, en ting, som utvivlsomt er blevet forbudt af Shari’ah. Allah (swt) har beor-dret os til at adoptere fra Sendebudet Muhammad (saaws) og ikke fra nogen anden, lige meget hvem han er.

Allahs Sendebud (saaws) sagde, ”Allah vil ikke fratage jer viden, efter at Han har givet den til jer, men den vil blive taget væk gennem de lærde mænds (’Ulema) død med deres viden. Der vil vedblive uvi-dende folk, når de konsulteres vil de give domme ifølge deres egne holdning, hvormed de vildleder an-dre, og selv bliver vildledt.”

Det vil sige, de kommer med fatawa (afgørelser) ifølge deres egen holdning, uden at overveje Shari’ah bevi-serne. Disse holdninger har ingen værdi overhovedet.

Hvordan man behandler holdninger som er svage

Skulle det ske at der eksisterer mere end én Islamisk holdning, så er de pålagt at overholde de Shari’ah reg-ler, som klarlægger etiketten for uenighed (adaab al-ikhtilaaf). Det er ikke tilladt for en Muslim at anklage en anden Muslim for Kufr eller overtrædelse, bare fordi han ikke var enig med ham angående en holdning, så længe denne uenighed var indenfor rammerne af en legitim Ijtihad. Enhver holdning som har et stærkt eller svagt Shari’ah bevis eller hvis den har noget der ligner et bevis (shubhat daleel) er en legitim holdning. Det er ikke tilladt at miskreditere holdningen eller den som bærer på den. Det, som derimod burde blive sagt, i tilfælde af at et bevis er svagt, eller endda har noget der ligner et bevis, er at ’din holdning er forkert eller svag’, og diskussionen med ham skal foregå på den bedst mulige måde med debat vedrørende beviser.

Shubhat ad-daleel tages i betragtning i følgende tre områder:

1. Beviser, hvortil der findes absolutte og generelle beviser, som anses for at være Shari’ah beviser og de er Al-Qur’an, Sunnah, ijma’a as-Sahabah (deres konsensus) og Qiyas (analogi), i tilfælde af at deres mening er spekulativ (zanniyah) og opvejet (murjuha), dvs. ikke absolutte eller fremtrædende (rajiha). (Imam Taqi ud-Deen an-Nabahani, Muqaddimah ad-Dustoor)

Dem, som for eksempel følger holdningen, at mens man beder, skal hænderne placeres under navlen. De ba-serer det på en udtalelse fra ’Ali (ra), som lyder, ”At placere håndfladen over den anden under navlen, er en del af Sunnah i Salah.” [Baihaqi] Dette vil blive anset for at være et shubhat daleel for den som følger hold-ningen, at hænderne skal placeres på brystet baseret på en hadith fra Tawus, som sagde:

”Rasool-Ullah (saaws) plejede at placere sin højre hånd over sin venstre, og holde dem tæt ind til sit bryst, når han bedte.”

2. Beviser, hvortil spekulative generelle beviser, er blevet fremlagt for deres anerkendelse. De er: Istihsan (juridisk præference), al-masalih al-mursala (ubetingede interesser), mazhab as-Sahabi, og lignende, om end deres meninger er absolutte (qatiyyah) eller spekulative (zaniyyah). For eksempel, dem der ikke accepterer, at følge en Sahabis holdning som en gyldigt daleel shar’i, ville betragte det, som udledes fra det, som et shubhat daleel.

Dog er der strenge betingelser. Mujtahideen som anvendte disse spekulative kilder, nedfældede strenge rammer for, hvorledes hver af dem skulle tages i brug. Dem der mente at masalih al-mursala var en kilde som kunne anvendes, sagde meget tydeligt at den ikke kunne modsige Qur’an, Sunnah og ijma’a as-Sahabah.

3. At den deduktive begrundelse (istidlal), hvad angår disse beviser, skal være baseret på et studie af det Arabiske sprog, og et studie af sektioner af Qur’an og Sunnah.

For eksempel den ayah,

”… eller hvis I har været i kontakt med kvinder” [MOQ An-Nisaa:43], så mener nogle af mujtahideen at denne lamas (kontakt) er bogstavelig (haqeeqi) og bryder ens wudu’, mens andre har taget den metaforisk (majazi), og hævder det er seksuelt samleje.

Med hensyn til, når holdningen ikke har noget shar’i bevis, eller noget der kunne ligne et bevis, så vil det væ-re en uislamisk holdning (dvs. en kufr holdning), der er ingen anden udvej end at udfordre denne holdning og advare den bærer på den, at han bærer på en kufr holdning; selvom det ikke betyder, at den der bærer på en kufr holdning, er en kafir!

Der er nogle særlige vestlige idéer, som modernisterne prøver at forlige med Islam ved at omfortolke de etablerede regler. De taler om ’Islamisk feminisme’, demokratisering af Islam og at Islam ligner andre Abra-hamske trosgrundlag. Dette er på ingen måde en grundig liste, men er relateret til emner som er fundamenta-le i forsøget på at sekularisere Islam, og forhale en sand elevering.

Et andet hovedområde som blev angrebet var straffesystemet i Islam, specielt Hudood. De forsøgte at bort-forklare de tydelige ayaat og meninger på en måde, der gjorde dem smagfulde for vesten. For eksempel at skære tyvens hånd af blev omfortolket til at lave en mærke på håndleddet. Khilafah Statens henrettelse af den frafaldne, blev genopfundet til kun at gælde når det drejede sig om forræderi imod Staten og ikke enhver som frafaldt. Trods Mujtahideens konsensus og det faktum, at hadithen siger, ”Den der ændrer sin Deen, dræb ham.” (Bukhari)

Lad os undersøge et af de eksempler som tages i brug, for at påvise den korrupte tankegang på dette område.

Denne ayah siger,

”Tyven, både mand og kvinde, skær deres hånd af.” 

[MOQ Al-Maida:38]

Det siges, at meningen med at skære (qata’) er at forhindre tyven i at stjæle, gennem ethvert middel; det er egentlig ikke nødvendigt at skære hans hånd af, forhindring kan ske ved fængsling, formaning, eller det ene og det andet. Det blev også påstået, at ordet qata’ (at skære) er en ambivalent term (lafz al-mujmal) hvad an-går at skære, ved at adskille legemsdelen (amputering) eller skære, ved kun at såre eller lave et ar. Og at beg-ge tilfælde er tilladt: amputering, eller at lave et ar.

Det vil sige, de behandlede ordet ’at skære’ metaforisk, så det betød at lave et mærke eller ar.

Denne holdning kan ikke hævdes at være Ijtihad, og har derfor et shubhat daleel. Det er fordi den deduktive begrundelsesvinkel på denne måde, hvad angår denne ayah, ikke stemmer overens med det Arabiske sprog eller sektioner af Bogen og Sunnah. Med hensyn til sproget så går man ikke videre til den metaforiske me-ning (majazi), undtagen når den virkelige (haqeeqi) mening er umulig. Her er der ikke tale om nogen umu-lighed. Så den fysiske handling at skære er det som gøres, og det er ikke tilladt at gå udover det til en anden mening.

Selv hvis vi overvejer, om ordet qata’ (at skære) er en ambivalent term (lafz mujmal), hvad angår at skære, ved at adskille legemsdelen (amputering) eller ved kun at såre eller lave et ar, så har Allahs Sendebud (saaws) forklaret denne ambivalens (mujmal). Når en mujmal er blevet forklaret, så får den en bestemt be-tydning, og man refererer ikke til en anden betydning som modsiger den.

Abu Hurairah (ra) berettede, at ’en tyv, som havde stjålet en turban blev bragt til Allahs Sendebud. De sagde, O Rasool-Ullah, denne mand har begået tyveri. Rasool-Ullah (saaws) sagde, ”Det tror jeg ikke han gjorde.” Tyven svarede, at han havde stjålet, så Rasool-Ullah (saaws) sagde, ”Gå og skær hans hånd af, og stop blødningen (ihsimu).”

Ordet ’hasm’ vil sige, at tilberede kogende olie. Når hånden skæres af, så lægges den i olie for at lukke åre-nes åbninger, så han ikke mister for meget blod og dør. Ligeledes er der hadithen, berettet af ’Aisha (ra), ”Profeten (saaws) skar en kvindes hånd af.” Det er derfor Abu Bakr og ’Umar fulgte dette, uden protest fra nogen af Sahabah.

Så den som siger, at det at skære tyvens hånd af, vil sige at forhindre ham i at stjæle, og at man kan anvende andre midler, eller kun såre ham uden egentlig at skære hans hånd af, kan ikke påstå dette er Ijtihad. Det, man derimod siger, er at straffe tyven, med noget andet end den aktuelle afskæring af hånden, er en uisla-misk regel. Den har hverken noget bevis eller noget der ligner et bevis.

De Islamiske juridiske tekster er de bedst egnede til at løse menneskehedens problemer

Det er vigtigt for Muslimerne i helhed at forstå, at Shari’ah teksterne, om end de er fra Qur’an eller Sunnah, er de bedste og mest detaljerede tankemæssigt, de rummeligste i omfang til generalisering, og den mest fro-dige grund til at kultivere generelle principper. De er i sig selv egnede som lovgivningsmæssige tekster for alle folkeslag og nationer.

De er de bedste tekster til det tankemæssige felt; det skyldes den måde, de dækker alle typer af forhold, om end mellem individer, staten og dens borgere, eller mellem stater, folkeslag og nationer. Lige meget hvor nye og varierede disse forhold måtte være, så er forstanden i stand til at udlede love til dem fra Shar’i teksterne. De er de bedste kilder, som er til rådighed til det tankemæssige felt, indenfor lovgivningstekster.

Hvad angår, at de er de rummeligste i omfang til generalisering, så er det tydeligt udfra deres grammatik, sætninger, ord og udtryksform, med hensyn til at dække det udtalte (mantooq), meningen (mafhoom), indikationen (dalalah), begrundelsen (ta’leel) og analogi (qiyas) baseret på årsagen (’illah), hvilket gør denne ud-ledning mulig, vedvarende og omfattende. Dette sikrer at de er i stand til at omfatte alting.

Allah (swt) siger for eksempel:

”Og hvis nogle Mushrikoon (idoltilbedere) søger jeres beskyttelse; så giv ham beskyttelse, så han kan høre Allahs Ord (dvs. Qur’an).” 

[MOQ at-Tawbah:6]

Denne Ayah indeholder Dalaalat ul-Tanabbuh (den bemærkede og signalerede betydning): at få denne kafir til at høre Allahs (swt) Ord, er den guddommelige årsag til at give beskyttelse – så han kan høre Allahs (swt) Ord er derfor en ’illah (legal årsag), indikeret med anvendelsen af ordet ’hatta’, som betyder fordi (min ajl).

Det indikerer en forpligtelse om, at have bevidsthed om Islam, således at den kan udspredes. Også ud fra det-te er Khilafah Staten forpligtet til at uddanne Muslimerne med Islam i skoler og institutioner på en tilfreds-stillende måde; ydermere også for at undervise i fremmede sprog på bestemte niveauer, så Islam kan bæres til dem som ikke taler Arabisk.

Returpunktet?

Dette er bare et lille eksempel på, hvordan den Islamiske jurisprudens kan løse menneskets problemer. Men vi skal huske, at den æra, hvor tilstedeværelsen af Mujtahideen, vil være almindelig, kan ikke forekomme uden at Khilafah Staten, og dens institutioner vender tilbage, som vil være i stand til at formidle dette.